11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA's rigeste støtter både Trumps og Bidens valgkamp

Dyreste valgkamp nogensinde

USA's rigeste støtter både Trumps og Bidens valgkamp

USA's milliardærer har givet store beløb til henholdsvis Joe Bidens og Donald Trumps valgkampagner. Valget bliver det dyreste nogensinde med en pris på 11 milliarder dollars.

Donald Trump og Joe Biden (til højre) mødte hinanden under en TV-duel 29. september. De får begge støtte fra USA's rigeste.
FOTO: Mcnamee/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

USA's stenrige oligarker og trofaste venner af det zionistiske Israel topper listen over personer, der donerer millioner af dollars til både Republikanerne og Demokraterne op til præsident- og kongresvalget den 3. november.

131 milliardærer støtter Joe Bidens kandidatur, mens 99 milliardærer støtter Trump.

Valget bliver det dyreste nogensinde med en pris på 11 milliarder dollars eller næsten 70 milliarder kroner, viser en opgørelse fra NGO'en Open Secrets.

Dermed er prisen næsten fordoblet i forhold til 2016, hvor valget kostede 6,5 milliarder dollars eller 41 milliarder kroner.

Ifølge finansmagasinet Forbes støtter 131 milliardærer Joe Bidens kandidatur, mens 99 milliardærer støtter Trump, viser en opgørelse fra 8. august.

Rige amerikanske statsborgere med et tæt forhold til det zionistiske Israel donerer de største beløb til Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden.

Det viser tal fra den amerikanske NGO Center for Responsive Politics, der med sin database Open Secrets sporer pengestrømmene i amerikansk politik.

Open Secrets har oplistet de 100 største donorer til begge partier under 2020-valgkampagnen. Blandt de 25 største befinder sig 15 personer eller ægtepar, der stærkt støtter Israel.

119 millioner dollars fra finans- og mediemogul

Michael Bloomberg er den absolutte topscorer i at give penge til Joe Biden. Bloomberg ligger som nummer 18 på Forbes' liste over verdens rigeste med en formue på 54,9 milliarder dollars.

Han har tjent sin formue i finanssektoren og finansselskabet Bloomberg LP, der også står bag et netmedie samt en radio- og TV-station. Han var borgmester i New York fra 2002 til 2013 i de to første perioder for Det Republikanske Parti, i den sidste som uafhængig.

Bloomberg, der er en varm tilhænger af Israel, har givet Det Demokratiske Parti 19,3 millioner dollars og erklærer nu, at han agter at bruge 100 millioner dollars på at sikre, at Joe Biden vinder svingstaten Florida, som Trump vandt i 2016.

Tom Steyer, der har tjent sin formue på en kapitalfond, har givet 54 millioner dollars til Demokraterne og blot 35 dollars til Republikanerne. Steyer anbefaler at stemme på Joe Biden og indsamler penge til ham, skriver netportalen Information Clearing House.

En anden stor donor er Donald Sussman, også direktør i en kapitalfond, der har givet 22,3 millioner dollars til Demokraterne, men blot 5600 dollars til Republikanerne. Han er kendt for sine nære bånd til den tidligere præsident Bill Clinton og familie.

Han støtter også varmt Israel og er næstformand og æresdoktor for det israelske forskningsuniversitet Weizmann Institute of Science.

>> LÆS OGSÅ: Joe Biden og Kamala Harris lover Israel betingelsesløs støtte

Trump-støtter for Israel

Også Donald Trump har konsekvent støttet Israel ved blandt andet at flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og sin åbenlyse proisraelske fredsplan for Mellemøsten.

Det har udløst støtte fra amerikanske rigmænd med prozionistiske synspunkter. Eksempelvis giver boligspekulanten Stephen Schwarzman og hans hustru Christine 28,4 millioner dollars til Republikanere og 8400 dollars til Demokraterne. Stephen Schwarzman er administrerende direktør for den berygtede kapitalfond Blackstone, som også har opkøbt boliger i Danmark.

Stephen Schwarzman har tidligere været formand for et udvalg, som skulle rådgive Donald Trump om erhvervspolitik.

Lobbyister giver millioner

Desuden støtter de proisraelske lobbyister Sheldon og Miriam Adelson Republikanerne med 28 millioner dollars. Parret, der ejer flere kasinoer i Las Vegas, fik i 2016 snesevis af proisraelske donorer til at bidrage til Donald Trumps valgsejr med store donationer.

Adelson har senest lovet 20-50 millioner dollars ekstra til Republikanerne for at give Trump fire år mere i Det Hvide Hus, melder TV-stationen CNBC.

