Ordet værdi slynges ud, som om meningen er klar. Det er den ikke.

Lad os træde et skridt tilbage. Karl Marx, byggende på de klassiske økonomer Adam Smith og David Ricardo, var klar i spyttet: Værdi blev skabt i produktionsprocessen af arbejdere, hvis arbejdstid og slid udmøntede sig i fysiske produkter.

Lad os diskutere værdier, men også gøre klart, hvilken definition og bagvedliggende teori vi bruger.

Da man indførte opgørelser over bruttonationalproduktet (BNP) i 1930’erne, blev kommercielle tjenesteydelser inkluderet i de produktive erhverv. Men et vanskeligt spørgsmål var, hvordan bankerne skulle behandles. Flyttede de ikke bare penge rundt eller lavede de – uberettiget – penge ud af den blå luft? Det ’problem’ blev først afgjort til bankernes fordel i 1993, da BNP-metoden blev revideret.

Bankernes ’indirekte målte finansielle formidlingstjenester’ beregnes herefter som forskellen mellem de renter, de respektive tilbyder og opkræver i forhold til hver sin referencerente. Dertil kommer provisioner og gebyrer, der går lige lukt ind i BNP. På den måde blev det sneget ind, at bankerne da yder en nyttig gerning.

For filosoffer og mange mennesker er værdi et moralsk kompas til at navigere mellem godt og ondt – eller skidt. Nogle antager, at disse værdier er rent subjektive, andre ser dem som fælles for grupper eller samfund. Da de er udgangspunkter, kan de ikke bevises.

I business-verdenen er de to blandet op. Det er populært at tale om virksomhedernes værdier, som typisk går ud på at have tilfredse kunder og medarbejdere og være bæredygtige. Til sidst en diskret tilføjelse om at tjene penge eller ’skabe værdi’ for ejerne.

Men en tredje drejning af ordet – i tilgift til økonomisk værdi og ledestjerne for livsførelse – er den neoklassiske økonomiske teori, der erstattede den klassiske teori om priser baseret på arbejdsværdi, og nytteværdi forstået som personlig præference kom i højsædet. Konsumenter har nyttefunktioner, hvorefter de rangordner deres indkøbsliste og beslutter, hvor meget af de ønskede varer de kan erhverve til forskellige priser. Producenterne afvejer så denne efterspørgsel mod deres omkostninger og vupti, derved findes prisen.

Sådan tænker økonomer stadig. Adjunkt Jeppe Druedahl skriver den 24. januar i Information: "I moderne økonomisk pristeori er udgangspunktet ... de økonomiske agenters præferencer, de fysisk-teknologiske muligheder, hvilken information de forskellige agenter har adgang til, og gennem hvilke institutioner, herunder markeder, de interagerer". Udeladelsen af, hvilke institutioner agenterne interagerer igennem, er lidt for bekvem. Privat ejendomsret, arbejdets nødvendighed, muligheden for at arve og akkumulere formuer, alt det interessante skubbes til side.

Lad os diskutere værdier, men også gøre klart, hvilken definition og bagvedliggende teori vi bruger.