24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig strid handler om snyd, sort arbejde og manglende sikkerhed

Bag stilladsaktion

Faglig strid handler om snyd, sort arbejde og manglende sikkerhed

Bygningsarbejdere og stilladsarbejdere har i længere tid forsøgt at få skabt ordnede løn- og arbejdsforhold på omstridt byggeplads i København. Men først efter dagens faglige aktion er underentreprenør blevet fyret.

FOTO: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
1 af 1

Københavnske fagforeninger har gennem længere tid forsøgt at få ordnede forhold på den omstridte byggeplads ved Lundtoftegade, hvor der i dag var faglig aktion, som kulminerede med, at et stort stillads blev væltet.

DS Byggeri siger, at de har ansat fire mand, der hver arbejder 37 timer om ugen. Men vi kan se, at der arbejder mange flere, op til 20 mand. Der arbejdes i weekender og alle døgnets timer, og der arbejdes op til 70 timer om ugen.
Rasmus Kreutzmann, 3F BJMF

Fagforeningen 3F BJMF, der organiserer mange bygningsarbejdere, har lagt faglig sag an mod DS Byggeri, der står for arbejdet og er ansat som underentreprenør af hovedentreprenøren Dansk Boligbyg A/S.

Det, vi oplever på pladsen, er snyd, sort arbejde og underbetaling, siger Rasmus Kreutzmann fra 3F BJMF.

– Der er en masse litauisk arbejdskraft på pladsen. DS Byggeri siger, at de har ansat fire mand, der hver arbejder 37 timer om ugen. Men vi kan se, at der arbejder mange flere, op til 20 mand. Der arbejdes i weekender og alle døgnets timer, og der arbejdes op til 70 timer om ugen, forklarer Rasmus Kreutzmann.

DS Byggeri beskriver sig selv således på sin hjemmeside:

"Vi har flere års erfaring med yderst kvalificeret arbejdskraft fra Østeuropa ... Vores medarbejdere har den rette håndværksmæssige baggrund, er fagligt dygtige, og de har en god og høj arbejdsmoral. Vi kan derfor levere tryghed i kvaliteten til yderst konkurrencedygtige priser."

Underbetaling

Rasmus Kreutzmann har ikke et endeligt overblik over, hvor lave lønninger folkene på byggepladsen er gået til. Men har hørt om eksempler på nogle, der kun har fået håndører.

– Det er jo op til os fra fagforeningerne at dokumentere, at det, som firmaet siger, er løgn. Men da en fagforeningsmand og en stilladsarbejder søndag aften ville dokumentere forholdene på pladsen under opbygning af stilladset, blev de overfaldet af et tæskehold. Det er helt uacceptabelt. Det her handler om, at der er svindlere og bedragere, som er parat til at gøre alt, fordi der er mange penge i det, siger han.

Efter planen skulle DS Byggeri i morgen aflevere dokumentation for deres ansatte. Men dagens faglige aktion endte med en besked fra overentreprenør Dansk Boligbyg om, at DS Byggeri er fyret fra både den omstridte byggeplads ved Lundtoftegade og de andre pladser, hvor de var hyret ind.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra administrerende direktør Anton Nørgaard fra Dansk Boligbyg A/S om hele forløbet, og hvad der kommer til at ske nu.

Manglende sikkerhed

Thomas Strømsholdt, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, håber, at det er rigtigt, at DS Byggeri nu er ude af pladserne. Men han vil se dokumentation for det, før han er overbevist.

Stilladsarbejderne retter en skarp kritik af sikkerhedsforholdene på byggepladsen ved Lundtoftegade.

>> LÆS OGSÅ: Uro og væltet stillads: Stilladsarbejdere strejker efter overfald på kollegaer

– Stilladsarbejdet foregår uden tekniske hjælpemidler, uden uddannede folk, der er ingen sikring i højden, man arbejder om natten og sætter komponenter sammen uden at overholde montagevejledningen. Det er dybt uforsvarligt og en skamplet, at det finder sted lige midt i København, siger Thomas Strømsholt.

Stilladsarbejderne har anmeldt sagen til Arbejdstilsynet. Så sent som søndag kontaktede de Arbejdstilsynet for at få dem akut ud og se på den efter stilladsarbejdernes mening helt uforsvarlige genopbygning af stilladset. 

– Men Arbejdstilsynet kom ikke. Det er dybt grotesk, at myndighederne ikke er aktive omkring det her, erklærer Thomas Strømsholt.

Arbejderen har kontaktet Arbejdstilsynet, som oplyser, at de har været ude på pladsen flere gange, senest for 14 dage siden. De konstaterede dengang, at stilladset var sat korrekt op, og fandt derfor ingen anledning til at foretage sig yderligere.

3F tager afstand

Forbundet 3F tager afstand fra morgenens tumulter på og omkring byggepladsen.

– Hvis der er tale om overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, så tager vi skarpt afstand fra dette og opfordrer folk til omgående at vende tilbage til deres arbejde. Vi har også gjort vores afdelinger opmærksomme på dette, siger Claus von Elling, gruppeformand for 3Fs Byggegruppen i en pressemeddelelse.

– Vold og ulovligheder er naturligvis uacceptable i enhver form. Det gælder både på den ene og den anden side, tilføjer han.

Claus von Elling understreger samtidig, at sikkerhed omkring stilladser og uddannelsesforhold for stilladsarbejdere er helt afgørende og kan være et spørgsmål om liv eller død, både for arbejdere på pladsen og forbipasserende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2019 - 14:34   02. dec. 2019 - 17:35

Faglig kamp

ur@arbejderen.dk