Det gentager sig igen og igen i de sene efterårsmåneder, når de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere forbereder sig på at skulle sætte sig til forhandlingsbordet for at aftale løn- og ansættelsesvilkår for de næste år.

De private arbejdsgiveres kamp mod de offentligt ansattes løn- og ansættelsesvilkår handler i bund og grund om muligheden for at kunne tjene mere på flere velfærdsydelser.

Traditionelt er det Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der fremlægger analyser, undersøgelser eller rapporter, der viser, hvor meget den arbejdsgiverbetalte frokostpause i den offentlige sektor koster.

I 2010 var det dog Danske Bank, som for dagbladet Børsen satte sig til regnemaskinen og nåede frem til, at hvis halvdelen af de offentligt ansatte betalte frokostpausen selv og dermed arbejdede en halv time mere om dagen, ville det kunne spare dét, der svarede til godt 27.000 fuldtidsstillinger.

Den gang valgte FOA, at prøve at få de offentlige arbejdsgivere til at ytre sig ved at samle handsken op og svare, at “hvis arbejdsgiverne er parat til at smide penge på bordet, så lad os sætte os ned og snakke om det. Jeg vil ikke afvise det. Nogle af vores faggrupper er så pressede, at de måske hellere vil betale deres frokost end stå til rådighed hele arbejdsdagen uden pauser”. 

Den snak blev dog aldrig til noget. Som forventet havde hverken de statslige, kommunale eller regionale arbejdsgivere noget ønske om at snakke om betaling for afgivelse af pausen, og arbejdsgiverne rejste derfor ikke kravet ved OK 11.

Dyrt at afskaffe betalt frokost

Og så er vi i virkeligheden inde ved kernen i pause-debatten.

Skal de offentligt ansatte købes ud af frokostpausen, ligger markedsprisen på en lønforhøjelse i omegnen af syv procent. Der er med andre ord rigtig mange penge på spil i den debat. Men omkostningen vil reelt være væsentligt højere. Arbejdsgiverne skal nemlig samtidig på de centrale velfærdsområder i gang med at øge bemandingerne.

Frokostpause for grupper, der arbejder med mennesker, er nemlig typisk formuleret som retten til en pause af under en halv times varighed, hvor den ansatte må være indstillet på at stå til rådighed for arbejdsgiveren.

Og de forskellige forbunds medlemsundersøgelser viser samstemmende, at den tid, hvor den ansatte holder uforstyrret pause bliver kortere og kortere, mens afbrydelserne og indlagte arbejdsopgaver i pauserne bliver flere og flere.

Skal de ansatte selv betale frokostpausen, vil det i sagens natur skulle være en uforstyrret pause. Og en uforstyrret pause kræver naturligvis ekstra mandskabsmæssige ressourcer i arbejdet med mennesker og relationer. Tænk blot tanken om den enlige nattevagt på plejehjemmet, som kører hjem og spiser, eller dagplejeren, der tager i Netto i frokostpausen.

De offentlige arbejdsgivere vil ikke betale prisen, fordi de ved fra den praktiske arbejdstilrettelæggelse, at det ville koste spidsen af en hel eskadrille jetjagere.

Da Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti i valgoplægget “Fair Løsning” lagde op til at øge det såkaldte arbejdsudbud ved at øge den ugentlige arbejdstid, blev de offentligt ansattes frokostpause igen bragt på banen sammen med helligdage og den sjette ferieuge. Denne gang var initiativet igen tilbage hos DA. 

For de private arbejdsgivere var det ikke nok, at de berømte 12 minutter mere på arbejdspladsen for de offentligt ansatte ville betyde mellem 25.000 og 40.000 nedlagte stillinger. Oveni skulle der også nedlægges tusindvis af stillinger ved afskaffelse af den arbejdsgiverbetalte frokostpause.

Det lykkedes dog SRSF-regeringen at forkludre den efterfølgende trepartsforhandling i 2012 om mere arbejdstid så grundigt, at Fair Løsning faldt fra hinanden. 

