Over dobbelt så mange palæstinensiske børn er blevet arresteret af israelsk politi og militær end for to år siden. Foreløbigt er 745 palæstinensiske børn blevet anholdt i de første 10 måneder af 2019.
Arrestationerne foregår syste-matisk for at nedbryde de kommende gene-rationers modstandsvilje og afskrække familierne.
Fathi El-Abed, DPV
I 2017 blev 380 børn anholdt i samme periode, oplyser den palæstinensiske ngo Palestinian Prisoners Center for Studies.
Horrible sager
Alene i juli i år blev 62 børn anholdt eller tilbageholdt – langt hovedparten på mistanke om stenkast. Ifølge israelsk lov kan det give op til 20 års fængsel.
Det gik ud over blandt andre børnene Mohammed Mazen Furcal (syv år) og Mahmoud Ezzedine Furcal (11 år) samt Amir Obeid (11 år). Alle fra Jerusalem og blev afhørt af israelske myndigheder, rapporterer det palæstinensiske nyhedsbureau IMEMC.
3. november i år tilbageholdt israelske besættelsesstyrker den 13-årige palæstinensiske dreng Abd a-Razeq Idris i Hebron på den besatte Vestbred, gav ham bind for øjnene og førte ham gennem en gade i byen, rapporter den israelske ngo for menneskerettigheder B'Tselem.
Fireårig tilbageholdt
I en anden alvorlig sag, der ifølge børnerettighedsforkæmpere krænker alle moralske og juridiske standarder, blev den fireårige dreng Mohammed Rabea 'Alyan og den seksårige dreng Qais Firas Obaid afhørt, mistænkt for at have "kastet sten på politibiler".
Researcheren Riyad al-Ashqar fra Palestinian Prisoners Center for Studies er rystet.
– Sagerne krænker alle moralske og juridiske standarder, siger hun til IMEMC og tilføjer, at siden år 2000 er over 8000 mindreårige palæstinensere blevet anholdt og retsforfulgt ved israelske militærdomstole, heriblandt børn ned til 12 år.
Genevieve Boutin, der er FN's børneorganisation UNICEF's særlige repræsentant, fordømmer anholdelserne, der for eksempel i april i år ramte niårige Zein Idris og hans syvårige bror Taim fra en skole i Hebron.
– Alle børn har ikke kun ret til uddannelse og beskyttelse mod alle former for vold og udnyttelse, det er også grundlæggende for deres mentale og fysiske velvære, sagde hun til TV-stationen CNN.
Systematisk
De anholdte børn får ikke at vide, at de ifølge israelsk militærlov har lov til at se en advokat.
Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, mener ikke, at anholdelserne af mindreårige er tilfældige.
– Vi ved, det foregår systematisk for at nedbryde den kommende generation og afskrække familier og det palæstinensiske samfund fra at gå imod besættelsen. De håber, at når børnene først er "præpareret", vil de efterhånden acceptere undertrykkelsen, siger han til Arbejderen.
Arresteret om aftenen
Den palæstinensiske fangeorganisation Palestinian Prisoners Society (PPS) oplyser, at de børn, der bliver anholdt af den israelske besættelsesmagt, oplever flere brud på deres rettigheder.
>> Her bliver femårig tilbageholdt
De bliver ofte anholdt og ført væk fra deres hjem sent om aftenen under barske forhold, siger en rapport fra organisationen. Børnene bliver under anholdelsen og tiden i fængsel oftest frataget deres ret til uddannelse. Det er ifølge PPS en klar krænkelse af Børnekonventionen om barnets rettigheder.
Nogle palæstinensiske børn bliver også nægtet familiebesøg og ordentlig medicinsk behandling, oplyser ngo'en Military Court Watch, der består af jurister fra hele verden, der arbejder for palæstinensiske børns sikkerhed.
Ifølge Military Court Watch sidder næsten 200 børn i øjeblikket fængslet i forskellige israelske tilbageholdelsescentre.
Halvdelen sidder i fængsler i Israel i strid med artikel 76 i den fjerde Genève-konvention. En besættelsesmagt må ikke overføre fanger til eget territorium.
Fysisk vold
75 procent af de frihedsberøvede, mindreårige palæstinensere oplever fysisk vold i de israelske fængsler, og i strid med den fjerde Genève-konvention flytter de israelske myndigheder de tiltalte og dømte mindreårige til fængsler i Israel, lyder det fra PPS.
Mandag i sidste uge oplyste den palæstinensiske Committee of Prisoners and Former Prisoners blandt andet, at mindreårige palæstinensiske fanger i Damon-fængslet indespærres "under meget dårlige forhold" og ofte udsættes for overgreb.
Efter et besøg i det israelske fængsel siger Muhammad Joulani, advokat for fangegruppen og de indsatte palæstinensiske børn, at børnene for eksempel bliver sendt fra fængslet til domstole med fangetransporter i køretøjer, som er dårligt ventilerede og ikke har pladser nok.
>> Se videoen "Stone Cold Justice" om tortur mod palæstinensiske børn
Børnene står op i de tre dage, køretøjet er om at tilbagelægge ruten. Fangerne, som ofte er 15-16-17 år, bliver banket iført håndjern, siger Muhammad Joulani ifølge netportalen Al Quds Network.
Ifølge advokaten sidder 47 palæstinensiske børn i Damon-fængslet.
En fjerdedel af de tilbageholdte mindreårige palæstinensere bliver præsenteret for papirer skrevet på hebraisk til underskrivning. Et sprog de ikke forstår, oplyser Palestinian Prisoners Society.
Hvorfor griber ingen ind?
Fathi El-Abed giver sit bud på, hvorfor anholdelserne og fængslingen af mindreårige palæstinensere kan fortsætte, trods opfordringer om at det internationale samfund griber ind.
– Det internationale samfund er ramt af historisk berøringsangst. De har dårlig samvittighed overfor det forfærdelige, der skete for det jødiske folk for over 70 år siden, siger han.
Arbejderen har spurgt Israels ambassade i Danmark, hvorfor politi og soldater anholder og mishandler børn. Men ambassaden har ikke svaret – selv om spørgsmålet blev stillet onsdag i sidste uge.
Vi har også spurgt Udenrigsministeriet, hvad Danmark vil gøre for at lægge pres på Israel for at få anholdelserne og volden mod palæstinensiske børn stoppet.
Ministeriet skriver i en mail, at “menneskerettighedsspørgsmål udgør et centralt emne for EU’s drøftelser med Israel under de løbende møder under EU-Israel-associeringsaftalen. EU bringer her alle relevante menneskerettighedsspørgsmål op, herunder de israelske myndigheders arrestationer af mindreårige".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278