En almindelig syssel for mange mere eller mindre venstreorienterede brugere på sociale medier – især Twitter – er at imødegå højresynspunkter med grammatiske rettelser, kommenteren på fejlagtig kommatering eller forkert brug af nutids-R.

Den underlæggende pointe synes at være, at kan du ikke stave, sætte kommaer eller bruge nutids-R korrekt, er du for dum til at deltage i den demokratiske debat.

Mange siger, at arbejderklassen har forladt venstrefløjen. Det passer ikke: Venstrefløjen har forladt arbejderklassen!

Om ikke andet bliver den praktiske konsekvens af denne substansløse undergravning af politiske modstanderes synspunkter med henvisning til deres intellektuelle formåen udi retstavning at sikre selvcensur for alle, der ikke har enten nerver af stål eller staver som et leksikon.

Jeg synes, det er en afstumpet måde at debattere på og et udmærket eksempel på, hvordan dele af venstrefløjen meget effektivt skubber almindelige mennesker uden en kommunikationsbaggrund eller en ph.d. i baglommen langt ud til højre – hvor man aktivt bruger denne elitære venstreintellektuelle tendens i sin jagt på nye fodsoldater.

Hønen eller ægget?

Mange siger, at arbejderklassen har forladt venstrefløjen. Det passer ikke: Venstrefløjen har forladt arbejderklassen!

De intellektuelle har for længst optaget pladsen i hjertet på de gamle, store parlamentariske arbejderpartier – på bekostning af arbejderne. Det har betydet forrykkelser i den politiske prioritering – til fordel for individualisme, minoritetspolitiske enkeltsager og hattedameri.

De højtuddannede arbejdere og de intellektuelles overtagelse af venstrefløjens parlamentariske partier har helt naturligt ført til forfejlede analyser og strategier – fordi man har manglet de folk på gulvet, som oplever konsekvenserne af den førte politik mest direkte. Resultatet er en skrue uden ende – væk fra de kortuddannede arbejdere.

De andres skyld

For mens man vandrer i hastigt tempo væk fra klassekampen, har denne venstreelite travlt med at udskamme de ufaglærte og faglærte for at være småborgerlige, racistiske og for at have mistet deres plads som revolutionens subjekt.

Se bare da de kortuddannede i Sønderjylland stemte på Dansk Folkeparti ved forrige valg – eller da den britiske underklasse formastede sig til at give deres mening til kende ved et demokratisk valg og stemte Storbritannien ud af EU.

Ingen steder i de store parlamentariske venstrefløjspartier spurgte man sig selv, hvad årsagen kunne være til disse vælgervandringer i arbejderklassen. Ingen selvkritik. I den sammenhæng er det i øvrigt morsomt at se de samme venstrefløjsere gøre sig lystige over, at DF-ledelsen i øjeblikket skyder skylden for deres nederlag på hvad-som-helst andet end deres egen politiske linje.

Det revolutionære potentiale

Sandheden er, at arbejderklassen i hele dens bredde fortsat er den vigtigste drivkraft i vores samfund, og at vi ikke kommer uden om, at vi, der ikke har gennemført andre uddannelser end folkeskolen, sammen med de, som har uddannet sig til faglærte, udgør den største gruppe i vores samfund.

Ikke mindst derfor er politik for vigtig til at overlade alene til folk, der kan sætte alle kommaer rigtigt, aldrig laver stavefejl og som kan skrive stolpe op og stolpe ned med svære fremmedord.

Uden de, der står ude i produktionen, som fejer gaderne, tømmer containerne, bygger stilladserne og husene, skifter bleer på vores unger og vores gamle, smører gel på liggesår og passer og plejer os, når vi bliver syge – uden alle de mennesker, der skaber værdierne i vores samfund, og som kender vores samfund fra neden, får vi ingen varige forandringer til det bedre.

Lad os derfor sammen stoppe udskamningen af de, som udgør selve samfundets kit. Gøre plads til alle de, som ikke har en uddannelse indenfor kommunikation, og de, som ikke er økonomer, og give den plads til stavefejl og forkert kommatering, som sikrer bredden og dybden i den politiske debat.

Lad os sammen blive bedre til at lytte til, hvad der bliver sagt, og ikke hvordan det bliver sagt. Lige overveje, hvilke bekymringer der ligger bag hårde og kontante udmeldinger, før vi diskvalificerer budskabet som politisk ukorrekt eller som udtryk for lav intelligens – det kunne være, der var noget at lære for selv de højtuddannede...