Nyt forsøg fra DA

I 2014 gjorde DA et nyt forsøg på at påvirke de offentlige overenskomstforhandlinger med en større analyse om forskellen på betalt fravær i den private sektor og i den offentlige sektor. 

Men heller ikke denne gang lykkedes det DA at presse de offentlige arbejdsgivere til at rejse krav om afskaffelse af den arbejdsgiverbetalte pause.

Det mål kom dog betydeligt nærmere forud for OK-18 i den offentlige sektor, da DA gik på banen med en analyse, der viste, at der kunne nedlægges 46.000 jobs, hvis de offentligt ansatte selv betalte frokostpausen og dermed arbejdede en halv time mere om dagen.

Og at bruttonationalproduktet ville stige med 35 milliarder, hvis de 46.000 afskedigede fra den offentlige sektor efterfølgende kom i beskæftigelse på det private arbejdsmarked.

Denne gang gav det pote for regnedrengene i DA. Bolden blev nemlig samlet op af budgetbisserne i statens Moderniseringsstyrelse, som igangsatte den mest tåbelige manøvre, jeg i min tid har oplevet.

Midt i at begge overenskomstparter var i gang med at formulere deres krav til de forestående forhandlinger, gik Moderniseringsstyrelsen i “Frokostpausens Tegn” i efteråret 2017 ud med med en melding til de statslige institutioner om, at de statsansattes arbejdsgiverbetalte frokostpause ikke var en overenskomstmæssig ret, men derimod en såkaldte kutyme, der ville kunne opsiges med et kort varsel. 

Og helt naturligt svarede de statsansatte igen med et massivt overenskomstkrav om at sikre frokostpausen ved at få retten til løn under pausen indskrevet i overenskomsterne.

Og frokostpausen blev en del af den solidaritetspagt, som bar OK-18 igennem til succes for lønmodtagerne.

Moderniseringsstyrelsen måtte i den sidste ende på knæ og acceptere at fjerne enhver tvivl ved at gøre retten til arbejdsgiverbetalt frokost til en del af de statsansattes overenskomster.

Moderniseringsstyrelsen lagde med andre ord fra kaj med det provokerende budskab, at de enkelte institutioner selv kunne afskaffe den arbejdsgiverbetalte frokostpause, og endte med at gøre den betalte pause til en umistelig ret i overenskomsterne.

Efter det dramatiske overenskomstforløb i 2018, hvor frokostpausen for alvor kom i fokus, er det spændende, om DA endnu engang vil blande sig i de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger med kravet om den betalte frokostpauses afskaffelse.

Logikken halter

Eller om sporene fra den statslige fiasko ved OK-18 skræmmer så meget, at DA denne gang vælger at gå i flyverskjul her i “Frokostpausens Tegn”, og for en gangs skyld lade offentlige arbejdsgivere og fagforeninger forhandle de offentlige overenskomster i fred.

Logikken vil tilsige det sidste, men de private arbejdsgivere lader sig ikke altid skræmme af almindelig logik.

Når de private arbejdsgivere eksempelvis kan argumentere overfor skiftende regeringer om behovet for at øge betalingen til private leverandører af ældrepleje og samtidig tilskrive alle kommuner om, hvor meget de kan spare på ældreplejen ved at overlade flere velfærdsopgaver til private firmaer, så er det ikke ligefrem logikken, der står og funkler.

Eller når arbejdsgiverorganisationer indgår overenskomster for privat ældrepleje på samme omkostningsniveau som offentlig ældrepleje, og bagefter argumenterer for, at de ansatte i ældreplejen bør være timelønnede og ikke månedslønnede med samme lønniveau som kassemedarbejdere i supermarkeder og uden funktionærrettigheder og uden arbejdsgiverbetalt frokostpause, så er logikken tilsvarende svær at få øje på.

Hænger det sammen? Nej, overhovedet ikke, men velfærd og profit hænger ikke sammen.

De private arbejdsgiveres mangeårige kamp mod de offentligt ansattes løn- og ansættelsesvilkår handler i bund og grund om muligheden for at kunne tjene mere på flere velfærdsydelser. Om profit på velfærd.