Jeg var til møde i Aarhus den 18. juni for at høre om togselskabet Midtjyske Jernbaners planer for togbetjeningen, når de overtager kørslen mellem Skjern og Holstebro. Midtjyske kører i dag på strækningen Vemb-Lemvig-Thyborøn.

Danmarks trafikpolitik formes i stor udstrækning af mandlige aktører. Fingeraftrykkene ses i store klimanegative prestigeprojekter, der mest gavner motoriseret trafik.

Martha Vrist, Midtjyskes direktør, havde sikkerhedschef Linda Rønn med som medoplægsholder.

Vi fik forhistorien – i kort version – om, hvordan aftalen om Midtjyskes overtagelse af kørslen på strækningen mellem Holstebro og Skjern var kommet i stand. 

Selskabet overtager passagertrafikken på banestrækningen Skjern-Holstebro (fra Arriva) i 2020.

Det er altid en oplevelse at høre Midtjyskes chef, Martha Vrist, med en charmerende dialekt fortælle om, hvordan man driver en jernbane på disse kanter, langt væk fra de store byer, med en driftssituation, der kan være udfordrende og krævende, og hvor passagerservice og synlighed i lokalsamfundene er et must. 

Marthas jernbanefaglighed er toptunet, og hun udstrålede ukuelighed og koldblodighed, da hun med et smittende drive fortalte om udfordringerne, som det lille jernbaneselskab står over for. 

Skæv kønsfordeling

Men vi, som hørte på, var karakteristisk nok udelukkende mænd, og en del +60. Og sådan er det stort set over hele linjen. 

Når der afholdes transportpolitiske møder og seminarer, er mænd næsten altid i overtal. 

Kønsfordelingen i transportpolitiske råd er meget skæv ud fra et ligestillingsprincip, og lobbygrupper inden for transport består typisk af bilisme-promoverende mænd. 

De klimaekskluderende samfundsøkonomiske modeller for transportsektoren afspejler en tilsvarende skævvridning. 

Og Danmarks trafikpolitik formes i stor udstrækning af mandlige aktører, og fingeraftrykkene ses tydeligt i form af store klima-negative prestigeprojekter, der mest gavner motoriseret trafik.

I modsætning hertil udstiller indretningen af det kollektive transportsystem og dets faciliteter basale mangler. 

Eksempelvis utilstrækkelig elevator- og ventesalskapacitet, som skaber problemer for kvinder med barnevogne. Og det er jo helt bagvendt og aldeles uacceptabelt. 

For kvinder udgør majoriteten af brugerne i den kollektive trafik og er derfor mere afhængige af, at de kollektive transportmidler er velfungerende. 

Og her har vi måske en af grundene til, at den kollektive transport er utilstrækkeligt prioriteret. 

Flere kvinder på banen

Men flere kvindelige forskere er begyndt at formulere feministiske krav til transportpolitikken, heriblandt sociologiforskerne Hilda Rømer Christensen og Michala Breengaard. 

De argumenterer i en kommentar i Information den 6. april for, at der stilles feministiske krav til transportpolitikken, og de slår til lyd for at sikre alle lige adgang til mobilitet.

Transport er et stort, uopdyrket område for feministisk politik, skriver de to sociologiforskere i debatkommentaren.

Det er på høje tid, at der sættes fokus på denne skævhed. Rådet for Bæredygtig Trafik har derfor besluttet at indarbejde problematikken omkring køn og transport i sit arbejdsprogram.