På en konference i næste uge vil tillidsfolk fra det offentlige område i København takke privatansatte for støtten under OK18. De lover samtidig, at de er parat til at yde gengæld ved næste års overenskomstforhandlinger på det private område.
Det handler om grundelementer i fagbevægelsen som solidaritet og støtte til hinanden.
Bo Morthen Petersen, BUPL Hovedstaden
– Ved at sikre et fælles fodslag mellem ansatte i stats, regioner og kommuner lykkedes det os at få sat en stærk dagsorden i overenskomstprocessen i 2018, som i høj grad blev understøttet af grupper på det private område, siger Bo Morthen Petersen.
Han er faglig sekretær i BUPL Hovedstaden, der sammen med en lang række andre københavnske fagforeninger er arrangør af konferencen, der foregår onsdag den 27. februar i mødelokalet, Nyropsgade 25 i København.
Sammenhold
– Med konferencen vil vi overdrage erfaringerne fra OK18 til de privatansatte og markere, at vi står sammen i forhold til at sikre dem en ordentlig forhandlingsproces. Det handler om grundelementer i fagbevægelsen som solidaritet og støtte til hinanden, forklarer Bo Morthen Petersen.
På konferencerne vil erfaringerne fra OK18 blive samlet op af både faglige aktivister og fagforeningsfolk.
>> LÆS OGSÅ: Fælles kamp mod diktater fra DI og Finansministeriet
Derefter vil både fagligt aktive fra det private område og en række topforhandlere som for eksempel Jan Villadsen fra 3F, Mona Striib fra FOA samt Flemming Vinther fra de statsansatte diskutere, hvordan erfaringerne fra OK18 kan bruges til at sikre gode resultater ved OK20 på det private område og OK21 på det offentlige område.
>> LÆS OGSÅ: Et arbejdsmarked på B-vilkår
Konferencen vil også sætte fokus på tendensen med et stigende antal usikre job på daglejerlignende vilkår. Det vil Janne Gleerup fra Center for Arbejdsmarkedsforskning sætte fokus på.
Konference i april
Overenskomstkonferencen i København er blot et af flere initiativer i forhold til at forberede en aktiv overenskomstkamp på det private område i 2020.
Fagligt Formandsinitiativ, der opstod i kølvandet på OK17, har arrangeret en landsdækkende konference for tillidsrepræsentanter den 10. april hos Byggefagenes Samvirke i København.
>> LÆS OGSÅ: Privatansatte varmer op til OK20
Her vil Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, 3F-formand Per Christensen, og formand for Malerne Martin B. Hansen diskutere erfaringerne fra OK17 og OK18 med deltagerne. Her vil blandt andet være fokus på brug af musketéred, sammenkædningsregler og inddragelse af medlemmerne i processen.
Ved overenskomstforhandlingerne på det private område i 2017 stemte et flertal af medlemmerne i 3F, NNF, Malerforbundet og Dansk Jernbaneforbund nej til overenskomstresultatet, men fik det påtvunget på grund af sammenkædningsreglerne.
>> LÆS OGSÅ: De fire nej-forbund samler op
Blandt 3F's bygningsarbejdere var nej-procenten helt oppe på 77 procent. Mange tillidsfolk og fagligt aktive på området arbejdet nu på gennem en aktiv overnskomstkamp at forhindre et lignende scenarie i 2020.
I marts, april og maj turnerer ledelsen i 3F's Byggegruppe rundt til medlemsmøder i hele landet for at diskutere krav til OK20. I Aarhus tager lokale fagforeningsfolk i dag rundt på lokale byggepladser for at høre medlemmerne om, hvad de ser som de største problemer.
Også andre faggrupper og forbund planlægger overenskomstmøder i løbet af foråret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278