Der skal være parlamentsvalg i Venezuela den 6. december. 

Landets højrekræfter er dybt splittede og organisatorisk atomiseret. Dele af højrefløjen boykotter valget, mens andre dele vil deltage.

Kommunisterne understreger, at partiet ikke trækker sig fra den brede patriotiske og antiimperialistiske alliance.

Venezuelas venstrekræfter bliver delt i to ved dette valg, idet Venezuelas Kommunistiske Parti sammen med andre revolutionære organisationer har valgt at stille op på en selvstændig liste og ikke som tidligere sammen med alliancen omkring præsidenten og regeringspartiet PSUV.

Trods Juan Guaidós boykot er der stor deltagelse i valget. En måling fra juni viser, at 60,7 procent vil afgive deres stemme, og Venezuelas valgmyndighed CNE oplyser, at over 3000 partier og organisationer har stillet kandidater op forud for parlamentsvalget den 6. december. Der er anmeldt 14.400 kandidater, som skal kæmpe om de 277 pladser i den lovgivende nationalforsamling.

Vestens mand boykotter

Venezuelas selvudnævnte præsident siden januar 2019, Juan Guaidó, har meddelt, at han og hans alliance Pacto Unitario ikke deltager i valget. Guaidó er anerkendt som Venezuelas præsident af USA, de fleste EU-lande og en række andre lande – i alt godt 50 lande betragter Juan Guaidó som præsident, herunder den danske regering.

Men en lang række partier på højrefløjen i Venezuela afviser Guaidós holdning og har besluttet at stille kandidater op og deltage i valget. 

Det gælder også særdeles kendte og etablerede politikere, herunder Henrique Capriles, som flere gange har stillet op ved præsidentvalg – i sin tid også mod den tidligere præsident Hugo Chávez.

Af andre kendte politikere, som stiller op, kan nævnes Luis Parra, som i dag er formand for Nationalforsamlingen. Og Stalin Gonzalez, som har arbejdet tæt sammen med Juan Guaidó, samt Henri Falcon, som stillede op mod præsident Maduro ved valget i 2018 og fik 21 procent af stemmerne.

Præsident Nicolas Maduro og det regerende socialistiske parti PSUV har haft lange forhandlinger med højrekræfterne for at bane vejen for disses deltagelse i valget.

Blandt regeringens indrømmelser har blandt andet været præsidentielt amnesti til flere hundrede højrefolk, der var fængslet på grund af anstiftelse af vold, attentater og uro.

Det politiske højre stiller op med fem partier og alliancer, som i dag har omkring 70 medlemmer af den siddende nationalforsamling.

Venstrekræfterne delt i to

Den venstrealliance, som støtter præsident Nicolas Maduro, er i mindretal i Nationalforsamlingen, hvor den råder over 53 mandater.

Og i august måned i år meddelte Venezuelas Kommunistiske Parti, at det sammen med andre revolutionære partier og organisationer har besluttet at stille op på en selvstændig liste ved valget den 6. december. Listens navn er Det Folkelige og Revolutionære Alternativ – APR (Alternativa Popular Revolutionaria).

Partierne i APR har i dag fire pladser i Nationalforsamlingen, mens PSUV og dens alliance har 49.

Venezuelas Kommunistiske Parti (PCV) understreger i en udtalelse, at beslutningen om selvstændig opstilling ved valget og dannelsen af APR ikke er udtryk for "et brud med regeringen under ledelse af Nicolas Maduro, som vi betragter som lovlig og legitim præsident i Den Bolivarianske Republik Venezuela".

Fortsat enhed mod imperialismen

Kommunisterne understreger dertil, at partiet heller ikke trækker sig fra den brede patriotiske og antiimperialistiske alliance, Gran Polo Patriotico (GPPSB), "med hvilken vi er enige om at stå op imod aggression og fjendtlighed fra US-imperialismen og dens europæiske allierede".

Årsagen til, at kommunisterne og syv andre partier og organisationer vælger selvstændig opstilling, er uenighed med det regerende parti PSUV om indenrigspolitikken og den økonomiske politik.

Kommunisterne og APR-alliancen går til valg på en "revolutionær vej ud af krisen", som det hedder i grundlaget fra 13. august.

Kommunistpartiets formand har i et interview med netmediet Venezuelanalysis redegjort for de politiske uenigheder:

– PSUV – ikke partiets medlemmer og støtter, men dets ledelse – tager hastige skridt mod en liberalisering af økonomien for at muliggøre en nyetablering af kapitalismen. Det betyder privatiseringer, opgivelse af kollektive overenskomster og begrænsninger af arbejdernes ret til organisering, samtidig med at mindstelønnen ligger under, hvad der svarer til to US dollars om måneden. Og vi ser, at bønder og landarbejdere, hvis rettigheder til jord, som ikke dyrkes, blev anerkendt under (den tidligere præsident) Chávez – nu tvangsflyttes, og jorden gives til nye og gamle godsejere, forklarer kommunisternes formand Oscar Figuera. 

Præsidenten løb fra løfter

Kommunisternes uenighed med regeringspartiet PSUV er ikke nye, men partiet støttede alligevel Nicolas Maduros genvalg til præsidentposten den 28. februar 2018 – et valg, som han vandt med 68 procent af stemmerne.

For at få kommunisternes støtte havde Maduro og PSUV forud for valget underskrevet løfter om en skrappere politik over for landets store private monopoler, om styrkelse af arbejdernes faglige rettigheder og om at stoppe den igangværende fordrivelse af bønder fra 'besat' jord.

– Men regeringen brød straks efter Maduros genvalg aftalen og fortsatte med en liberal økonomisk politik og en udemokratisk praksis. Det gav os i den nuværende situation to valgmuligheder, konstaterer Oscar Figuera. Enten fortsat at støtte et projekt, som går imod massernes interesser samt vores principper og Chávez' projekt – eller vi kunne opbygge et folkeligt alternativ. Vi har valgt det sidste, fastslår PCV's formand.