Der kom endelig en aftale om finansloven for 2019 i fredags. Det er godt, for så kan vi se frem mod det nye år.

Jeg kan kun bifalde og hylde, at satsreguleringen ophæves.

Og selv om finansloven indeholder en del værdipolitiske markeringer som afgiftsnedsættelse på private fly og lystbåde, er der også reelle, interessante ændringer, som blot for ganske få måneder siden så helt umulige ud. Jeg tænker konkret på afskaffelsen af satsreguleringen og dermed satspuljen i den form, vi kender i dag.

Mange trak på smilebåndet, da Dansk Folkeparti foreslog, at folkepensionister og siden også førtidspensionister skulle fritages for satsregulering. Som læsere af min klumme vil huske, var jeg ikke meget bedre, jeg tvivlede også på succes i den sag.

Urimelig særskat

Men faktum er, at vi i dag, mindre end fire måneder senere, har en aftale, der afskaffer satsreguleringen af folkepensionen og nogle førtidspensioner, samtidig med at andre grupper får en pensionsopsparing, som de ikke har haft.

Pengene flytter altså fra satspuljen og tilbage til borgernes egne lommer. Den urimelige særskat, som satsreguleringsprocenten har været, afskaffes.

Det betyder, at satspuljen, også kendt som de svages finanslov, forsvinder, for uden penge fra satsreguleringen, kan man ikke fodre os med vores egen hale.

Og hold da op for et ramaskrig den nyhed medførte rundt omkring i frivillig-Danmark! Det blev kaldt en social massakre, blodbad og meget andet dramatisk fra organisationer og mennesker, der ellers tidligere har sagt, at satsreguleringen og satspuljens konstruktion ikke var rimelig.

Jeg kan kun bifalde og hylde, at satsreguleringen ophæves. Den har været en helt urimelig særskat på mennesker, som i forvejen ikke har haft for mange penge at gøre med.

Det har også betydet, at socialpolitik ikke var noget, andre end Socialministeriet, socialministeren og en håndfuld dygtige social- og handicapordførere har interesseret sig for.

Og endelig har det betydet, at en lang række driftsopgaver, som i andre sammenhænge ville være blevet betalt via finansloven eller kommunernes driftsudgifter, er blevet betalt af mennesker på overførselsindkomster.

Det drejer sig om penge til Socialstyrelsen, kommunale sagsbehandlingsopgaver og store, politiske aftaler som ghettoplanen og oprettelsen af familieretshuse og så videre.

Vil kræve kamp

Nu skal socialpolitikken ændres fra at være en nichepolitik til at være et centralt politikområde. Socialpolitikken skal være det grundlag, der gør, at alle borgere kan udnytte deres potentiale så godt som muligt med den støtte, der skal til for at kunne gøre det.

Det er vores ansvar som organisationer, der arbejder på socialområdet, at sikre, at socialpolitikken bliver central. Det bliver naturligvis ikke let at vænne alle de andre politikere til at se på socialpolitikken igen, men det kan vi hjælpe dem med. Det kræver, at vi har røv i bukserne til at kæmpe for området.

Lad os samarbejde om det i stedet for at græde over satspuljen – som jo var en urimelighed før fantasien overhalede virkeligheden.