Her i januar er det to år siden, at Donald Trump blev indsat som lovlig valgt præsident i Det Hvide Hus. Siden da har der ikke være ro på ret meget. I skrivende stund, fungerer en stor del af offentlige sektor i USA slet ikke, mange ansatte er sendt hjem uden løn.

CIA og USA's andre efterretningstjenester har taget fejl så mange gange, i flere tilfælde har de endda løjet bevidst for at fremme en bestemt interesse.

Trump har i sjælden grad splittet den amerikanske nation, især i spørgsmålet om illegal indvandring, men også på en lang række områder – ikke mindst udenrigspolitikken. Det, der har fyldt allermest i de amerikanske medier, er påstanden om, at Trump skulle være agent for den russiske stat.

Russiske efterretningsvæsener skal angiveligt have hacket demokraternes arkiver og spredt indholdet for at svække Hillary Clinton demokraternes modkandidat til Trump. Der skal mellem Trump og hans team have pågået forhandlinger, ligesom russerne skal have påvirket det amerikanske valg til Trumps fordel. Og russerne skal angiveligt have noget på Trump.

Beskyldningerne om russisk indblanding i det amerikanske valg og Trumps påståede status som russisk agent har endnu ikke været understøttet af konkrete og håndfaste beviser. Beskyldningerne hviler alle på påstande fra forskellige amerikanske efterretningsvæsener.

Til dem der tror på disse væsener blot denne bemærkning: CIA og andre af USA's efterretningstjenester har taget fejl så mange gange, i flere tilfælde har de endda løjet bevidst for at fremme en bestemt interesse (for eksempel i spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben i Irak). De kunne ikke forudse Sovjetunionens sammenbrud i 1991, de kunne ikke forudse virkninger af invasionen i Irak i 2003, det samme kan siges om indgrebene i både Afghanistan, Libyen og andre steder.

Efterretningstjenesternes anbefalinger og analyser har været katastrofe på katastrofe. Så hvorfor skal vi nu tro på deres udsagn om russisk indblanding i USA's anliggender og tesen om Trump som russisk agent? Vi venter alle på undersøgelsesleder Robert Muellers store endelige rapport om russiagate. Den skal angiveligt en gang for alle bevise Ruslands afgørende indgreb i det amerikanske valg og Trumplejrens illegitime kontakter til russere. Min forudsigelse er, at rapporten vil indeholde de sædvanlige antydninger og uden noget der ligner rygende pistoler.

Under valgkampen var Trump stort set den eneste, der udtrykte ønske om en normal relation til Rusland. Det var tilsyneladende hans største forbrydelse i hvert fald set fra det amerikanske establishment, som jo har hadet Rusland i stort set hele USA's historie – med zarer, kommunister og nu med den folkevalgte præsident Putin. Eneste undtagelse synes at være præsident Boris Jeltsins 1990’ere, hvor landet nærmest var brudt sammen. Som Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov sagde det: Vesten elsker kun russere, når det går dem dårligt, og de er svage.  

Men hvad er beviserne – indicierne på, at Trump er indsat af Kreml, at han repræsenterer russiske statsinteresser? Der er klare indicier på det modsatte. Inden for de sidste par måneder har USA lagt et enormt pres på Tyskland og firmaer, der arbejder på Nord Stream 2-projektet, der skal lede gas fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen blandt andet forbi Bornholm. USA's ambassade i Berlin advarer Tyskland og firmaerne med, at de kan blive retsforfulgt, fordi Nord Stream 2 er omfattet af USA's sanktioner. Nord Stream 2 har allerhøjeste prioritet for Rusland. Især økonomisk, fordi eksport af gas er en væsentlig kilde til valutaindtægter for landet. Politisk kan det også bryde isen i det overspændte og betændte forhold efter Ukraine krisen i 2014. Hvis der bare var noget om russiagates anklager, må Trumps handlinger i denne sag undre ganske alvorlig.

Vi kunne nævne andre ting. For eksempel kan Trumps udenrigsminister Mike Pompeo næppe kaldes en due i forhold til Rusland. Den bebudede tilbagetrækning fra Traktaten om mellemdistance-raketter, som Reagan og Gorbatjov indgik i 1987, tyder ikke på, at Trump er russisk agent, tværtimod. Påstanden er absurd og pinlig for hele det journalistiske establishment med Washington Post, New York Time, CNN med flere i spidsen, der har kørt videre på historiske rygmarvsreflekser fra ikke bare den kolde krig, men også længere tilbage.

Det er intellektuel dovenskab. Russiagate-perspektivet forholder sig ikke til USA's største udfordring, hvordan man langsomt og sikkert aftrapper det imperium, som USA er – uanset hvor meget det kun vil kalde sig republik. Denne udfordring har Trump ikke løst, men dog delvist italesat på trods af alle hans umulige udtalelser.