Siden 11. marts har ikke meget været, som det plejer. I vores fagforening har vi oplevet meget nyt og også en del gammelkendt vin i nye flasker.

Fører øget brug af hjemme-arbejdspladser til en de facto indførelse af jobløn for alle? Og bliver presset for at løse flere og flere opgaver større?

For at starte med det sidste (og kendte) har vi oplevet, både at mange arbejdsgivere har gjort deres allerbedste for at sikre medarbejderne i en svær tid, men også at nogle arbejdsgivere har forsøgt forskellige variationer af at slippe uden om løn, overenskomster og/eller lovgivninger.

I den forbindelse har vi desværre også set, at nedlukningen af Danmark har kostet flere medlemmer deres jobs, og at færre ledige kommer i nyt arbejde, men selv om vi muligvis ikke har set den sidste opsigelse på grund af corona, så er der måske grund til behersket optimisme for vores fagforenings medlemmer.

Dels har antallet af opsigelser været noget mindre, end man kunne frygte, og dels har vi på det seneste kunnet se en svag forbedring i beskæftigelsen.

Selv om disse problemer har været mange og koncentrerede i foråret og forsommeren, så er de trods alt kendte udfordringer for en fagforening som vores. Både vores tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og fagforeningens medarbejdere har med stor dygtighed klaret det meste i fin stil.

Den danske model skal justeres

Der, hvor vi nok er mest presset, er de konsekvenser og udfordringer, vi aldrig tidligere har stået over for i samme grad. Cconakrisen og de følgende hjælpepakker viste nemlig, at vores danske model krævede en del justering for også at omfavne alle de, der ikke (kun) har en fast arbejdsplads.

Først meget sent lykkedes det at skabe en form for tryghed for vores freelance-medlemmer, selvstændige og alle dem midt i mellem, og for dem er problemerne nok af lidt mere langvarig karakter. Mange virksomheder vil nok først koncentrere sig om de fastansatte, før man igen tilkøber ydelser ude fra.

Det, der på sigt kan vise sig som den største varige forandring, er, at hjemmearbejdspladserne fik deres store gennembrud. HK’ere i tusindvis blev sendt hjem for at arbejde ved skrive-, sofa- og køkkenborde. Ofte uden andet arbejdsudstyr end PC, skærm, mus og tastatur.

For mange var det en nødvendighed at kunne arbejde hjemme, da smitten på arbejdspladserne skulle bekæmpes, og da skoler og daginstitutioner samtidig lukkede ned, fjernede eller reducerede det også børnepasningsmulighederne for en del medlemmer.

Granatchok

I starten var de fleste af os nok lidt i granatchok over denne nye arbejdsvirkelighed, hvor kantinen var erstattet af eget køleskab, og det ikke længere var muligt at tage kaffe fra automaten.

Samtidig skulle man vænne sig til, at samværet og sparringen med kollega og arbejdsforbindelser var henlagt til Teams, Skype, Zoom eller lignende.

For nogle har det været rigtig hårdt at mangle den sociale kontakt, mens det for andre var en kærkommen anledning til at få større indflydelse på arbejdsdagen og dermed kunne balancere arbejdstid og fritid – den så berømte work-life-balance.

Fra mange sider hørte vi, at hverdagen indledningsvis ikke var så stressende, at timevis brugt på transport nu kunne bruges positivt, og at hjemmearbejdspladserne måske kan være et fint supplement til den faste arbejdsplads.

Men ikke så langt henne i processen blev det mere og mere dagligdag, og med det så vi også nogle af bagsiderne.

Alt flyder sammen

For den større indflydelse på arbejdsdagen og bedre balance i arbejdslivet kan blive erstattet af en virkelighed, hvor det hele bare flyder sammen, hvilket bare bærer frisk brænde til et bål, vi har set på længe – nemlig de manglende rammer om arbejdstiden for privatansatte funktionærer.

Fører øget brug af hjemmearbejdspladserne til en de facto indførelse af jobløn for alle? Og bliver presset for at løse flere og flere opgaver større, når min chef ikke kan se, hvis jeg er presset?

Lægger man de spørgsmål til nogle kolossale huller i forhold til indretningen af arbejdspladsen derhjemme, til fraværet af den kreativitet, innovation og udvikling, fællesskaber er forudsætningen for, og til det store sociale hul, vi alle får i vores hverdag, så er der grund til at stille flere og større krav til hjemmearbejdspladserne.

I vores fagforening vil vi derfor i den kommende tid arbejde for, at der hurtigt bliver udviklet nogle svar på mange af de spørgsmål, vi går rundt med. For det at arbejde hjemme går ikke væk igen, når vaccinen mod corona er klar.