Tyrkiets centrale valgkommission vedtog mandag, at lokalvalget i storbyen Istanbul skal gå om. Det sker efter pres fra landets præsident Recep Tayyip Erdogan, skriver det britiske dagblad Morning Star.
Præsidentens skridt er en del af en politisk sammen-sværgelse. Vi kan ikke se det som andet.
Saruhan Oluc, HDP
Valgkommissionen modtog en klage fra det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, i april, efter at AKP tabte borgmesterposten i Istanbul den 31. marts. Valgsejren gik i stedet til det socialdemokratiske oppositionsparti CHP.
Omvalg 14. juli
Klagen er nu behandlet og faldet ud til fordel for AKP, så et nyvalg skal vinde sted 14. juli. Ekrem Imamoglu vil blive erstattet af en regeringsudnævnt midlertidig borgmester, indtil det nye valg er afholdt.
>> LÆS OGSÅ: Politiker smidt ud af parlamentet
AKP opstillede den tidligere premierminister Binali Yildirim, men han tabte til Ekrem Imamoglu fra CHP.
Præsident Erdogan har direkte blandet sig i sagen og har ifølge det tyrkiske dagblad Hürriet udtalt, at "der var tegn på organiseret kriminalitet under valgprocessen".
Erdogan desperat
Ifølge Morning Star ser mange Erdogans udtalelse som ren "desperation", fordi Istanbul er betydningsfuld for AKP, der blev grundlagt her. Byen har været regeret af AKP i 25 år.
AKP tabte også borgmestervalget i den anden storby, Izmir.
Valgkommissionen diskvalificerede desuden mandag en række borgmestre, der alle er medlemmer af det prokurdiske folkeparti HDP med begrundelsen, at de ikke er "kvalificerede" til at beklæde posten.
>> LÆS OGSÅ: Erdogan kalder modstandere for landsforrædere og terrorister
HDP kalder valgkommissionens og Erdogans handlinger for "en konspiration" for at undgå at miste en række borgmesterposter i det østlige Tyrkiet.
– Dette er en del af en politisk sammensværgelse, intet andet, siger HDP-talsmand Saruhan Oluc ifølge Morning Star.
>> LÆS OGSÅ: Er Tyrkiet atter på vej mod fascisme?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278