25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Københavnske tillidsfolk forbereder aktiv konflikt

800 til stormøde

Københavnske tillidsfolk forbereder aktiv konflikt

En propfuld Nørrebrohal sydede af kampgejst, da omkring 800 tillidsfolk mødtes tirsdag for at planlægge en aktiv konflikt.

Nørrebrohallen var helt fyldt op.
FOTO: Niels Gether Nielsen
Nørrebrohallen var helt fyldt op.
FOTO: Niels Gether Nielsen

Vores mål er ikke en konflikt. Men kan vores krav ikke blive opfyldt ved forhandlingsbordet, er vi parat til konflikt, og det skal være en aktiv en af slagsen, fastslog de mellem 700 og 800 tillidsfolk fra det offentlige område, der tirsdag var samlet til stormøde i København.

Vi skal være synlige og skabe en aktiv konflikt.
Caja Bruhn, 3F København

– Vi er nødt til forberede os på konflikt. Vi er godt klar over, at der satses på en kort konflikt og et hurtigt indgreb, sagde Caja Bruhn fra 3F København.

– Vi skal være synlige og skabe en aktiv konflikt, hvor vi fastholder befolkningens opbakning. Vi skal skabe aktiviteter, store og små, bruge de sociale medier, arrangere borgermøder, faneborge, bannerdrops, demonstrationer og meget andet, Vi skal vinde den her overenskomstkamp, erklærede hun og høstede massive klapsalver fra den kampberedte propfyldte sal.

Klar med planer

Det er allerede besluttet, at der arrangeres demonstrationer i København den 4. april, der kan blive den første strejkedag, og den 10. april, hvor lockouten kan starte. Demonstrationerne fastholdes, selvom forligsmanden skulle finde på at udskyde konflikten. 

Derudover gik deltagere på mødet i gang med at planlægge konkrete strejkeaktiviteter i de enkelte bydele. Det er allerede besluttet, at der bliver morgenaktioner på Dronning Louises Bro, Brønshøj Torv, Trianglen og andre steder fra den første strejkedag. 

Der er lavet en fælles hjemmeside www.ok18kbh.dk, hvor alle aktiviteter lægges ind.

På mødet blev fremlagt en inspirationsguide med mange ideer til lokale aktiviteter under konflikten som for eksempel besøg på private arbejdspladser for at fortælle om baggrunden for konflikten, støttefester, forældremøder, aktioner og happenings.

>> LÆS OGSÅ: Fuld støtte til de offentlige

Caja Bruhn understregede også nødvendigheden af, at der allerede i disse dage er aktiviteter, der viser opbakning til de faglige forhandlere.

– Aktioner og aktiviteter her og nu er hamrende nødvendige. Vores forhandlere skal vide, at de skal stå fast på vores krav og ikke må vakle, sagde hun og opfordrede alle til at deltage i faneborge ved Forligsinstitutionen, det store tillidsmandsmøde i Fredericia den 22. marts og andre aktiviteter.

>> LÆS OGSÅ: Tillidsfolk mødes med faneborg

Jan Hoby, næstformand i LFS, understregede også nødvendigheden af at kæmpe.

– Hvis vi vil have forbedringer, så er der ingen vej udenom at bruge fællesskabets styrke. Vi opnår resultater gennem strejker. Vi har vundet meget gennem kamp, men tabt endnu mere uden kamp, sagde han. Igen klappede salen begejstret.

Jan Hoby og flere andre pegede på betydningen af det stærke sammenhold, som fagbevægelsen har opbygget ved disse overenskomstforhandlinger.

>> LÆS OGSÅ: Sammenholdet i fagbevægelsen er stærkere end set i mange år

En række tillidsfolk fra forskellige fagområder fik ordet for at fortælle om deres dagligdag. Det gik som en rød tråd gennem alle indlæggene, at de ansatte er voldsomt pressede, mange er udbrændte eller går ned med stress, og utilfredsheden er markant. 

Kamp for velfærd

De københavnske tillidsfolk kæder overenskomstkampen og kampen for bedre velfærd sammen. De kræver flere penge til den offentlige sektor for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold samt en bedre velfærd.

– Vi har tre krav til Lars Løkke og de offentlige arbejdsgivere. Udvid rammen, udvid rammen og udvid rammen. Den offentlige sektor skaber værdi og løfter mennesker. Der er god økonomi i at investere i den offentlige sektor, sagde Bo Morthen Petersen fra BUPL Hovedstaden på mødet.

Konkret kræver initiativet København for Velfærd, der arrangerede tillidsmandsmødet, seks milliarder kroner mere til velfærden på landsplan. Den 17. maj arrangeres en aktionsdag med stor demonstration i København til støtte for det krav.

>> LÆS OGSÅ: Kræver flere penge til velfærd

Også planerne om en ny udligningsreform, der vil omfordele flere penge fra København til andre kommuner, blev diskuteret på mødet. Her var holdningen, at der er brug for flere penge til kommunerne, ikke for et internt slagsmål indenfor en alt for snæver økonomisk ramme.

Stormødet sluttede med en demonstration fra Nørrebrohallen til Blågårds Plads med krav om opfyldelse af overenskomstkravene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2018 - 08:18   21. mar. 2018 - 11:25

OK 2018

ur@arbejderen.dk
Stormøde i Nørrebrohallen
  • Tillidsfolk for offentligt ansatte i København, Frederiksberg og omegnskommunerne var samlet til stormøde i Nørrebrohallen den 20. marts. Mellem 700 og 800 deltog i mødet.
  • Der var fokus på forberedelsen af en aktiv overenskomstkonflikt, men også på kampen for bedre velfærd og flere penge til den offentlige sektor. Den udligningsreform, der forhandles om nu, blev også diskuteret. 
  • Arrangør af mødet var København for Velfærd, der består af en lang række lokale fagforeninger på det offentlige område.
  • På hjemmesiden www.ok18kbh.dk samles alle overenskomstaktiviteter.