EU har altid været styret af 'big business'. Det har været en udemokratisk organisation, som hovedsagelig er under indflydelse fra de 30.000 lobbyister, som erhvervslivet permanent har stationeret i Bruxelles. Rustningsindustrien har vundet en stadig større indflydelse, og den smiler bredt over EU nye militære og udenrigspolitiske kurs.

EU vedtog i november at oprette det, som nogen kalder starten på en fælles hær.

Disse planer blev lagt mens kampagnen op til Brexit-folkeafstemningen var i gang. Men EU-kommissionen og EU-tilhængerne havde ordre til ikke at sige noget, der kunne hjælpe kampagnen for at forlade EU.

Da folkeafstemningen var overstået hamrede EU imidlertid hårdt på krigstrommerne.

Som Kampagnen imod Våbenhandel (CAAT) har udtrykt det: "EU-apparatet bliver nu indrettet til at understøtte militær-industrien."

EU har været gennem en hurtig militarisering de seneste år. En række hastige aktiviteter i 2016 førte til vedtagelsen af EDAP - Den Europæiske Forsvars-Handlingsplan og et forskningsprogram (EDRP), hvor nogle vil kunne spinde guld på aftalen om at bruge 3,5 milliarder euro over perioden 2021 til 2027.

Det kommer oveni EU's tidligere beslutninger om at opbygge et fælles knudepunkt for træning til oversøiske militære missioner og en bevilling på 5,5 milliarder euro for at støtte medlemslandenes indkøb af de nyeste og mest moderne våben.

Våbeneksporten er vokset og EU er blevet mere tolerant over for medlemslande, som leverer materiel til nogle af de værste tyranner i verden.

Men det måske mest skelsættende i den nyere udvikling skete i november, da EU vedtog at oprette det, som nogen kalder starten på en fælles hær.

Militær milepæl

23 ud af 28 medlemsstater i EU underskrev mandag den 13. november 2017 en erklæring i Bruxelles. Det var optakten til på et senere EU-topmøde at indgå en traktatmæssig bindende aftale. Tysklands udenrigsminister Sigmar Gabriel kaldte det "en milepæl i Europas udvikling". Storbritannien, Danmark, Irland, Malta og Portugal skal roses for at afstå fra at skrive under... men man holdt dog døren åben for senere at kunne tilslutte sig.

Denne forsvarsaftale kendes som PESCO – Permanent Struktureret Samarbejde. De deltagende stater vil i fællesskab oprette styrker til hurtig udrykning, som er udstyret med nyt materiel fra tanks til droner. De deltagende stater vil også opbygge et fælles europæisk knudepunkt for logistisk og medicinsk støtte. Det vil udvide den allerede lange liste over 'øvelser' og missioner, som styrker under EU-ledelse har gennemført i en længere årrække.

>> LÆS OGSÅ: EU-ledere sætter fart på opbygning af EU-militær

De europæiske føderalisters dybe, mørke og historiske drøm er blevet virkelighed; nemlig drømmen om én EU-valuta, én fælles landbrugs-, industri- og migrationspolitik, et parlament kontrolleret af monopolerne og et indre marked beskyttet af et fælles militær og en fælles forsvarspolitik. Og det er vigtigt for socialister på hele kontinentet, at i det mindste Storbritannien er vågnet op og trækker sig ud.

Mareridtet er offentligt og virkeligt: EU-parlamentet erklærede i sin rapport om 'Forsvars-Unionen' fra november at EU's Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik "bør inden for en rimelig tid føre til oprettelsen af Europas Væbnede Styrker". Forskellige institutioner bliver sat i bevægelse for at virkeliggøre dette.

EU's udenrigstjeneste har også fremlagt sin egen 'Plan for Implementering af Sikkerhed og Forsvar'. Den retter sig mod direkte at binde EU's militære styrker op på Unionens udenrigspolitik.

Blot et hurtigt blik på EU's udenrigspolitiske standpunkter vil gøre det klart, hvilken retning de har. Den officielle vedtagelse af sanktioner imod Venezuela og skamløs opbakning til den anti-demokratiske opposition i Venezuela er i sig selv nok til at overbevise os om, at det ikke er venner, som er i sving.

