Kvinder tjener i gennemsnit 86,7 kroner for hver gang mænd tjener 100 kroner, viser de nyeste beregninger fra Danmarks Statistik. Og det er ikke noget, der huer Jytte Wester, formand for Dansk Sygeplejeråd kreds Nordjylland:
Det er provokerende, at vi stadig kan se lønforskelle på gennemsnitligt 13 procent.
Jytte Wester, DSR Nordjylland
– Det er da virkelig frustrerende og provokerende, at man efter mere end 100 års kamp for ligeløn og en Ligelønslov fra 1976 stadig kan se forskelle på gennemsnitligt godt 13 procent på kvinders og mænds lønsedler.
I sygeplejen er der som sådan ikke forskel på, hvad en kvindelig og mandlig sygeplejerske tjener. Forskellene viser sig til gengæld, hvis man sammenligner forskellige faggrupper på samme uddannelsesniveau, forklarer Jytte Wester til Arbejderen.
Uddannelsesniveau
Undersøgelser fra både Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og tænketanken Cevea dokumenterer, at flere kvinder end mænd har en videregående uddannelse, men de tjener konsekvent mindre end mændene på samme uddannelsesniveau. Det kræver en mellemlang videregående uddannelse at blive sygeplejerske, og især inden for den uddannelsesgruppe tjener mænd cirka 27 procent mere end kvinder, fremgår det af en Cevea-rapport fra marts 2016.
– Det kan altså bedre betale sig for mænd end for kvinder at tage en uddannelse, konstaterer den nordjyske kredsformand, der ser det kønsopdelte arbejdsmarked som en væsentlig forklaring på uligelønnen.
Mens kvinder er i flertal på sygehuse, plejehjem og i børnehaver, er mænd overrepræsenteret på det private arbejdsmarked, hvor lønnen typisk er højere end i den offentlige sektor.
Fagforbundet BUPL har ikke umiddelbart tal, der viser, om der er forskel på, hvad kvindelige og mandlige medlemmer tjener. Faglig sekretær Lars Søgaard mener dog, at lønnen er den samme - uanset køn - hvis man er ansat i helt almindelige pædagogstillinger.
– Men jeg tror, at flere mandlige end kvindelige pædagoger får det, vi kalder avancementsstillinger. Så hvis man sammenligner lønningerne for samtlige mænd med samtlige kvinders, er jeg sikker på, at vi vil se lønforskelle også blandt pædagoger, siger Lars Søgaard til Arbejderen.
Lavtlønsjob
En af de største 3F-afdelinger, 3F København, har næsten 16.000 medlemmer, heraf cirka 2000 offentligt ansat. Mange af dem er kvinder ansat i lavtlønsjob indenfor rengøring, og hotel- og restauration.
– For vores områder er det ofte tillæg, der resulterer i lønforskelle. Arbejde på skæve tider i typiske mandefag udløser større tillæg end i eksempelvis rengøringsbranchen, hvor der arbejder flest kvinder, siger Bjarne Høpner, afdelingens formand til Arbejderen.
Af andre faktorer, der spiller ind på lønudbetalingen, fremhæver han de personlige tillæg. Her er mændene bedre til at sælge sig selv og får en større andel i de midler, end kvinder generelt gør.
– Endelig er mange af jobbene især i hotel- og restaurationsbranchen besat af unge, der er villige til at acceptere næsten hvad som helst for at have en lønindtægt som supplement til deres studier og en SU, lyder det fra Bjarne Høpner.
Lønforskellene er historisk betinget og baseret på en tid, hvor mændene var den primære forsørger i en familie. Da kvinderne i 1969 blev indplaceret i det daværende lønsystem, var den afgørende forklaring, at kvindernes indtægt blev betragtet som et supplement til mandens.
– Det system hænger vi desværre stadig fast i. Det er trist, at vi ikke er kommet længere, siger Jytte Wester.
Hun var også kredsformand i 2008, hvor sygeplejersker, pædagoger og andre offentlige faggrupper under overenskomstforhandlingerne gik i strejke for kravet om ligeløn.
OK 2018
Nu står vi så midt i nye overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked, og igen er ligeløn blandt kravene. Ved OK18 har de 51 faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet på vegne af ansatte i kommuner og regioner stillet krav om to særlige puljer til henholdsvis løft af lavtlønsgrupperne og af kvindefagene.
– For os er det i virkeligheden et historisk skridt, at man i Forhandlingsfællesskabet er enige om at her er et problem, som vi sammen skal gøre noget ved. Det er et skridt på vejen og en erkendelse af, at der er et problem, mener Lars Søgaard.
Han og Jytte Wester er imidlertid enige om, at ligelønsproblemet ikke alene kan løses gennem overenskomstforhandlingerne. Problemet er samfundspolitisk og skal derfor også løses med hjælp af politikerne, lyder det samstemmende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278