I mandags godkendte det ene kammer i USA's Kongres et lovforslag, der skal undersøge Ruslands ageren i Venezuela, samt hvilke implikationer det har for USA og dets allierede.
Lovforslaget skal først godkendes i Senatet og senere underskrives af USA's præsident Donald Trump, inden det reelt træder i kraft.
Forslaget, som er fremført af Debbie Wasserman Schultz fra Demokraterne, kræver, at det amerikanske udenrigsministerium foretager en trusselsvurdering af det militære samarbejde mellem det sydamerikanske land og Rusland, samt hvordan situationen skal gribes an, rent strategisk, af USA, skriver den latinamerikanske TV-station TeleSUR.
Rusland tilbyder militær assistance
Lovforslaget kommer i forlængelse af, at flere medier har rapporteret, at Rusland har sendt kampfly og soldater til Venezuela i sidste weekend. I december 2018 sendte Rusland også to bombefly til Venezuela, der skulle deltage i en fælles militærøvelse.
USA anklager nu Rusland for at optrappe situationen i Venezuela, mens Rusland beskylder USA for at organisere et statskup.
Ifølge Politiken har USA's udenrigsminister Mike Pompeo i en telefonsamtale med sin russiske pendant Sergej Larov opfordret Rusland til at anerkende Juan Guaidó som Venezuelas retmæssige præsident samt at stoppe sin 'ukonstruktive adfærd' i landet.
Diosdado Cabello, formand for Venezuelas grundlovgivende forsamling, Asamblea Nacional Constituyente, har bekræftet det militære samarbejde mellem de to lande. Derudover har landets udenrigsminister Jorge Arreaza ifølge TeleSUR udtalt, at det er kynisk af USA at kritisere samarbejdet mellem Venezuela og Rusland, når det selv har over 800 militærbaser rundt om i verden og et årligt militærbudget på over 700 milliarder dollars.
CITGO og den venezuelanske forbindelse
Ud over at skulle fungere som trusselsvurdering har lovforslaget andre formål. For eksempel skal personer, der aktivt har støttet de venezuelanske sikkerhedsstyrker, nægtes visum og indrejse til USA.

Men det står også skrevet i lovforslaget, at man kræver, at "præsidenten vurderer og rapporterer til Kongressen om mulige nationale sikkerhedsrisici, hvis Rusland overtager energiselskabet CITGO's aktiver i USA".
CITGO er et amerikansk olieselskab, hvor over halvdelen er ejet af Petróleos de Venezuela, S.A. (PDVSA), et statsejet venezuelansk olieselskab. Ud over at være det ottende-største amerikanske raffinaderi, der leverer brændstof til 5000 benzinstationer i 30 amerikanske delstater, er CITGO også Venezuelas største udenlandske aktiv.
Forbindelsen til den venezuelanske regering har tidligere været en torn i øjet på amerikanerne.
I 2006 valgte butikskæden 7-Eleven eksempelvis at droppe samarbejdet med CITGO, efter at den tidligere venezuelanske præsident Hugo Chávez havde udtalt sig "anti-amerikansk", blandt andet ved at kalde George W. Bush for en djævel og alkoholiker. 7-Eleven frygtede simpelthen kundeflugt ved at sælge venezuelansk benzin.
Tirsdag den 26. marts 2019 kom det frem, at CITGO har kappet forbindelsen til sit venezuelanske moderselskab. Det var i direkte forlængelse af USA's sanktioner mod Venezuela. USA har overtaget CITGO, en handling som Maduro kalder tyveri, og Guaidó har nu fået til opgave at udpege en ny bestyrelse i olieselskabet.
Ifølge Reuters har CITGO stoppet alle udbetalinger til og al kontakt med PDVSA samt fjernet alle benævnelser om moderselskabet på hjemmesiden og i dets markedsføringsmateriale.
I 2017 tilbød Venezuelas præsident Nicólas Maduro store dele af ejerskabet CITGO til Rusland som sikkerhed for et lån på 1,5 milliarder dollars. Også dengang udviste USA bekymring.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278