Sundhedsvæsenet er i krise. Sådan lyder det næsten overalt. Det amerikanske er en rodebutik, som stribevis af mellemled tjener tykt på, mens op mod 30 millioner mennesker lever uden sundhedsdækning.

I UK dækker NHS (National Health Service) universelt, men er under kritik for mangel på systemsammenhæng og evne til effektivt at håndtere coronakrisen. Regeringens overfladiske tilgang til smitten i startfasen har nok været det største problem.

De magre resultater, på trods af nøje udtænkte systemer, har skabt grobund for globale private velgørenheds-organisationer. 

Sundhedssystemerne i afrikanske lande er generelt svage og underfinansierede. Ikke desto mindre lykkedes det Guinea, Liberia og Sierra Leone at bekæmpe ebolaudbruddet i 2014 gennem kampagner for forbedret hygiejne, smitteopsporing samt skolelukning. Mobilisering af befolkningen gjorde udslaget, ikke bistand.

Gældseftergivelse

Arbejderen viderebragte den 16. april et NGO-opråb om gældseftergivelse til Afrika for at frigive penge til sundhedsvæsnet i gældsplagede lande som Ghana.

>> LÆS: NGO'er i opråb: Slet ulandes gæld, så de kan bekæmpe corona

Gid det var så enkelt. I 1990’erne vedtog IMF og Verdensbanken et initiativ for gældslettelse til fattige lande. Betingelserne indeholdt blandt andet, at flere midler skulle afsættes til sundhed og undervisning på de årlige budgetter.

Massive bistandsprogrammer blev derefter sat af til sundhedsvæsnet. Vestlige donorer gik sammen med regeringerne om at styrke sektoren opdelt på tre niveauer, det primære (sundhedscentre), det sekundære (distrikter) og det tertiære (nationale). I Ghana og andre donoryndlinge blev anseelige midler afsat til organisationsudvikling og planlægning omkring mål og resultater samt til at opbygge et fintmasket net af sundhedscentre. På distriktsniveau skulle offentlige hospitaler forbedres gennem mere personale og lægemidler. Det tertiære niveau blev til gengæld stort set overset – som om kræft og kredsløbssygdomme, hvis omfang er stærkt stigende, var en utilbørlig luksus.

Ghana

På trods af god vilje har succeserne været sporadiske. I alle lande er det svært at tiltrække sundhedspersonale til at arbejde til lave lønninger i dårligt udstyrede provinsfaciliteter. Ikke mindst Ghana har lidt under læge- og sygeplejerskeflugt til UK, hvor NHS tilbød bedre forhold. Religiøse, private eller NGO-drevne hospitaler tilbyder stadig bedre behandling end de offentlige. På forsyningssiden har det vist sig vanskeligt at sikre, at medicin opbevares korrekt, og at patienterne får adgang til den uden overpris.

I Ghana blev de samlede donorbidrag halveret fra 2005 til 2010, hvor de landede på cirka 180 millioner dollar. For at sikre finansieringen vedtoges i 2003 en national forsikringsordning, der dog ikke er nogen succes. Leverandører af sundhedsydelser bliver ikke betalt til tiden, hvad der har ført til ’uformel brugerbetaling’, som det siges i en rapport om Danidas involvering i sektoren fra 1994 til 2015. Alt i alt er sundhedsvæsnets vægt i BNP blevet mindre.

Privat velgørenhed

De magre resultater, på trods af nøje udtænkte systemer, har skabt grobund for globale private velgørenhedsorganisationer som Bill & Melinda Gates Foundations indtræden på det afrikanske kontinent. De tager sig af specifikke problemer, malaria, mødre/børn, vaccinationer, hiv/aids. Vitale statistikker for levetid og børnedødelighed er forbedret, men programmerne har samtidig modvirket skabelsen af sammenhængende og robuste sundhedssystemer. Under coronakrisen viser det sig i, at der mangler lagre af vacciner og faciliteter for intensivbehandling.

Halvfemsernes politik var forældet, før den blev gennemført. Ny teknologi muliggør en mere smidig organisering af sektoren, og initiativer i den retning er i gang. Gældseftergivelse ja, men uden sidste omgangs tunge donorhånd.