Forligspartierne bag fleksjob- og førtidspensionsreformen har indgået den første delaftale om opfølgning på reformen fra 2013. Man har taget en konsekvens af, at der har været rigtig mange historier i medierne om formålsløse ressourceforløb. 

Problemet er en kultur i ledelseslagene, der fremmer økonomitænkning. 

p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; line-height: 15.0px; font: 13.0px Helvetica; color: #333333; -webkit-text-stroke: #333333; background-color: #ffffff}
p.p2 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; line-height: 15.0px; font: 13.0px Helvetica; color: #333333; -webkit-text-stroke: #333333; background-color: #ffffff; min-height: 16.0px}
span.s1 {font-kerning: none}

Borgere er blevet udsat for mange proforma lignende forløb, som udefra set har mindet mest om parkering på ydelser, der for alt i verden ikke må være førtidspension.

Nu skal det altså være slut. Nu skal der være tale om realistiske ressourceforløb, det vil sige forløb, hvor indholdet skal være realistisk i forhold til arbejdsmarkedet. Det skal medføre, at kommunerne ikke fortolker lovgivningen så forskelligt, som tilfældet er i dag.

Det er godt, at forligspartierne vil de formålsløse ressourceforløb til livs. Problemet er imidlertid, at ordet "realistisk" også kan fortolkes. Og det vil det blive. For så længe fleksjob og førtidspensioner tildeles i 98 kommuner, vil der blive mindst 98 forskellige måder at fortolke lovgivningen på. Og så længe det først og fremmest er kommunernes økonomiske hensyn, der er i højsædet, vil der blive fortolket – ikke til fordel for borgeren men til fordel for kommunekassen. 

Problemet er ikke sagsbehandlerne, der sidder og arbejder for borgerne. Problemet er en kultur i ledelseslagene både i kommuner og Finansministeriet, der fremmer økonomitænkning. Sagsbehandlingen er ikke længere et spørgsmål om at give en værdig, rettidig og rimelig behandling af borgerne. Det går mere ud på at sikre mindst mulige udgifter for kommunerne.

Et eksempel på dette er andelen af omgjorte sager i Klagenævnet for Specialundervisningen samt i Ankestyrelsen.

I Klagenævnet for Specialundervisning omgør eller hjemviser man i dag næsten halvdelen af sagerne. 1/3 af alle sager bliver decideret omgjort. I Ankestyrelsen findes der eksempler på, at mere end halvdelen af alle sager omgøres eller hjemvises til fornyet behandling i kommunerne. Svaret fra politikere og KL er, at det viser, at ankesystemet virker, og at det rent faktisk er en lille del af alle de afgørelser, der træffes, der overhovedet indklages.

En sådan tilgang til behandlingen af borgere med handicap og andre særlige behov er rystende.

For det første er det udtryk for en arrogance over for medborgere med handicap, når man synes, det er helt i orden, at de først efter en klage får ret til den støtte, de har brug for. Man har dermed blåstemplet, at borgerne har måttet leve i adskillige måneder og år uden støtte, for man får jo ikke støtten så længe, der er en klagesag, og man får ikke erstattet den tabte tid uden støtte. For børn med handicap kan det betyde, at de misser år af deres skolegang. 

For det andet siger man også indirekte, at man er godt tilfreds med at spare penge på forkert afgørelser. Gad vide hvordan de samme politikere ville reagere, hvis det var Skat der havde så stor en fejlprocent? Eller hvis politiets fartmålere havde en afvigelse, der gjorde, at man altid målte 60 procent forkert til fordel for bødekassen, og gav borgerne besked på at de jo bare kan klage?

Der er mange trusler mod velfærdssamfundet. Men en af de største er, at tilliden bliver mindre til en værdig sagsbehandling. Ikke fordi sagsbehandleren på gulvet kan gøre det anderledes, men fordi managementkulturen er syg og uværdig. Når der bliver gjort noget ved det, får vi måske velfærdsamfundet lidt mere tilbage.