Nej, jeg ved godt, at jeg ikke er nogen stor digterspirer med den overskrift. Men det handler heller ikke om digtning, det handler om mennesker med handicaps liv og muligheder for at bidrage til og deltage i samfundslivet. Og her er virkeligheden vigtigere end versefødder.

Vi har for længst besluttet os for, at viden ikke er markedsøkonomisk baseret. Altså undtagen på socialområdet. 

Regeringen har sat gang i en evaluering af det specialiserede socialområde og herunder sat gang i et arbejde med at lave specialeplanlægning på området med inspiration fra sundhedsvæsnet.

Ideen med en specialeplan er, at øvelse gør mester, lige som man kender det fra sygehusene, hvor man jo heller ikke tillader alle sygehuse at udføre alle operationer. Det er dog også klart, at man ikke kan overføre ideen 1:1 fra sundhedsområdet til socialområdet, fordi der på socialområdet ofte er tale om mere individuelle løsninger.

Alligevel er de fleste løsninger baseret på et eller andet fælles udgangspunkt, og dermed bliver specialeplanen en interessant tanke, fordi det så kan medføre, at man kan lave de mere individuelle løsninger ud fra den aktuelt bedst tilgængelige viden og faglighed.

Mange specialiserede tilbud er lukket

Evalueringen er sat i søen, efter at Socialdemokratiet i valgkampen lavede et handicapudspil, hvori specialeplanlægning indgår, og efter at partierne bag regeringen i finansloven for 2020 aftalte, at evalueringen skulle i gang i løbet af i år.

Når det i det hele taget er kommet hertil, skyldes det de mange, mange eksempler på manglende retssikkerhed, som borgere med handicap og deres familier har oplevet igennem de seneste 10 år.

Retssikkerheden har lidt et stort knæk ved afspecialiseringen, der fulgte efter kommunalreformens ikrafttræden i 2007.

Tidligere amtslige tilbud er enten lukket eller blevet regionaliseret og kommunaliseret med så brede målgrupper, at det har været svært eller umuligt at opretholde faglighed og viden.

Det har betydet, at borgere med handicap og deres familier har stået magtesløse over for mere eller mindre fagligt baserede kommunale afgørelser, og det har rokket grundlæggende ved retssikkerheden på socialområdet.

Banale slagord

Siden 2007 har mantraet været, at viden ikke bor i mursten, men i netværk, og at man kan arbejde efter efterspørgselsbaseret viden. Det er banale slagord, som ikke har bund i virkeligheden.

Viden og faglighed bor ganske rigtigt ikke i mursten, men inde i de rum, murstenene omkranser. Det er mennesker, der opbygger en viden, og sammen med andre mennesker udvikler den viden og de ideer, man har fået.

Det er også i de rum, viden sikres til andre medarbejdere, så viden ikke er afhængig af enkeltpersoner, og om de nu er stoppet med at arbejde.

At påstå, at viden kan eksistere i netværk og ikke inden for mure, svarer til at påstå, at alle laboratorier på universiteter eller alle vidensbaserede uddannelser i det hele taget ikke behøver at have fælles bygninger. Det er der vist ingen, der tror på, altså undtagen på socialområdet.

Efterspørgselsbaseret viden lyder besnærende og rigtigt. Man får viden om det, der er efterspørgsel på at få viden om ude hos de kommunale sagsbehandlere.

Men det betyder så modsætningsvist også, at man ikke behøver at have viden om andet end det, der er efterspørgsel på. Og det betyder så videre, at hvis der kommer en efterspørgsel om viden på et område, som der ikke har været efterspørgsel på i lang tid, ja så findes den viden ikke mere, for den er sparet væk til fordel for de områder, der har været efterspørgsel på.

Vi har for længst besluttet os for, at viden ikke er markedsøkonomisk baseret, fordi vi støtter forskning og vidensopsamling også på områder, hvor der ikke er udsigt til efterspørgsel. Altså undtagen på socialområdet. Her lader vi som om, viden vokser op ad jorden helt af sig selv og kan høstes, når vi har brug for den.

Opgør med fejltagelser

Alle de seneste 13 års fejltagelser håber og regner jeg med, at vi kan gøre op med ved evalueringen af det specialiserede socialområde og ved indførelse af specialeplanlægning på socialområdet.

Socialområdet er ikke anderledes end sundhedsområdet eller undervisningsområdet. Viden og faglighed kommer ved, at man øver sig på at løse komplicerede problemer og beskriver løsningerne for andre.

Det kræver sikkerhed for finansiering af videns- og fagpersoner og mursten, disse mennesker kan arbejde inden for sammen med andre videns- og fagpersoner.

Og når vi igen har ordentlig viden og faglighed på socialområdet, vil det betyde bedre retssikkerhed. For så træffes kommunale afgørelser (eller hvor myndighedsansvaret nu er placeret) på det bedst mulige vidensfaste grundlag.

Og afgørelsernes indhold, den hjælp borgere med handicap og deres familier får, er det indhold, som den aktuelt bedste viden og faglighed kan byde på. Til gavn for borgere og familier og til gavn for samfundet.