Den 29. maj meddelte de internationale medier, at den Putin-kritiske journalist Arkadij Babtjenko var blevet dræbt i Kijev, Ukraines hovedstad. Han skulle angiveligt have levet i frygt og flygtet til Ukraine fra sin hjemby Moskva.

Trods ganske klare indicier på at der er noget fundamentalt galt i landet, giver NATO og EU-landene uforbeholden støtte til den ukrainske regering.

Hans brøde skulle angiveligt have været, at han kritiserede både Putin og var modstander af situationen på Krim og i det østlige Ukraine. Reaktionerne var forventelige. Ukraines statsminister Volodymir Hrojsman udtale kort tid efter: 

– Jeg er sikker på, at Ruslands totalitære maskine ikke har tilgivet hans ærlighed og principielle standpunkter.  

Hele koret stemte i, Storbritanniens udenrigsminister Boris Johnson havde den alvorlig mine på. 

– Putin og Rusland skal stå til regnskab, udtalte han.

Dagen efter genopstod dog samme Babtjenko lyslevende sammen med det ukrainske efterretningsvæsen SBU. Det hele havde bare været et setup, et spil for galleriet.

Man havde brugt svineblod, som han havde haft i mundet og spyttet ud samt forskellige former for teatereffekter. Ambulancefolkene var med på spøgen, hvis man kan kalde det sådan. Det ukrainske efterretningsvæsen havde lavet stuntet for at forhindre dem, som russerne havde hyret til at dræbe Babtjenko, i at dræbe ham.

Lyver for åben skærm

Historien giver anledning til en række refleksioner. For det første kan vi konstatere, at de ukrainske myndigheder (blandt andet statsministeren) er ganske gode til at lyve for åben skærm. Det rejser unægtelig spørgsmålet: Hvor meget kan vi stole på ukrainerne? Det spørgsmål burde politikere og journalister stille sig selv, for tommelfingerreglen har hidtil været, at russerne lyver og er onde og anti-demokratiske, ukrainerne er gode og demokratiske og pålidelige.

For det andet kan man stille spørgsmålstegn ved, om de i Ukraines efterretningsvæsen er vel forvaret. For jo mere, der kommer frem i sagen, jo mere ser det ud til, at den agent, som russerne angiveligt skulle have betalt for at dræbe Babtjenko, kommer fra det ekstreme nationalistiske højre i Ukraine, altså en medsammensvoren.

Selvmål

Det ligner alt i alt et gevaldigt selvmål. Under alle omstændigheder må det betragtes som elendigt og amatøragtigt efterretningsarbejde. Det bør i hvert fald føre til kritisk forbehold over for efterretningsvæsener. Hertil kommer, at Babtjenko for rullende kameraer har utalt, at der ikke findes en eneste i Rusland, som ikke ’slave’. Lad andre dømme om hans troværdighed.   

For det tredje kan situationen minde om de virkelig forhold for journalister i Ukraine. Siden 2014 er ni journalister blevet dræbt, cirka 90 er blevet overfaldet voldeligt, og snesevis af publikationer er blevet lukket. Uanset hvilke kilder man bruger, så er det langt værre end i Rusland. Er det ikke interessant, at ingen i Vesten nogensinde stort set har hørt navnet på bare en af de journalister, der er blevet dræbt i Ukraine? Alle kan huske russiske Anna Politkovskaja, som blev dræbt i 2006.

Det giver også anledning til at se på situationen på det retslige område i Ukraine. Nadia Savtjenko var tidligere helt i Ukraine hun kæmpede mod de østukrainske oprørere, men blev taget til fange af russerne og anklaget for drab på russiske journalister. For et år siden blev hun udvekslet i en fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine.

Hun vendte så tilbage til Ukraine, men med lidt andre synspunkter for et år siden. Hun krævede respekt for østukrainerne. I marts i år blev hun så anklaget for at have planlagt at sprænge det ukrainske parlament i luften og skyde alle overlevende med maskingeværer. Skal man le eller græde?

Ingen kritiske pip

For det fjerde. På trods af ganske klare indicier på at der er noget fundamentalt galt i landet, giver NATO og EU-landene uforbeholden støtte til den ukrainske regering.

Man tror tilsyneladende stadig, at det er virkelige Hal Koch-demokrater, der sider på magten i Ukraine. Kunne der ikke bare komme et lille kritisk pip en gang imellem. Anders Fogh Rasmussen, som er rådgiver for Ukraines præsident Petro Porosjenko, har udtalt, at han er glad for, at Babtjenko er i live. Ellers holder han sig klogelig tilbage med udtalelser.

Men det vigtige spørgsmål er, hvorfor der hele tiden skal holdes liv i historien om det onde Rusland over for fredselskende Ukraine? Hvem har interesse i det?