Mere end 50 private firmaer i ældreplejen er gået konkurs på få år – til stor gene for de borgere, som fik hjælp af firmaerne, og til stort besvær, for de medarbejdere, som pludseligt ikke fik løn.

Regeringen fortsat har en interesse i at forgylde det private erhvervsliv.

Socialtilsynet har herudover igennem de seneste fire år lukket 34 private bosteder for psykisk sårbare borgere.

Læg hertil beretninger om tandlægekæder, som angiveligt har fokuseret mere på indtjening end på faktiske behandlingsbehov – private hørelæger, som har været i lommen på producenter af høreapparater, med henblik på mest muligt salg – private sygehuse, som fik overbetaling for behandling af patienter.

Fokus på profit

De mange beretninger om privat velfærd har i det hele taget det til fælles, at indtjening eller mangel på samme er det primære fokus. Alligevel fortsætter regeringen sit privatiseringskorstog – senest med krav til kommunerne om mere udlicitering.

Det giver ganske enkelt ikke anden mening, end at regeringen fortsat har en interesse i at forgylde det private erhvervsliv på bekostning af borgeres behov for velfærd. For man får altså ikke mere velfærd for pengene – blot fordi et område er konkurrenceudsat. Man får enten mindre, ringere eller dyrere velfærd. Det gavner ikke borgerne.

Og det er vel ret beset heller ikke et mål, at vi skal have mere behandling. Det bør i det mindste være et mål, at vi får lige netop den behandling, som der er behov for – hverken mere eller mindre. Og det bør være et mål, at forebygge nedslidning og sygdom, som kan forebygges, så vi helt undgår at få brug for behandling.

Så meget desto mere er og bliver profit på velfærd en udfordring. For kan man forebygge behov for behandling, så er der jo netop heller ikke nogen behandling, som man kan tjene penge på.

På samme måde er profit på velfærd en udfordring, når det gælder kvalitet holdt op imod fortjeneste, med mindre vi tror på, at enhver velfærdsforretning har de ideologiske målsætninger for øje – mere end fortjenesten for øje.

Lavere løn

Konkurrence er ikke altid godt. En billig rejse kan hurtigt vise sig at blive dyr, når vi er færdige med at betale for det nødvendige mersalg. Nøjagtigt det samme gælder ofte på velfærdsområderne.

I ældreplejen er det netop mersalg, som eventuelt kan få forretningen til at løbe rundt. Men det forudsætter desværre også, at de privat ansatte ofte må tale det kommunale serviceniveau ned for til gengæld at reklamere for mersalg. Men det vil indirekte også få som konsekvens, at nogle borgere er mere interessante for den private leverandør end andre.

Sidst men ikke mindst, så er løn- og arbejdsforhold desværre også et konkurrenceparameter, så længe overenskomster på de offentlige og de private velfærdsområder ikke er ens. Det er i særdeleshed velkendt i rengøringsbranchen, hvor arbejdstempoet er højt og lønnen ekstremt lav.

I SF vil vi en anden vej. Velfærd skal styrke den enkelte og samfundet som helhed. Velfærd egner sig ganske enkelt ikke til profit.