Vi vil stadig et godt stykke tid endnu opleve, at oppositionens stort set eneste politiske platform vil være stadigt stærkere angreb på regeringens udspil til gradvis genåbning af det danske samfund. Og sidenhen angreb på grundlaget for grænselukning og delvis nedlukning af samfundet.

Solidaritet skal i højsædet, hvis sundhedskrisen ikke skal føre til voldsomt store tilbageslag for fællesskabet.

Den politiske debat efter sundhedskrisen kommer uden tvivl til at snuble rundt i de økonomiske eftervirkninger, som har potentialet til en egentlig verdensomspændende økonomisk krise.

Men der ligger også tre afgørende politiske armlægninger forude, som regeringen og dens støttepartier bør tage offensivt og med åben pande: Genopretning af velfærden, den grønne samfundsforandring og retfærdighed i pensionslivet.

De bredeste skuldre skal løfte mest

Kernen i velfærden er den lige adgang, de lige muligheder og det fælles sikkerhedsnet. Finansieret så de, der har mest, også afgiver mest.

De forskellige hjælpepakker under coronakrisen var rigtige og nødvendige, men dele af dem har nærmest vendt princippet om de stærkeste skuldre på hovedet, så de, der har mest, også modtog mest. Dansk Erhvervs Brian Mikkelsens permanent fremstrakte hånd efter flere skattekroner virkede.

Når velfærden skal genoprettes, skal skattekronerne vandre den modsatte vej. Også når erhvervslivet, Liberal Alliance og Cepos genstarter mantraet om skattelettelser for virksomheder og topskatteydere i båndsløjfen.

De kommende års samfundsmæssige udfordringer og de økonomiske eftervirkninger af hjælpepakkerne kalder på skattekroner og ikke skattelettelser.

Det ville regeringen og støttepartierne gøre klogt i at markere klart og tydeligt allerede nu. Budskabet er egentligt ret enkelt: Vi kommer ikke til at gense velfærden og slet ikke i en forbedret udgave, medmindre vi samles om solidariteten i skattesystemet på samme måde, som vi samles om samfundssind i smittebekæmpelsen.

Topprioritet til den grønne omstilling

Klimaudfordringerne lå i toppen af danskernes prioritering af de væsentligste samfundsopgaver, før corona bankede på døren.

Så højt, at praktisk taget alle partier i al hast måtte skabe sig en grøn profil i løbet af valgkampen i 2019.

Men udfordringerne forbliver, når corona lukker døren bag sig, selvom alt ikke vil være det samme.

De økonomiske eftervirkninger vil på den ene side i en periode presse klimaomstillingen, mens den delvise nedlukning af samfund verden over på den anden side viser, at CO2-udledningen kan begrænses, når vi ender med ryggen op ad muren.

Der venter uden tvivl en betydelig politisk armlægning for at sikre, at klimaomstillingen på samme måde som genopretning af velfærden lader de stærkeste skuldre tage hårdest fat og beskytter de, der dårligst kan undvære.

Og at målet om at reducere udledningen med 70 procent i 2030 fastholdes på trods af coronaens uønskede visit.

Uretfærdigheden i pensionslivet

Den kommende sommers politiske hovedemne tegnede sig til at blive retfærdig pensionsalder med ret til en tidligere afgang for de, der startede tidligst i belastende jobs.

I den rette udformning kan forslaget bidrage til at mindske de konsekvenser af den fundamentale ulighed i sundhed, som giver ufaglærte og kortuddannede væsentligt færre år på folkepension end de højtuddannede.

Med det naturlige politiske fokus på inddæmning og bekæmpelse af både smitte og økonomiske virkninger er det forståeligt nok, at regeringens præsentation af pensionsmodellen er udskudt til efteråret.

Til gengæld lover det ikke godt for gennemførelsen, at Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl benyttede 1. maj-dagen til at afvise en bankskat som bidrag til at finansiere ret til tidlig afgang fra arbejdsmarkedet.

I lyset af, at Danske Bank med sin uvilje mod at undlade at udbetale udbytte til aktionærerne midt under sundhedskrisen viste, at der er ganske mange penge i bankhvælvingerne, så forekommer Dansk Folkepartis udmelding direkte besynderlig.

Genstarten af denne pensionsdebat vil kræve både samfundssind og solidaritet.

Samfundssind handler om at indgå i og bidrage til fællesskabet, mens solidaritet handler om at tage ansvar for de, der har brug for en hjælpende hånd.

Og tiden efter corona vil i den grad blive præget af, at solidaritet skal i højsædet, hvis sundhedskrisen ikke skal føre til voldsomt store tilbageslag for fællesskabet.