Officielt opnåede Senegal selvstændighed i 1960 efter mange års fransk koloniherredømme. Men her næsten 60 år senere er landet stadig domineret af Frankrig.
Mediernes dækning af Afrika er mere sporadisk og dårligere end nogensinde før.
Øjvind Kyrø, journalist
Det officielle sprog er fransk. Det er også fransk, der bliver brugt i hele uddannelsessystemet.
Og landet har ikke sin egen valuta, men bruger den såkaldte CFA franc, der tidligere var tæt knyttet til francen og i dag er bundet op på euroen. Konkret betyder det, at Senegal ikke kan føre en selvstændig økonomisk politik.
>> LÆS OGSÅ: Frankrig ribber Afrika for 440 milliarder euro
Jeg var så heldig at få mulighed for at besøge Senegal i denne sommer. Gode venner inviterede på besøg og skabte samtidig mulighed for at få et unikt indblik i almindelige senegaleseres liv i løbet af de 12 dage, som rejsen varede.
Jeg boede privat, var på besøg i en række private hjem, mødte fattige landsbybeboere, fiskere, håndværkere og højtuddannede.
Afrika underprioriteres
Det er ikke meget, de danske medier beskæftiger sig med Afrika.
– Mediedækningen af Afrika er mere sporadisk og dårligere end nogensinde før. Der er jo næsten ikke nogen Afrika-korrespondenter tilbage, udtalte freelancejournalist Øjvind Kyrø til fagbladet Journalisten tidligere på året i anledning af 25-året for folkemordet i Rwanda, som han var øjenvidne til.
– Den største krig i verden er den i Congo med over fem millioner døde siden 1997. Men der bliver ikke skrevet om den, og redaktørerne er stort set ligeglade. Jeg kalder det for redaktionel racisme. Sorte menneskeliv anses ikke for at være lige så meget værd som hvide menneskeliv, tilføjede han.
Når de danske medier endelig beskæftiger sig med Afrika, handler det mest om flygtningeproblemer, sultkatastrofer eller militærkup, mens vi sjældent hører om den afrikanske befolknings levevilkår, kulturlivet eller lignende.
Derfor satte jeg mig for at bruge min ferie på at få så mange indtryk som muligt af de vilkår, som den senegalesiske befolkning lever under, og viderebringe mine oplevelser til Arbejderens læsere.
Stor fattigdom
Senegal ligger i Vestafrika og betegnes af den vestlige verden som et af Afrikas mest velfungerende demokratier. Landet er 4,5 gange så stort som Danmark, og der bor 2,5 gange så mange mennesker som i Danmark.
Selvom landet langt fra er blandt de mest fattige i Afrika, er fattigdommen voldsom og meget synlig. Mange overlever for næsten ingen penge.
Vi boede i udkanten af landsbyen Popenguine, 70 kilometer udenfor hovedstaden Dakar. Landsbyen nyder godt af, at præsidenten har sin sommerbolig her. Det sikrer lidt flere penge til området.
Byen huser en række bedrestillede mennesker, en del fra udlandet, der bor i store flotte huse. Ind imellem ligger tomme byggegrunde og fattigere huse, hvor de fleste kun er halvvejs færdige og står med de rå sten. Her er byggeri ofte mange år undervejs, pengene til at bygge videre på huset skal være der, før det kan ske.
Landskabet er næsten totalt udtørret, det er mest baobab-træerne, der stadig fremstår i grønne farver. Her har været tørke længe, regntiden lader vente på sig.
Nede i centrum af landsbyen er der et væld af små butikker, der sælger alt mellem himmel og jord. Fødevarer, smykker, stoffer, tøj, isenkram og så videre. Mange af butikkerne er nærmest en slags garage, hvor varerne er stablet op.
På gaderne går køer, æsler, grise, får, geder og høns frit omkring i jagten på mad. Husdyrene har konkurrence af de mange frække og hurtige aber.
Overalt ligger der affald på veje og åbne områder og vidner om et renovationssystem, der ikke fungerer ordentligt.
Strømmen kommer og går med jævne mellemrum. Man kan aldrig være sikker på, at køleskabet fungerer, eller at der er lys om aftenen.
Mange af vejene i landsbyen er små grusveje, kun i selve bykernen er der asfaltveje. Men vejen ind til Dakar er flot og relativ ny. På store strækninger er der tale om betalingsvej.
Det moderne vejsystem står i kontrast til de arbejdere, der ses langs vejen med gammeldags hakker, eller som fejer sand i vejkanten op med almindelige koste.
Masser af byggeri og handel
På vej ind til Dakar kører et væld af busser, der er stopfulde. Ofte hænger et par passagerer uden på bussen. Så er det også lettere at få luft i den meget fugtige varme.
Arbejdsløsheden er stor, og mange overlever af de små beløb, de kan tjene ved at sælge varer.
De seneste år har der været hastig vækst i Dakars forstæder. Helt nye bydele skyder op. Når stueetagen af et hus er blevet bygget, kan det lejes ud, selvom førstesalen ikke er færdig endnu, og hele området nærmest er en byggeplads. Der er en utrolig byggeaktivitet.
