En aften i marts foran fjernsynet mærkede jeg, at en stor knude begyndte at binde sig sammen i min mave, og mine øjne løb i vand.

Flere kommuner sparer stadig på børneområdet. I Esbjerg bruger politikerne de ekstra midler på skattelettelser. Det er simpelthen ikke o.k.

Fjernsynet viste en dokumentar fra en daginstitution, filmet med skjult kamera. Vi blev vidner til, at små børn, der lige så godt kunne være mine, åbenlyst blev svigtet og ladt alene.

Det var en uge efter, at jeg var blevet valgt som formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation. Først blev jeg ked af det og derefter rasende. Men arbejdsgrundlaget for formandsposten blev ret konkret. Mit fokus på bedre normeringer i dagtilbud blev naglet fast.

En grundlæggende kontrakt var blevet brudt. Vi går på arbejde og betaler vores skat, mens samfundet passer på vores små børn. Men det er ikke den slags hverdag, vi betaler til. Vores børn og vi fortjener bedre.

I udsendelsen så jeg dygtigt personale, som forsøgte at yde omsorg og være nærværende overfor børnene. De gjorde deres bedste, men det var ikke nok. De kunne ikke nå alle børn – de var ganske simpelt alt for få.

Jeg var ikke den eneste, der så udsendelsen. Den aften og i ugerne efter rejste en bevægelse af forældre, bedsteforældre, ansatte og børn sig og krævede bedre forhold og flere hænder under det åbenlyse spørgsmål: Hvor er der en voksen?

Villigheden var stor; politikere fra alle Folketingets partier lovede bedre forhold og mere personale. Børn blev valgkampens store emne, og af regeringens forståelsespapir kunne man læse, at der skulle indføres minimumsnormeringer.

Forældrebevægelse gav politisk fokus på børns vilkår

Efter et år, hvor jeg sammen med andre forældre har arrangeret demonstrationer i hele landet og endelig fik råbt politikerne op, er der kommet flere ressourcer ud til børnene. MEN: Pengene rækker ikke langt efter så mange års udsultning. Vi er langtfra i mål. Flere kommuner sparer stadig på børneområdet. I Esbjerg bruger politikerne de ekstra midler på skattelettelser. Det er simpelthen ikke o.k.

Forældre bliver ofte beskyldt for at være pylrede curlingforældre. Nej, sådan hænger det ikke sammen. EVA's undersøgelse af kvaliteten fra januar 2019 viser, at kun 19 procent af dagtilbuddene har en god kvalitet.

Betyder det, at de 81 procent resterende institutioner så er deciderede skadelige? Nok ikke for alle børn. Som i mange andre sammenhænge så kompenserer de ressourcestærke forældre, men børn af ikke-ressourcestærke forældre bliver tabt. De er bagud i en grad, som påvirker dem resten af livet.

Men vi skal også tage alvorligt, at psykiatrien oplever, at flere og flere børn også fra ressourcestærke hjem får angst, diagnoser og andre forstyrrelser. Den nøjagtige sammenhæng er svær at dokumentere. Men flere forskere peger på svigt i de tidlige leveår som en af forklaringerne. Jeg er bekymret! Kvalitet er mange ting. Men hvis der ikke er hænder nok, kommer man ingen vegne.

Børnene har brug for flere kvalificerede ansatte

Man kan ikke lave kvalificerede, pædagogiske aktiviteter, hvis man er alene med 10-12 børn på to år, som jo også skal skiftes, hjælpes i flyverdragt eller have solcreme på. I Danmark kan vi godt lide at prale af vores velfærdssamfund, men er der egentlig så meget at prale af?

Vores velfærdssamfund bygger på ret og pligt. Vores børn har ret til en tryg og god barndom, også mens de er i institution. Så gør vi som forældre vores pligt, tager på arbejde og bidrager til velfærdssamfundet.

Desværre hører vi fra flere og flere forældre, at de enten overvejer at tage deres børn hjem eller allerede har taget deres børn hjem. Jeg har intet imod hjemmepasning, men jeg mener, at det er et problem, hvis det sker, fordi vores dagtilbud er så ringe, at forældrene ikke længere tør aflevere deres børn.

Det er bare ikke godt nok. I FOLA har vi været rundt og tale med forældre i hele landet. Historierne taler for sig selv. Pædagoger alene med 80 børn på en legeplads; barnevogne inde på stuen til at fastspænde nye vuggestuebørn, så de små ikke kommer til skade, når de andre børn leger omkring dem.

Der er endda historier om steder, hvor æggeuret er fremme: Sid stille, indtil uret ringer, så må du begynde at spise! Er det virkelig den hverdag, vi ønsker for vores børn? Skal det være sådan at være barn i Danmark? Nej, selvfølgelig ikke. Ingen børn har fortjent at blive råbt af, mens de grædende kalder på mor og far. Vores børn fortjener bedre.

Læs med i næste blog – hvis du vil høre mine bud på, hvad kan vi gøre for at løfte kvaliteten.

>> LÆS OGSÅ: Signe kæmper for børnene, men ikke på bekostning af andre grupper