22 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark medvirker til at udplyndre Ukraine

Social kollaps i Ukraine

Danmark medvirker til at udplyndre Ukraine

Sammen med den verdensomspændende finansinstitution IMF kræver Danmark benhårde besparelser i det krigshærgede land. Her er nogle af de ukrainere, der lider hårdest under den drakoniske sparepolitik

Kostja er hjemløs på femte år. Han overnatter foran en bank i hovedstaden Kiev og spiser ved et suppekøkken i gaden. I Kievs gader vokser hæren af hjemløse. Desperat prøver de at finde en smule næring i affaldspande og containere.
FOTO: Jens Malling
1 af 1

Dampen stiger tykt op fra de store gryder og forsvinder under en iskold himmel. De mange skikkelser stimler sammen om det udendørs suppekøkken i Ukraines hovedstad Kiev.

En gang om ugen serverer en gruppe frivillige mad for hjemløse og andre dårligt stillede medmennesker. Dem bliver der flere af i takt med, at Den Internationale Valutafond IMF – som Danmark er medlem af – forlanger hårdere og hårdere offentlige besparelser for at låne Ukraine penge.

Tæt på 90 procent af befolkningen lever i armod.

Omkring 150 forarmede medborgere er dukket op for at få næring i kroppen. En er dem af Anatolij, en fyr i slutningen af tyverne.

– Jeg er havnet i nogle vanskeligheder og har ikke arbejde for tiden, siger han. Mulighederne skulle ellers være større her i hovedstaden, lønningerne højere og økonomien bedre. Derfor tog jeg til Kiev for at prøve at tjene penge, uddyber Anatolij og fører en skefuld suppe op til munden.

Priserne eksploderer

Måltidet bugner af bønner, løg, gulerødder og svinekød. Dem der endnu ikke har fået deres portion venter tålmodigt i en lang kø. Iført slidte frakker og pelshuer prøver de at beskytte sig mod den hårde frost. Sneen ligger i bunker om de nødlidende ukrainere.

Sammen med IMF kræver Danmark benhårde besparelser i det krigshærgede land. Finans-institutionens såkaldte 'reformer' har blandt andet ført til at priserne på gas, vand og el er eksploderet. For almindelige ukrainere betyder det voldsomt forværrede levevilkår, ifølge sociologen Vitalina Butkaljuk:

– Der er tale om et kollaps i ukrainernes levestandard, siger hun.

IMF begyndte sammen med Danmark at diktere Ukraines økonomiske politik i 2014 – lige efter en ny provestlig regering tog magten, forklarer sociologen: 

– Fattigdommen i vores land har antaget karakter af et massefænomen. Tæt på 90 procent af befolkningen lever i armod.

De mange milliarder kroner fra IMF og Danmark kommer nemlig hverken Anatolij eller den brede ukrainske befolkning tilgode. De store beløb kanaliseres i vidt omfang ud af landet igen. Der havner de i lommerne på internationale finans-spekulanter. Eller pengene ender via sindrige hvidvasknings-mekanismer og et net af udenlandske konti hos Ukraines berygtede oligarker.

Den barske økonomiske politik – som Danmark bakker op om – er blevet kritiseret for at ramme de svageste ukrainere hårdest. Blandt andet har den ukrainske regering med IMF’s billigelse skåret kraftigt i de i forvejen lave pensioner.

En skuffet oprører

– Her er mange ældre mennesker, siger Anatolij og nikker i retning af skaren om suppekøkkenet. En af dem er en 70-årig tidligere læge med milde øjne. Hun vil ikke have sit navn frem: 

– Jeg skammer mig over vores situation her, forklarer kvinden, der prøver at klare sig gennem hver måned med en pension på 1.450 hryvnia – 312 danske kroner. Hun forsøger at holde varmen med en kop te, som serveres efter suppen. Den pensionerede læge deltog aktivt i Majdan-revolutionen i vinteren 2013/14. Der brugte hun sin kunnen til at hjælpe de syge og skadede.

– I tre måneder arbejdede jeg dag og nat med at behandle de demonstrerende, siger doktoren og tager en slurk te af sit plastikbæger. Det var meningen af revolutionen skulle ændre Ukraine til det bedre. Men mange føler sig snydt af de pro-vestlige politikere, der tog magten efter Majdan-oprøret.

– Regeringen består af banditter. Derfor står vi her nu, slutter hun.

NOTE:

Research til artiklen er foregået i vinteren 2017/18, da hårde kuldegrader prægede livet i Ukraine.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2018 - 15:51   25. feb. 2022 - 10:40

Ukraine

Jens Malling