Ind imellem ses store skurbyer, hvor de fattigste bor under usle forhold.
Når man nærmer sig centrum af Dakar, er trafikpropper nærmest uundgåelige. Bilerne holder i lange køer, udrykningskøretøjer kæmper en umulig kamp for at komme videre, mens scootere snor sig behændigt ind og ud mellem bilerne. Cykler er der næsten ingen af, det virker også ret livsfarligt.
Så snart bilerne holder stille, er gadesælgerne der. De ventende bilister bliver tilbudt alt fra aviser, læskedrikke, mangoer, jordnødder, papirlommetørklæder, snacks og alt muligt andet.
I midterrabatten pynter farvestrålende blomster. Både på landet og i byen ser vi blomster, der i Danmark sælges som små potteplanter, i kæmpeformat. Nerie, bourgonvilla, hawaiblomst og så videre.
På et stort skilt står, hvor mange dage Dakars tidligere borgmester Khalifa Sall, der er meget populær, nu har siddet fængslet.
Khalifa Sall var kandidat for Socialistpartiet ved præsidentvalget tidligere på året, men han blev anklaget og dømt for at stjæle offentlige midler. Kritikere mener, at der var tale om falske anklager, som den siddende præsident Macky Sall benyttede sig af for at få sat en populær rival ud af spillet. Macky Sall blev i februar genvalgt som præsident.
Inde i centrum af Dakar er der et livligt handelsliv. Der er både flotte butikker og mere spartanske. Derudover er der et utal af gadesælgere, der har slået sig ned på fortovet med deres varer. Det kan være sko, skjorter, ure, gryder og alt muligt andet. Mange mennesker går også rundt som en levende butik med alle varerne på sig. For eksempel en mand der sælger badedyr, som han bærer rundt om hovedet og over armene. Arbejdsløsheden er stor, og mange overlever af de små beløb, de kan tjene ved at sælge varer.
Her bliver også solgt levende fugle, ikke til at spise eller holde i bur derhjemme. Meningen er, at de skal slippes fri. Det skulle bringe køberen lykke.
Vi er i Senegal lige op til den store muslimske højtid Tabaski, hvor der er tradition for, at alle familier slagter en ged, som de selv spiser noget af, men som også deles med den øvrige familie og andre trængende. For de fattige familier er det en stor udgift, som kan være svær at skaffe penge til.
Over alt i gadebilledet ses markeder med geder til salg. Over 90 procent af Senegals befolkning er muslimer.
Både i Dakar og i landsbyerne er der mange senegalesiske flag malet på husmure eller på store træstammer. De stammer fra de afrikanske fodboldmesterskaber, hvor Senegal i sommers blev nummer to.
Privat hjemmepleje
Vores vært under besøget i Senegal er Kristian Laubjerg, der i mange år arbejdede i FN-systemet som UNICEF's landeansvarlige i Senegal og i dag er gift med en senegalesisk kvinde.
Han tog for 10 år siden initiativ til at etablere det første hjemmeplejefirma i Senegal. Firmaet Keur Baax holder til i Dakar og tilbyder sygepleje og fysioterapi i folks eget hjem. Efterfølgende er der kommet flere andre hjemmeplejefirmaer af svingende kvalitet.
– Jeg fik ideen til firmaet, fordi jeg kendte en familie, hvor moren blev ramt af Alzheimers sygdom, og jeg oplevede, hvor besværligt det var for dem at sikre hende en ordentlig pleje, fortæller Kristian Laubjerg.
Keur Baax er privat, det koster penge at få pleje og behandling. Der eksisterer ingen offentlig hjemmepleje i Senegal.
– Firmaet er godkendt af myndighederne, men mange kan ikke bruge det, fordi de ikke har råd og heller ikke har en forsikring, der kan dække det. Ofte skillinger hele familien sammen for at kunne betale for pleje af et ældre sygt familiemedlem, forklarer Kristian Laubjerg.
Keur Baax drives i dag som en selvejende institution med en kollektiv ledelse. Som grundlægger følger Kristian Laubjerg udviklingen, selvom han ikke længere er den ansvarlige.
Firmaet søger fonde og private virksomheder om støtte i håb om at kunne nedsætte brugerbetalingen for fattige. Men allerede i dag er det svært at få forretningen til at løbe rundt. De penge, der kommer ind fra patienternes betaling, kan kun lige dække lønninger, husleje og andre løbende udgifter. Der er ikke penge til at investere i for eksempel nye biler eller nyt udstyr.
Firmaet er ramt af, at mange kunder er forsikret af det franske sygeforsikringssystem, hvor der ofte går to til tre måneder, før pengene bliver udbetalt, mens Keur Baax er nødt til at betale sine udgifter med det samme. Det giver problemer med manglende likviditet.
Af samme grund viger Keur Baax tilbage for at lave en aftale med den offentlige sygesikring, der faktisk eksisterer i Senegal. Det vil betyde, at de skal tage alle kunder, der er omfattet af sikringen, men det vil give problemerne, hvis firmaet ikke hurtigt får sine penge fra sygesikringen.