Adelson ejer det israelske dagblad Israel Hayom og er en nøglefigur i det israelsk-amerikanske råd (IAC), der er en politisk lobbygruppe i USA, som især modarbejder en tostatsløsning i Palæstina.

Ejerne af byggemarkedskæden The Home Depot, Bernard og Billi Wilma Marcus, har givet 9,7 millioner dollars til Republikanere. Parret har tidligere doneret 20 millioner dollars, så udgifterne til ungdomsrejser til Israel gennem det jødiske uddannelsesprojekt ikke blev så dyre.

>> LÆS OGSÅ: Trumps skattepolitik gavner de rigeste i USA

Marcus støtter også den højreekstreme Laura Loomer i Florida, som stiller op til Repræsentanternes Hus for Republikanerne. Hun kalder sig selv for en "stolt islamofob" og har sammenlignet Demokrater med nazister. Trump støtter i øvrigt også helhjertet Loomer, da han har hjemadresse i hendes valgdistrikt.

Soros støtter Joe Biden

Open Secrets-listen slutter med at nævne George Soros, der har doneret 8,2 millioner dollars til Demokraterne. Den ungarskfødte investor med visioner om en "helt fri markedsøkonomi" bidrog med rekordstore 27 millioner dollars for at afsætte Republikanernes George W. Bush i 2004.

Soros har via sin fond Open Society Foundation finansieret hundredvis af NGO'er i snesevis af lande i verden for at fremme sine prokapitalistiske synspunkter, skriver Information Clearing House.

Biden fører med donationer

Ifølge Open Secret har erhvervslivet skænket Demokraterne mest, nemlig 1,12 milliarder dollars sammenlignet med 990,5 millioner dollars til Republikanerne.

Fagbevægelsen har doneret mest til Demokraterne – 44,5 millioner dollars, sammenlignet med 7,7 millioner dollars til Republikanerne. Når det gælder de to præsidentkandidater, er forskellen i fagbevægelsens donationer også markant.

Fagforeningerne har ifølge Open Secret støttet Joe Bidens valgkamp med over 12 millioner, mens Trump kun er blevet støttet med 168.364 dollars.

Ved udgangen af september 2020 havde Donald Trump via små donationer på under 200 dollars modtaget 229,5 millioner dollars sammenlignet med Joe Bidens 139 millioner dollars.

Demokraterne fører i det samlede kapløb om den procentvise andel af alle donationer – nemlig 54 procent – mod Republikanernes 39 procent.

Ifølge forbes.com får Trump især økonomisk støtte fra olie- og gasindustrien og casinobranchen.

Joe Biden får især støtte fra finanssektoren, advokatbranchen og techindustrien.

>> LÆS OGSÅ: Trump sænker skat for velhavere

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. okt. 2020 - 06:45   12. okt. 2020 - 06:46

USA

ah@arbejderen.dk
USA-valg 2020

3. november var der valg til præsident-, kongres- og lokalvalg i USA.

  • Valget står om 538 valgmænd, der skal udpege den kommende præsident.
  • Den kandidat, der sikrer sig mindst 270 valgmænd, bliver valgt til præsident.
  • Den kandidat, der vinder en delstat, får alle valgmændene hér.
  • Kongresvalget gælder både Repræsentanternes Hus (hvor Demokraterne har flertal) og Senatet (hvor Republikanerne har flertal).
  • I delstaterne skal der vælges guvernører og medlemmer af delstaternes kongresser.
  • Hovedkombattanterne til præsidentposten er Donald Trump (Republikanerne) og Joe Biden (Demokraterne).
  • Vicepræsidentkandidater er Mike Pence (R) og Kamala Harris (D).

23 partier og enkeltpersoner stillede op:

  • Af mindre partier ser kun Det Grønne Parti og Libertarians ud til at kunne samle valgmænd.
  • Også Gloria La Riva fra Party for Socialism and Liberation stiller op til præsidentvalget.
  • I de fleste delstater kan man stemme som 17-årig.
  • I 19 stater skal man dog være fyldt 18 år.

​Få stemmer

  • Stemmeprocenten til præsidentvalget lå i 2016 på 58,1 procent.
  • Stemmeprocenten har de seneste 50 år svinget mellem 63,1 procent (1960) og 49,1 procent (1996).
  • Ved midtvejsvalg til Kongressen, midt i en præsidentperiode, er stemmeprocenten nede på mellem 36 og 48 procent. I 2018 lå den 49 procent.

Kilder: CNN, Washington Post