Derfor vil jeg stille op for Folkebevægelsen mod EU
Blogs

Derfor vil jeg stille op for Folkebevægelsen mod EU
Kampen for demokratiet og vores selvbestemmelse er ikke noget, som kun tilhører venstrefløjen, midten eller for den sags skyld højrefløjen. Det er noget, som borgere på tværs af alle partier støtter.
Næste år er der valg til EU-parlamentet. Det sker på et tidspunkt, hvor EU bevæger sig hastigt mod en egentlig statsdannelse og kort tid efter Storbritanniens udtræden af EU. Danmark står derfor over for vigtige beslutninger, som vil få stor betydning for fremtiden. Jeg har derfor besluttet mig for at stille mig til rådighed som kandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Det er helt uacceptabelt, at EU blander sig i vores arbejdsmarkedspolitik. Vi skal aldrig acceptere, at EU-medlemskabet fører til social dumping.
Mit mål er, at Danmark følger briterne ud af EU. Jeg synes, det vil være bedst med en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet to år efter Storbritanniens udtræden af EU. Jeg støtter varmt et styrket nordisk samarbejde og dansk genindtræden i EFTA samt en styrkelse af Europarådet og FN.
En hisotrisk skillevej
Vi står ved en historisk skillevej. Danmark vil efter Storbritanniens udtræden være det eneste EU-land med en retligt bindende undtagelse om euroen. Vi vil være det eneste EU-land, som har sagt nej til EU’s militære udvikling, og som ikke har underlagt sig en overstatslig retspolitik i EU. Danmark vil utvivlsomt komme under pres for at sige ja til mere EU. Det må og skal forhindres.
Regeringen har nedsat et udvalg, der skal se på en mulig dansk tilslutning til EU’s bankunion, og udvalget vil præsentere en konklusion kort tid efter EU-parlamentsvalget. Danske ministre taler allerede nu positivt om bankunionen, og regeringen ønsker ikke en folkeafstemning. Dette er demokratisk set helt uacceptabelt. EU’s bankunion kan blive en trussel mod vores økonomi og Rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland.
EU’s daglige politik er også til skade for sundheden, miljøet, velfærden, dyrevelfærden og udviklingen i verden. Vi bør og skal have ret til at gå foran og lave bedre regler end EU, eksempekvis at forbyde sundhedsfarlige stoffer i vores fødevarer. Det er desuden helt uacceptabelt, at EU blander sig i vores arbejdsmarkedspolitik.
Vi skal aldrig acceptere, at EU-medlemskabet fører til social dumping, og tager vi de store briller på, er det også tydeligt at EU’s handels- og udenrigspolitik er til skade for udviklingen i verden. Det gælder EU’s overfiskeri i afrikanske farvande, som ødelægger livsgrundlaget for mange mennesker, og EU’s terrorliste, der fastfryser konflikter og modvirker fredsarbejdet. Med EU’s militarisering og støtte til våbenindustrien er det også tydeligt, at EU ikke er det fredsprojekt, som mange danske EU-tilhængere ellers drømmer om.
Helt afgørende for min EU-modstand er EU's kæmpemæssigde demokratiske underskud. Jeg kan slet ikke forstå, at så mange danske politikere kan støtte en union, hvor det kun er embedsmænd i EU-kommissionen, som kan stille lovforslag, og hvor den folkelige debat og dialog, før der vedtages love, er meget begrænset.
Her står valget
Valget står ikke længere mellem, at Danmark kan blive i det EU, som vi kender, eller at forlade EU. Valget står mellem at blive i et endnu mere centraliseret EU eller at være en god nabo til den kommende EU-stat.
I denne politiske kamp er det helt afgørende, at der kæmpes tværpolitisk. Kampen for demokratiet og vores selvbestemmelse er ikke noget, som kun tilhører venstrefløjen, midten eller for den sags skyld højrefløjen. Det er noget, som borgere på tværs af alle partier støtter. Jeg er rigtig glad for, at Rina Ronja Kari vil genopstille og glæder mig til at kæmpe – sammen med Rina og andre gode kandidater – for et godt valg for Folkebevægelsen mod EU i 2019.
Ja til demokrati og samarbejde – nej til EU-staten!