23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Britiske politikere truer med sanktioner, hvis Israel annekterer Vestbredden

Vrede over anneksionsplaner

Britiske politikere truer med sanktioner, hvis Israel annekterer Vestbredden

142 nuværende og tidligere britiske politikere fra hele det politiske spektrum opfordrer til at ramme Israel med sanktioner, hvis den israelske regering annekterer store dele af den besatte Vestbred. Mange konservative har skrevet under.

Israels luftvåben fejrer her landets uafhængighedsdag i Jerusalem den 29. april, mens regeringen planlægger at annektere store dele af Jerusalem samt store dele af Vestbredden.
FOTO: Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

142 nuværende og tidligere medlemmer af det britiske Underhus fra blandt andet både Labour, LiberalDemokraterne samt De Konservative opfordrer premierminister Boris Johnson til at indføre sanktioner mod Israel, hvis landet går videre med planer om at annektere store dele af den besatte Vestbred.

Situationen kræver handling, ikke ord. At erhverve sig territorium gennem krig er forbudt.
127 britiske politikere

I et brev afsendt i sidste uge opfordrede de første 127 politikere premierministeren til at gøre det klart, at anneksionen er ulovlig i henhold til international lov og "kan have alvorlige konsekvenser, herunder sanktioner", citerer den engelsksprogede nyhedsportal middleeasteye.net fra brevet.

15 politikere fra Over- og Underhuset meddelte efter deadline for tilmelding til det åbne brev, at de også ønsker at sætte deres navn under, blandt andet den tidligere Labour-formand Jeremy Corbyn. Således har i alt 142 underskrevet brevet.

I ly af coronapandemien

Gruppen tilføjer, at "International lovgivning er krystalklar. At erhverve sig territorium gennem krig er forbudt (...) situationen kræver handling, ikke ord". Politikerne anklager konkret israelske politikere for at gennemføre anneksionen i ly af coronapandemien, der optager resten af verden. Det er en "alvorlig krænkelse af international ret", lyder det.

>> LÆS OGSÅ: Israel klar til at annektere store dele af Vestbredden

Blandt de 142 er tidligere medlemmer af regeringer, ministre og diplomater. De advarer alle om, at anneksionen ville være et "dødeligt slag" for fredsindsatsen og tostatsløsningen. 

Argumentet, som mange af underskriverne har taget til sig, lyder, at når EU og andre magter kan ramme Rusland med sanktioner på grund af anneksionen af Krim, hvorfor kan Israels så ikke rammes, når det annekterer Vestbredden?

Blandt underskriverne af brevet er den tidligere formand for De Konservative Lord Chris Patten samt den nuværende formand for LiberalDemokraterne Sir Edward Davey og overhusmedlemmet for Labour Helena Kennedy samt Storbritanniens tidligere ambassadør i Frankrig Lord Michael Jay samt Stephen Kinnock, medlem af Underhuset for Labour.

>> Læs brevet her (engelsk)

"Beskyt palæstinenserne"

"Ethvert lands sikkerhed er afhængig af, at andre lande ikke ændrer sine grænser eller erhverver sig territorium med magt", skriver de 142 og tilføjer, at det internationale samfund er "forpligtet" til at beskytte palæstinensere under besættelsen.

>> LÆS OGSÅ: Boykot israelsk våbenfirma

Brevet konstaterer også, at "hvis vi skal forhindre, at andre stater med territoriale ambitioner kopierer Israels ulovlige opførsel, må Storbritannien føre an for at modstå denne aggression".

I april blev Israels premierminister Benjamin Netanyahu enig om ar skabe en samlingsregering med sin konkurrent Benny Gantz. Regeringens grundlag omhandler blandt andet anneksion af store dele af Vestbredden. Konkret kan processen om annekteringen allerede starte i parlamentet og regering den 1. juli.

>> LÆS OGSÅ: USA vil droppe et selvstændigt Palæstina

USA har signaleret, at det støtter de israelske planer, mens EU og FN har fordømt planen i ord.

Torsdag i sidste uge advarede 11 europæiske ambassadører i Israel – den danske, britiske, tyske, franske, irske, hollandske, italienske, spanske, svenske, finske og belgiske – mod annekteringen, der vil få "alvorlige konsekvenser".

Tæt samarbejde med Israel

Samtidig fortsætter EU's tætte samarbejde med Israel. Det fik tirsdag menneskerettighedsgruppen Euro-Mediterranean Human Rights Monitor til at protestere mod, at EU har købt for 59 millioner euro israelske droner til at overvåge flygtninge i Middelhavet, rapporterer nyhedsbureauet WAFA.

Desuden har ni private selskaber fra fire EU-lande, Storbritannien, Holland, Luxemborg og Frankrig, aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser, viste en ny FN-rapport i februar i år. 

>> LÆS OGSÅ: Israelsk kommunist: Vi går til valg i en apartheidstat

EU har i forvejen en associeringsaftale med Israel fra år 2000 om handel og toldfrihed. Israel eksporterer 35,2 procent af alle sine varer til lande i Europa. EU's eksport af varer til Israel beløb sig i 2017 til 21,4 milliarder euro.

EU's import af israelske varer udgjorde samme år 14,7 milliarder euro, oplyser EU-kommissionen.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2020 - 10:19   12. maj. 2020 - 11:03

Boykot Israel

ah@arbejderen.dk
Vil annektere Vestbredden 2020
  • Israels kommende regering og et flertal i Knesset ønsker, at landet fra 1. juli 2020 sætter gang i en proces for at annektere store dele af den besatte Vestbred.
  • En regeringsaftale mellem de kommende regeringsledere Benny Gantz samt Benjamin Netanyahu vil fremme USA's plan for Mellemøsten.
  • USA's plan for Mellemøsten anerkender de israelske bosættelser på den besatte palæstinensiske Vestbred og accepterer, at Israel annekterer bosættelserne og store dele af Vestbredden.
  • Israels bosættelser er erklæret ulovlige ifølge resolution 446 fra FN's Sikkerhedsråd fra 1979.

Kilder: Haaretz, Jerusalem Post, Channel 13

USA's Mellemøstplan 2020
  • 28. januar 2020 fremlagde USA's præsident Donald Trump sin Mellemøstplan. 
  • Her anerkender USA de israelske bosættelser på den besatte palæstinensiske Vestbred.
  • Israels bosættelser er af FN erklæret ulovlige ifølge resolution 446 fra FN's Sikkerhedsråd fra 1979.
  • Israel kan ifølge planen beholde 40 procent af det samlede besatte areal på Vestbredden, inklusive Jordandalen.
  • Jerusalem vil ifølge planen forblive Israels hovedstad.
  • Palæstinenserne får ifølge planen deres egen stat på Vestbredden, i Gaza samt to mindre ørkenområder i Negevørkenen.
  • Hovedstaden skal ligge øst for Jerusalem, i flygtningelejren Shuafat og landsbyen Abu Dis.
  • Israel har indvilget i at "frede" de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, i fire år, altså undgå at bygge bosættelser.
  • Mellemøstplanen omfatter en økonomisk pakke på 340 milliarder kroner til udvikling af den nye palæstinensiske stat. 

Kilder: Det Hvide Hus, BBC, CNN, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening