24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opsang til forsvarsministre og agenter

Blogs

Bjørn Elmquist
Advokat og formand for Retspolitisk Forening.
Advokat, journalist og tidligere medlem af Folketinget. Formand for Retspolitisk Forening og talsmand for PET-komitéen. Tidligere medlem af Folketinget for Venstre og siden Radikale Venstre. Tidligere bestyrelsesformand for Amnesty International Danmark.
Blogindlæg af Bjørn Elmquist
ons. 07. apr - 2021
søn. 08. nov - 2020
ons. 27. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 19. september, 2020, 08:28:01

Opsang til forsvarsministre og agenter

Danmark skal have en kontrolkonstruktion i forhold til de ”hemmelige tjenester”, der svarer til det, man har i andre beslægtede lande.

Pressemeddelelsen for nogle uger siden fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) vakte voldsomt røre. Helt berettiget, for heldigvis er det ikke hverdagskost, at en af landets efterretningstjenester som her Forsvarets Ef-terretningstjeneste (FE) beskyldes fra officielt hold for at bryde loven.

Forsvarsministeren fulgte op med hjemsendelse af nu i alt 5 topfolk, blandt andre den nuværende FE-chef og hans forgænger, som var blevet departementschef i Forsvarsministeriet og nu var på vej til ambassadørposten i Berlin. Alle 5 blev ganske enkelt fjernet fra deres kontorer og fritaget for tjeneste. Forsvarsministeren, der allerede har problemer med bestikkelsessager med videre i ministeriets Ejendomsstyrelse og nepotisme i Hærens top, annoncerede en tilbundsgående undersøgelse af FE.

Flere medier mener at vide, beskyldningerne mod FE har at gøre med et samarbejde med den amerikanske spionorganisation NSA, som via et fiberkabel på dansk territorium har fået adgang uden dommerkendelse til blandt andet danske statsborgeres teletrafik. Om der rent faktisk foreligger den slags ulovligheder, vides i skrivende stund ikke med sikkerhed, men i sin iver efter at hænge den siddende forsvarsminister ud for illoyal optræden over for ”Danmarks bedste ven og allierede” USA kom en af hendes ministerforgængere fra partiet Venstre til at afsløre så fortrolige detaljer, at det måske kan skaffe ham en straffesag på halsen.

Mistanken om den slags ulovligheder er i øvrigt ikke ny. Faktisk var noget af det samme fremme for et par år siden i en årsrapport fra TET, som førte til, at det var noget, Forsvarsministeriet skulle se nærmere på.

Med hensyn til det videre forløb nu er der al mulig grund til at være opmærksom. I en noget tilsvarende situation for 4 år siden, hvor TET havde gjort opmærksom på, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) overtrådte lovbestemmelserne om sletning af visse registrerede persondata om borgere, foreslog den daværende Venstre-ledede regering simpelthen at ændre loven, så det ulovlige blev lovligt, også bagudrettet, det vil sige med tilbagevirkende kraft. Trods advarsler, blandt andre fra os i Retspolitisk Forening, blev forslaget vedtaget.

Den slags efterfølgende legitimering af ulovligheder med tilbagevirkende kraft vil vi og forhåbentlig andre gode kræfter fortsat arbejde for, at det så heller ikke må ske igen. At se statslige myndigheder med fuldt forsæt igen og igen lade hånt om lovkrav og slippe afsted med det er demoraliserende og ødelæggende for demokratiet.

I stedet bør TET og også Folketingets Kontroludvalg have større beføjelser og reel mulighed for indbyrdes samarbejde, så Kontroludvalget ikke bare fortsætter som en ”blindtarm” uden nytte eller effekt i demokratisk henseende.

Danmark skal have en kontrolkonstruktion i forhold til de ”hemmelige tjenester”, der svarer til det, man har i andre beslægtede lande.