Folkemord er ingen forhindring

Men det er blot ét tilfælde blandt en lang række af krigeriske holdninger, som EU har indtaget gennem årtier. Det glemmes altid bekvemt, hvordan EU vendte det blinde øje til Tysklands anerkendelse af Kroatien og dermed udløste krigen mod Jugoslavien. Tilsvarende at EU nærede de fascistiske flammer mod Rusland i Ukraine. Og åreladningen blandt de østeuropæiske befolkninger gennem den masseudvandring, som fulgte efter landenes optagelse i EU og som gavnede Tysklands gamle stormagtsdrømme.

EU ville elske at Tyrkiet kom med i klubben. Tag ikke fejl af det, og det er ikke sandsynligt, at Erdogans igangværende folkemord på kurderne i det lange løb vil være en forhindring i EU's øjne.

Misforstået forblændelse har fået mange til at overse EU's indre koloniale rolle.

EU går efter at blive en blok, der konkurrerer med USA, Kina og Rusland.

EU, dets største banker og tyske våbenproducenter overtog Grækenland og de har gennem flere år kunnet dominere de sydeuropæiske stater, hvis økonomier aldrig har været i stand til at understøtte en euro-valuta, hvis kurs er baseret på styrken af den tyske mark.

Når nogle i vores bevægelse taler varmt om Det Indre Marked, så kan det føre til, at endnu en generation giver sig til at kæmpe for den ene procent, som har tjent på dette marked, mens vores produktionskapacitet er blevet løbet over ende og nedlagt.

Markedsbesættelse og handelskrige fører med de nuværende spændinger i verden til faktiske krige. Hvorfor skulle EU ellers ønske at bevæbne sig til tænderne? EU går efter at blive en blok, der konkurrerer med USA, Kina og Rusland.

Organisationen "War on Want" har igen og igen advaret os om følgerne af de planer, som EU lagde for syv år siden om handel, vækst og globalisering (Strategiplanen Trade Growth and World Affairs fra 2010; red), som demonstrerer EU's stormagts-ambitioner i dag.

Heri fastlægges et system for gengældelse, så ulande kan straffes, hvis de ikke åbner deres statslige indkøb for erhvervslivet i Europa. Den skade, det har medført for den hjemlige fødevareproduktion i mange afrikanske lande er tragisk.

EU plyndrer ulande

'War on Want' har også fordømt EU's aggressive politik for at plyndre Afrikas og Asiens naturressourcer til gavn for europæisk erhvervsliv i stedet for at tillade ulandene at udnytte disse ressourcer til at dække egne behov. Kritikken blev formuleret således: "EU's handelspolitik kunne ikke blive mere ødelæggende. I stedet for at udvikle en ny og positiv strategi for arbejde og velfærd, så går EU efter at videreføre de seneste 30 års mislykkede nyliberale dagsorden. Denne politik gavner ingen andre end de multinationale selskaber på bekostning af almindelige, arbejdende mennesker i hele verden."

Et hæsligt højre

EU-tilhængere glemmer også bekvemt, at den institution, som de holder så meget af, i parlamentet er domineret af nyliberale tilhængere af endeløs integration. Ud af de 751 MEP'er, som blåstempler den ikke-valgte EU-kommissions lovforslag, er kun 50 erklærede socialister eller venstreorienterede. Det er meget færre end antallet i de udtrykkelige højregrupper. Og det er mindre end en fjerdedel af medlemstallet i den dominerende gruppe – det konservative 'Europæiske Folkeparti'. Og det er kun halvdelen af det samlede antal tyske medlemmer af EU-parlamentet.

En bevidst EU-politik har kastet 20 millioner ud i arbejdsløshed.

EU-parlamentets reaktionære karakter og dets betydelige flertal på højrefløjen afspejler fremvæksten af et hæsligt højre i mange europæiske lande, også i Skandinavien. Når EU med en bevidst politik kaster 20 millioner ud i arbejdsløshed i et helt årti, så kan EU ikke afvise at have et ansvar for at nære dette monster.

Socialister og fagforeningsfolk i Storbritannien bør fremrykke datoen 29. marts 2019, hvor vi formelt forlader EU. Og vi skal huske, at når man forhandler med fanden, så skal man ikke række den en lillefinger, og man skal være klar til at afvise et hvilket som helst tilbud, som lægges på forhandlingsbordet.

Artiklen har været trykt i det britiske dagblad The Morning Star