– Lige nu søger ledelsen af firmaet banken om at få en kassekredit, så det bedre kan hænge sammen, forklarer Kristian Laubjerg.
I øjeblikket tager Keur Baax sig af 23 patienter, som der er 52 ansatte til at tage sig af. Patienterne har typisk skader efter blodpropper, har Alzheimers sygdom eller er diabetikere og får hjælp i otte til 20 timer i døgnet.
De ansatte arbejder 40 timer om ugen fordelt på fem dage. De får ekstra løn om aftenen, om natten og i weekenderne og har ret til 32 dages ferie om året og fridage, når eventuelle børn er syge.
Ligesom at hjemmeplejen er privat, er der også mange private sygehuse i Senegal.
– Men der er også offentlige sygehuse. Heller ikke her er behandlingen gratis, men det er billigere end på de private sygehuse. Til gengæld er der så også mange steder ret dårlige forhold, fortæller Kristian Laubjerg.
Besøg på slaveøen
Efter besøget hos Keur Baax er det tid til at besøge øen Gorée, der ligger lige ud for Dakar. Øen er et yndet turistmål for både udlændinge og Dakars egne indbyggere. Her er en dejlig strand, fine restauranter, kunstboder, mange smukke gamle huse og et frodigt planteliv.
Museet fortæller også historien om slaver, der tog kampen op og gjorde oprør.
Men øen er kendt for alt andet end sin nuværende idyl. Gorée var det største center for slavehandelen på den afrikanske kyst fra 1400-tallet frem til 1800-tallet.
På øen er der et museum, som fortæller om slavehandelen. Det vurderes, at mellem 12 og 15 millioner afrikanere blev taget til fange og solgt som slaver i løbet af de omkring 400 år.
På plancher beskrives de forfærdelige forhold, slaverne havde ombord på skibene til Amerika eller Europa, hvor de en stor del af tiden lå lænkede side om side på meget snæver plads. Mange døde under overfarten, en del begik selvmord.
Museet fortæller også historien om slaver, der tog kampen op og gjorde oprør og dræbte besætningsmedlemmerne under overfarten.
I kælderen under Slavernes Hus på Gorée kan man stadig se de rum, hvor slaverne blev smidt ind, mens de ventede på at blive lastet på skibene. Kvinder, mænd og børn blev skilt fra hinanden. De rum er helt klart det, som gør størst indtryk på de besøgende.
Museet står som et monument over et sort kapitel i menneskehedens historie, men minder os samtidig om, at der også i dag findes mennesker, der arbejder på slavelignende vilkår. The Global Slavery Index vurderer, at det aktuelt drejer sig om ikke mindre end 40 millioner mennesker.
Gorée kom i 1978 på UNESCO's verdensarvliste.
Forandring – hvordan?
Når det gælder en vurdering af Afrikas situation i dag, mener Kristian Laubjerg, at der stadig eksisterer en slavelignende mentalitet blandt afrikanere, som er med til at forhindre kontinentet i at udvikle sig.
Magten ligger hos en lille elite, som taler kolonisproget, og som ikke gør noget for, at et mere folkeligt baseret sprog kan få lov til at udvikle sig.
Kristian Laubjerg
– Den umiddelbare løsning på diverse udviklingsproblemer i Afrika ville være at frigøre sig fra den neo-kolonialistiske afhængighed af den liberalistiske økonomi, som dikteres af de imperialistiske industrimagter, specielt USA og Frankrig, konstaterer Kristian Laubjerg.
– En frigørelse fra disse magters sfære ville afhænge af en bevidsthed omkring denne tilstand. Dette vanskeliggøres ved en slavelignende mentalitet, som karakteriserer det meste af Afrika. Man antager nemlig, at det er overnaturlige kræfter, som har bestemt og bestemmer din skæbne, som du selv har meget lidt indflydelse på. Deraf kommer, at næsten alle afslutter en sætning med et, 'hvis Gud vil', tilføjer han.
Den tidligere FN-ansatte mener, at en del af Afrikas store problemer hænger sammen med, at da selvstændigheden kom til de tidligere kolonier, blev magten overtaget af et sort ansigt, som blot var marionet for en større magt uden for den politiske beslutningsproces.
– Selv her i Senegal, som mange betragter som et demokratisk land, må man konstatere, at magten ligger hos en lille elite, som taler kolonisproget, og som ikke gør noget for, at et mere folkeligt baseret sprog kan få lov til at udvikle sig. Det såkaldte demokrati i Senegal har ikke været i stand til at løse klassekonflikter, som i sidste instans er forårsaget af strukturelle forhold, som fører til store sociale uligheder, siger Kristian Laubjerg.
Ndongo Samba Sylla, der er senegalesisk udviklingsøkonom og forsker, peger på nødvendigheden af, at Senegal bliver frigjort fra CFA francen og tilknytningen til euroen, så landet kan føre sin egen økonomiske politik tilpasset de lokale vilkår.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
