Vi har i de allerseneste år i flere europæiske lande set en tendens til, at jernbaner, hvor togdriften har været indstillet i mange år – primært lokale og regionale strækninger – bliver genåbnet.

Det burde være sivet ind, at det i disse klimahandlingstider er umådeligt vigtigt, at man for alvor begynder at tænke alle landets jernbaner som ét samlet system.

Mest bemærkelsesværdig er udviklingen i Tyskland, men også i Sverige er der en del eksempler på, at jernbaner vækkes til nyt liv eller “reaktiveres”, som det lidt nørdet hedder i fagsproget.

Tyskland genopretter togstrækninger

I Tyskland er bilindustrien som bekendt en tung kapitalistisk nøgleaktør. Men også i tyske delstater kan der skabes rammebetingelser for genetablering af de sidelinjer og forbindelsesled, der blev fjernet fra jernbanenettet for årtier siden. Genåbningerne er samtidig et lille plus for klima og miljø.

Efter 45 års togfravær i Grafschaft Bentheim i den vestlige del af Niedersachsen kører der nu igen passagertog. Til stor glæde for lokalbefolkningen og erhvervsdrivende. For vi kender jo situationen til hudløshed: Bor du på landet, er du ofte afskåret fra at gøre brug af kollektiv transport.

Genaktivering af nedlagte jernbanelinjer diskuteres mange steder, men her er det lykkedes borgerne efter vedholdende pres og en lang kamp, ​​der selvfølgelig også har involveret politiske kræfter og aktive inden for erhvervslivet.

Vi har faktisk set en tilsvarende lokal jernbaneaktivisme på dansk grund: For få år siden kæmpede man på Vardeegnen for at redde Vestbanen (Varde-Nørre Nebel) fra lukning.

Jeg var selv med til demonstrationen for Vestbanen i februar 2010. Og i 2014 var den gal igen; nu var det Tølløsebanen, der var i farezonen. Men også på Midtsjælland rejste modstanden sig med aktivister i front. Vi sejrede i begge jernbanekampe.

Der er medvind på skinnerne i flere lande. Og ikke mindst i Schweiz (med mangeårig fremgang; det kommer jeg tilbage til i min næste klimaklumme).

Modvind i Danmark

Men i Danmark er det omvendt, her er der strid modvind. Lige p.t. er den gal med Østbanen på Stevns – banen er ikke truet på eksistensen, men det kniber gevaldigt med at komme igennem med kravet om bevillinger til den hårdt tiltrængte sporfornyelse.

Derfor har man måttet nedsætte hastigheden på banen fra 100 kilometer i timen til 75 kilometer i timen fra 15. december. Region Sjælland er defensiv, og transportministeren har til dato vist sig uforstående.

Det burde ellers være indlysende, at privatbanerne herhjemme generelt har et problem med hensyn til fornyelsen af skinnerne.

Og det burde være sivet ind, at det ikke mindst i disse klimahandlingstider er umådeligt vigtigt, at man for alvor begynder at tænke alle landets jernbaner som ét samlet system: På “Borgen”, i Folketingets Transportudvalg, i Trafikstyrelsen og lignende. Med en infrastruktur der naturligvis skal vedligeholdes og udbygges. Hvor svært kan det være.