Stadig flere københavnske fagforeninger og organisationer tilslutter sig initiativet Skrot Budgetloven.
Fagbevægelsen spiller en stor og vigtig rolle i kampen for velfærden.
Mari-Ann Petersen, FOA SOSU
17 fagforeninger og forældreorganisationer er med i initiativet. De ønsker allesammen et opgør med budgetloven.
– Det er budgetloven, der lægger de enormt snævre rammer for kommunernes og regionernes økonomi. Rammerne er så stramme, at der de seneste år er sket alvorlige forringelser af velfærden. Det rammer mange mennesker og betyder et utilfredsstillende og usundt arbejdsmiljø for de offentligt ansatte, siger Mari-Ann Petersen, formand for FOA SOSU, der har omkring 17.000 medlemmer, og er en af organisationerne bag Skrot Budgetloven.
Nedskæringslov
Budgetloven blev vedtaget i Folketinget i 2012 som en konsekvens af dansk tilslutning til EU's finanspagt. Men budgetloven blev Finanspagtens krav om en stram økonomi for den offentlige sektor en del af dansk lovgivning.
>> LÆS OGSÅ: Professor vil afskaffe nyliberal budgetlov
Budgetloven betyder, at Folketinget fire år frem skal fastlægge et loft over serviceudgifterne i stat, kommuner og regioner. Bliver de økonomiske rammer ikke overholdt, bliver kommuner og regioner straffet økonomisk gennem beskæring af bloktilskuddet.
Det betyder, at selv om kommunerne har penge i kassen, må de ikke bruge dem til forbedringer af velfærden. Og budgetlovens økonomiske strafmekanismer betyder, at kommunerne år efter år bruger færre penge, end de må, af frygt for at blive straffet på pengepungen.
Siden 2011 har kommunerne samlet set brugt over 23 milliarder kroner mindre end det beløb, de havde afsat i de i forvejen stramme budgetter.
>> LÆS OGSÅ: Penge til velfærd bruges ikke
– Det er meget uheldigt, at vi har et system, som tilskynder kommunerne til ikke at bruge hele deres økonomiske ramme. De økonomiske rammer er i forvejen meget stramme, og hver en velfærdskrone skal derfor bruges. Underforbruget har kostet dyrt i velfærd, udtalte Arne Grevsen, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, da kommunernes regnskabstal fra 2018 blev offentliggjort i sidste uge.
Samlet set har kommunerne i 2018 brugt omkring 100 millioner kroner mindre på serviceudgifter end, hvad der var afsat i budgetterne. Det er et mindre underforbrug end tidligere år, men stadig problematisk, mener Fagbevægelsens Hovedorganisation, der ønsker en justering af budgetloven.
Modsat mener organisationerne bag Skrot Budgetloven, at loven helt skal afskaffes. Det kan godt lade sig gøre, hvis Danmark melder sig ud af EU's finanspagt, der i dag er en mellemstatslig aftale.
EU-kommissionen arbejder lige nu på at gøre Finanspagten til en del af EU-lovgivningen og dermed overstatslig. Hvis et flertal af de danske politikere beslutter, at Danmark skal tilslutte sig denne EU-lov, vil det blive umuligt for Danmark at forlade Finanspagten uden samtidig at gå helt ud af EU.
Initiativet Skrot Budgetloven holdt tillidsmandsmøde i mandags. Her var der orientering og debat om budgetlovens mekanismer.
Demonstration
Tirsdag den 14. maj arrangerer Skrot Budgetloven demonstration foran Christiansborg for at lægge pres på de danske politikere.
Kirsten Løth, formand for almenområdet i fagforeningen LFS, holdt peptalk for de 250 fremmødte tillidsfolk på mandagens møde.
– Os, der er med i dag, skal sørge for, at der kommer langt flere med den 14. maj, sagde hun og pegede på de store forældredemonstrationer den 6. april som et eksempel på, at mange mennesker har fået nok af de konstante nedskæringer, der er en konsekvens af budgetloven.
1. maj i Fælledparken vil blive brugt til et stort fremstød for demonstrationen, ligesom der hver tirsdag er bannerborg foran Christiansborg for at skabe opmærksomhed omkring kampagnen mod budgetloven.
Den 14. maj bliver der fordemonstrationer fra Nørrebros Runddel, Christmas Møllers Plads, Vesterbro Torv og FOA SOSU's fagforeningshus.
– Fagbevægelsen spiller en stor og vigtig rolle i kampen for velfærden. Det er vores ansvar at forsvare velfærden og de offentligt ansatte, understreger Mari-Ann Petersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278