12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bolivias kuppræsident vil igen aflyse septembervalget

Klamrer sig til magten

Bolivias kuppræsident vil igen aflyse septembervalget

Bolivias kuppræsident Jeanine Añez vil for anden gang udsætte valget. Hun henviser til sundhedsrisikoen ved et valg i coronatider. I meningsmålingerne er hun langt bagud.

Der er en voksende spredning af corona i Bolivia, og nu vil kuppræsidenten Jeanine Añez bruge det som begrundelse for at udsætte valget for anden gang.
FOTO: ABI.bo
1 af 1

Op til weekenden meddelte Bolivias kuppræsident Jeanine Añez, at hun ønsker af aflyse og udsætte det valg, som ellers er under forberedelse til afholdelse 6. september.

Añez henviser til farerne ved at afholde valg, inden coronapandemien er kommet under kontrol. Og det er pandemien ikke.

Hvis regeringen ikke skaber sikkerhed for et valg, vil vores seks fagforeninger og de sociale bevægelser gå i aktion.
Andronico Rodriguez, talsmand for fagforeninger

På to uger er antallet af smittede næsten fordoblet til knap 18.000, og dødstallet er tilsvarende næsten fordoblet til 585.

Men kuppræsidentens modstandere kræver, at valget gennemføres, med den begrundelse, at den siddende kupregering ikke er i stand til at bringe pandemien under kontrol og tage vare på befolkningen, indtil det er sket.

– Der er et fuldstændigt fravær af en national regering, der kan imødegå sundhedskrisen, som har ført til en økonomisk krise, sagde talsmanden for seks bondefagforeninger i regionen Cochabamba for godt en uge siden. De seks fagforeninger kræver valg.

– Datoen for valget vil være afgørende for at komme ud af den politiske krise. Hvis regeringen ikke skaber sikkerhed for et valg, vil vores seks fagforeninger og de sociale bevægelser gå i aktion, sagde talsmanden Andronico Rodriguez ifølge den latinamerikanske nyhedsstation TeleSur.

Så kom valgdatoen

Kort efter denne advarsel fra dele af fagbevægelsen og de sociale organisationer lod præsident Añez forstå, at hun er indstillet på et valg den 6. september. Det støtter landets valgkommission og flertallet i Senatet, der er kontrolleret at partiet MAS. MAS er i opposition til kuppræsidenten, og den afsatte præsident Evo Morales tilhører MAS (Bevægelsen for Socialisme).

>> LÆS OGSÅ: Bolivia skal til valg 6. september

Nu har Añez imidlertid bedt Senatet om at fremlægge en epidemiologisk rapport, der kan godtgøre, at det vil være helt sikkert at gennemføre valget. Og hun kritiserer Senatets forkvinde Eva Copa for at ville presse et valg igennem for hurtigt:

"Det er forståeligt, at I ønsker valg. Men det bolivianske folk føler, at et valg udløser en stor sundhedsrisiko", skriver kuppræsidenten i et brev til Senatet.

Der er imidlertid ikke fremlagt nogen dokumentation for, at befolkningen i Bolivia ønsker at afstå fra et hurtigt valg. Derimod er der flere meningsmålinger, der viser, at MAS's præsidentkandidat Luis Arce med godt 33 procent af stemmerne fører i valgkampen. Añez selv står til cirka 17 procent.

Anden gang valget udsættes

Hvis valget bliver udsat, er det den anden udsættelse. Kort efter nytår blev der udskrevet valg til afholdelse den 3. maj, men landets valgkommission udsatte valget på grund af coronapandemien, da Jeanine Añez lukkede landet ned.

Jeanine Añez, der kom til magten ved et kup i november sidste år, har hverken et folkeligt mandat eller et flertal bag sig i parlamentet, alligevel har hun selv og hendes regering rullet en lang række af den tidligere regerings tiltag tilbage – især de udenrigspolitiske.

Kuppet kom i kølvandet på protester imod påstået valgsvindel efter præsident- og parlamentsvalget i oktober 2019, som landets daværende præsident Evo Morales vandt.

Dengang hævdede OAS, Organisationen af Amerikanske Stater, at valgt var præget af svindel, men efterfølgende har flere undersøgelser vist, det OAS's påstand var ubegrundet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2020 - 10:30   17. jun. 2020 - 11:38

Bolivia

se@arbejderen.dk
Kup i Bolivia
  • Ved præsident- og parlamentsvalget den 20. oktober 2019 vandt den siddende præsident Evo Morales og hans parti MAS – Bevægelsen for Socialisme.
  • Oppositionen anklagede præsidenten for valgfusk og har siden gennemført stadigt mere voldelige protester.
  • Søndag den 10. november gik Morales med til et omvalg, efter at OAS, Organisationen af Amerikanske Stater, udsendte en foreløbig rapport om, at der var foregået valgfusk, men uden at fremlægge dokumentation for anklagerne.
  • Samme dag kort efter pressede militærets ledelse Morales til at gå af.
  • Morales måtte flygte til Mexico.
  • Tirsdag den 12. udråbte Senatets næstformand, den højreorienterede Jeanine Áñez, sig som midlertidig præsident.
  • Morales og hans tilhængere fordømmer udråbelsen som ulovlig, fordi Senatets formand ifølge forfatningen skal indsættes som præsident, hvis den siddende er gået af.
  • Flere grupper af landets oprindelige befolkning mobiliserer til protester imod magtovertagelsen.
  • Militæret er kommanderet ud i gaderne.
  • I slutningen af november besluttede MAS's medlemmer af parlamentet, at man støtter planen om nye valg, både til posterne som præsident og vicepræsident og til Deputeretkammeret og Senatet. MAS accepterer også, at Evo Morales ikke kan stille op som præsidentkandidat.
Bolivia
  • Navn: Den Plurinationale Stat Bolivia; selvstændig under navnet Bolivia i 1825.
  • Befolkning: 10,5 millioner; 36 anerkendte oprindelige befolkningsgrupper.
  • Areal: 1.098.580 km2.
  • Hovedstad: La Paz.
  • Præsident: Evo Morales.
  • Regeringsparti: MAS – Bevægelsen for Socialisme.
  • Økonomi: Naturgas og olie, minedrift (kobber, lithium og andet), kvægfarme og industrilandbrug, der blandt andet producerer soyabønner.
  • Valuta: Bolivianos. En boliviano svarer til 1,02 danske kroner.