Solidaritetspagten blandt de offentligt ansatte lever i bedste velgående, erklærer en række af fagbevægelsens forhandlere.

En for alle og alle for en. Det budskab står helt utroligt stærkt.
Anders Bondo, lærerformand

– Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at solidaritetspagten holder, og at den går på, at vi skal have løsninger omkring både løn, lærernes arbejdstid og spisepausen. Det oplever jeg ikke nogen ryste på hånden over, siger Flemming Vinther, der forhandler på vegne af de statsansatte. 

>> LÆS OGSÅ: Kampen handler om, hvilket samfund vi vil ha'

– Det bliver fremstillet som om vi er ultimative. Men man skal huske, at det her er slutningen på et meget langt forløb, hvor vi har frafaldet en lang række af de krav, vi havde oprindeligt i forhold til at sikre bedre arbejdspladser i den offentlige sektor. Arbejdsgiverne er stålsatte på, at ingenting må koste noget, tilføjer han.

Stort ansvar

De statsansattes formand er fuldt ud bevidst om det ansvar, der følger med at sige nej til en aftale. 

– Men det er også et stort ansvar at sige ja. Det, som jeg siger ja til, skal 180.000 statsansatte leve af og med de næste tre år. Jeg skal jo kunne være bekendt at anbefale det, og der skal også være en chance for, at det kan blive stemt hjem, siger Flemming Vinther. 

Han ser det som helt usandsynligt, at der kan indgås en aftale uden, at alle tre elementer i solidaritetspagten er med, og tror ikke på en situation, hvor der indgås aftaler for enten staten, kommunerne eller regionerne, mens andre områder må ud i konflikt.

En samlet løsning

– Jeg er i hvert fald ikke indstillet på at indgå forlig for staten, før de andre er med, og jeg fornemmer, at sådan er det også for de andre områder, siger Flemming Vinther.

Samme melding lyder fra lærerformand Anders Bondo Christensen.

>> LÆS OGSÅ: Sammenholdet i fagbevægelsen er større end set i mange år

– Medierne gør meget ud af at antyde, at solidaritetspagten ikke eksisterer. Det har de gjort den sidste halvanden måned. Men jeg har ikke hørt nogen sige, at vi ikke skal have en løsning, der sikrer både en lønudvikling parallel med de privat ansatte, den betalte spisepause og lærernes arbejdstid, siger Anders Bondo Christensen.

Baglandet er med

– Det budskab hører jeg også fra medlemmer fra alle organisationerne, overalt i landet hvor jeg kommer ud; En for alle og alle for en. Det budskab står helt utroligt stærkt, tilføjer han.

Også andre forbundsformænd fremhæver, at alle tre krav skal opfyldes, før der er en aftale.

– Vi står last og brast om de her krav. Jeg er ret sikker på, at det bærer igennem til finalen, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

>> LÆS OGSÅ: Arbejdsgiverne vil af med regler, der beskytter de ansatte

"BUPL holder fast i, at vi alle sammen skal i mål. Vi skal have en lønudvikling, der er parallel med det private arbejdsmarked. Spisepausen skal sikres. Lærerne skal have en arbejdstidsaftale. Vi skal i mål på alle tre områder. Og så skal arbejdsgiverne holde fingrene fra vores seniordage og sikre en ligelønspulje", skriver Elisa Bergmann i sin overenskomstdagbog.

Ellen Lykkegaard, formand for 3F's offentlige gruppe, mener også, at solidaritetspagten består og håber, at alle de tre krav kommer i hus. Men efter hendes mening er det først og fremmest lønspørgsmålet, der kan udløse en konflikt.

– Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor alt er på plads på nær for eksempel spisepausen, og at vi så skal have en konflikt om en betalt spisepause, som få af 3F's medlemmer har ret til, siger Ellen Lykkegaard.

Lokale 3F-afdelinger taler for nødvendigheden af at fastholde solidaritetspagten eller musketéreden, som den også kaldes.

"Når man indgår en musketéred holder man den også... Løn, pauser og arbejdstid skal aftales mellem arbejdsmarkedets parter og ikke dikteres af skiftende regeringer", hedder det for eksempel i en udtalelse fra 3F Aalborg.

I dag er der igen forhandlinger i Forligsinstitutionen.