23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uforudsigelig OK21

Blogs

Inge Jensen Pedersen
Formand FOA Aarhus
Blogindlæg af Inge Jensen Pedersen
man. 01. mar - 2021
man. 14. sep - 2020
man. 01. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 14. september, 2020, 05:50:13

Uforudsigelig OK21

Coronasituationen påvirker forberedelserne af OK21. Men corona eller ej, så kræver FOA Århus lønstigninger, og det skal være i kroner og ikke i procenter.

OK21 bliver et ganske særligt overenskomstforløb, fordi coronasituationen påvirker det så meget. Forløbet er meget uforudsigeligt. 

Får alle den samme lønstigning i kroner, så vil lønforskellene langsomt begynde at blive mindre, efter de i mange år er blevet større.

Normalt inddrager fagbevægelsen blandt andet medlemmerne ved at samle dem, og det sker på forskellige måder og tidspunkter, som selvfølgelig blandt andet afhænger af, hvordan overenskomstforløbet udvikler sig.

Men denne gang afhænger vores muligheder for overhovedet at samle folk fysisk af, hvordan coronasituationen udvikler sig. Hvor mange må vi samle? Og under hvilke betingelser? Hvor meget smitten breder sig på landsplan og lokalt vil have betydning for svaret, ligesom behandlings- og vaccinationsmulighederne.

Reguleringsordningens betydning

Samtidig har coronasituationen stor betydning for fagbevægelsens forhandlingssituation. Den såkaldte reguleringsordning betyder jo, at der er en sammenhæng mellem lønstigningerne på det offentlige og på det private område. Og coronasituationen har gjort, at lønnen er steget mindre end forventet på det private. Hvornår det ændrer sig, afhænger også meget af, hvordan epidemien, behandlings- og vaccinationsmulighederne udvikler sig. Derfor er det svært lige nu at sige nøjagtigt, hvilken situation fagbevægelsens forhandlere vil stå i.

Lønstigninger i kroner

Under alle omstændigheder er FOA Århus' udgangspunkt klart: Vi skal have lønstigninger, og det skal være i kroner og ikke i procenter.

Når offentlige ansatte år efter år får samme lønstigning i procent, så betyder det, at lønforskellen hvert år vokser mellem FOA’s lavtlønnede medlemmer og deres højtlønnede chefer. Hvis alle omvendt får den samme lønstigning i kroner, så vil lønforskellene langsomt begynde at blive mindre, efter de i mange år er blevet større.

Sikret fritid 

Vi skal også have en bedre beskyttelse af fritiden.

Arbejdsgiverne betaler for lidt for at inddrage folks fritid, og derfor sker det alt for ofte. Hvis prisen var højere, ville arbejdsgiverne være mere motiverede for at organisere og planlægge arbejdet bedre. Det kan ikke være meningen, at mange FOA-medlemmer dårligt tør tage deres telefon, når de har fri, fordi de frygter, at det er deres arbejdsgiver, som vil kalde dem på arbejde. Alle har selvfølgelig krav på, at de reelt ved, hvornår de har fri, så de kan planlægge fritidsaktiviteter og samvær med familie og venner.

Medlemmerne stemmer til sidst

Det står også helt klart, at FOA Århus og FOA på landsplan selvfølgelig vil inddrage medlemmerne i overenskomstforløbet på de måder, som nu passer til både corona- og overenskomstsituationen. Det er jeg overbevist om, at den øvrige fagbevægelse naturligvis også vil gøre. Og selv om meget er ukendt og usikkert, så er det jo som sædvanlig til sidst medlemmerne, der skal stemme om den nye overenskomst.