Hvis ikke indsatsen bliver omlagt, vil EU først opnå ligeløn mellem køn i år 2104, viser forskning fra Forbundet for Europæiske Fagforeninger (ETUC).

Det handler ikke kun om, at vi skal have lige løn for lige arbejde. Vi skal også have lige løn for arbejde af samme værdi.
Pia Nielsen, FOA

ETUC oplyser, at de fleste EU-lande er langt fra målet om ligeløn, og at uligheden i flere lande fortsætter med at stige. Der er kun tre medlemslande, hvor kvinder har udsigt til ligeløn i dette årti.

Mellem 2010 og 2018 er EU-landenes gennemsnitlige lønforskel faldet med én procent – og det er med den hastighed, at EU først vil opnå ligeløn i år 2104, vurderer ETUC.

Lønforskellen stammer fra "en kedelig fortid med et hæsligt kvindesyn", siger Pia Nielsen, der er formand for kost- og servicesektoren hos fagforbundet FOA. Hun mener, at lønforskellen fortsat vil have negative konsekvenser for kvindedominerede fag og for samfundet som helhed.

– I forvejen kæmper FOA indædt for at få løftet lavtlønsfagene, som i høj grad også er de kvindedominerede fag, fortæller Pia Nielsen til Arbejderen.

Lønforskellen stiger i ni lande

I EU's medlemslande er der mellem mænd og kvinder en lønforskel på 15 procent, hvilket betyder, at kvinder i gennemsnit tjener 15 procent mindre i timen end mænd.

ETUC's forskning viser, at kvinder i ni af EU's medlemslande fortsat oplever en stigning i uligheden.

De ni lande, hvor lønforskellen mellem køn vokser, er Bulgarien, Irland, Kroatien, Letland, Litauen, Malta, Polen, Portugal og Slovenien.

Slovenien, der blev medlem af EU i 2004, havde ellers EU's laveste lønforskel i 2010. Dengang var lønforskellen på under én procent, men i 2018 havde uligheden vokset sig over otte gange så stor og lå på 8,7 procent.

Et lignende mønster ses i Polen, der også blev medlem af EU i 2004. Lønforskellen mellem polske mænd og kvinder lå i 2010 på 4,5 procent, men er sidenhen næsten blevet fordoblet til 8,8 procent.

Lange udsigter i 15 lande

Selvom lønforskellen mellem kvinder og mænd trods alt er faldet i de resterende EU-lande, er der lange udsigter til ligeløn i 15 af medlemslandene.

Ifølge ETUC falder lønforskellen i Frankrig med så langsom en hastighed, at franske kvinder må vente over tusind år på ligeløn. Beregningen bygges på, at lønforskellen siden 2010 er faldet med 0,1 procent, så at kvinder i 2018 havde en timeløn på 15,5 procent mindre end mænds.

Kvinder i Tyskland er dem, der oplever den næststørste lønforskel i EU. Tyske mænd havde i 2018 en løn, der var over 20 procent højere end deres kvindelige medborgere. Lønforskellen er siden 2010 faldet med 2,4 procent, og med den hastighed vil uligheden først være tilintetgjort i 2121.

Også i Danmark vil der med den nuværende indsats gå flere årtier, før kvinder tjener den samme løn som mænd. I 2010 tjente danske mænd over 17 procent mere end danske kvinder. Forskellen var i 2018 faldet med 2,6 procent og beregnes derfor tilintetgjort i 2061.

Ifølge ETUC's forskning vil 12 lande i EU opnå ligeløn før Danmark.

Kun tre lande opnår ligeløn i dette årti

Selvom lønforskellen mellem køn falder i 18 ud af EU's 27 medlemslande, er det kun Belgien, Luxembourg og Rumænien, der med den nuværende indsats vil opnå ligeløn indenfor de næste ti år.

Rumænien er det land i EU, der i 2018 havde den laveste lønforskel – på 3 procent. Lønforskellen er mellem 2010 og 2018 faldet med en sådan hastighed, at Rumænien vil kunne opnå ligeløn indenfor to år. Men ifølge ETUC hænger Rumæniens relativt lave lønforskel sammen med "uacceptable lave lønninger for kvinder og mænd".

Ifølge handelsplatformen Trading Economics svarer gennemsnitslønnen i Rumænien til omkring 8000 kroner i måneden.

Anderledes ser det dog ud for Luxembourg, der med den nuværende indsats vil opnå ligeløn i 2027, og Belgien, der er på kurs mod at tilintetgøre lønforskellen mellem køn året efter – i 2028.

Gennemsnitslønnen i Luxembourg ligger nemlig på, hvad der svarer til 39.000 kroner om måneden, mens Belgiens månedlige gennemsnitsløn ligger på omkring 27.000 kroner.

Indenfor EU er det altså kun kvinder i Luxembourg og Belgien, der kan se frem til en lige og samtidig relativt høj løn i dette årti.

"Beskæmmende og ironisk"

Sektorformanden hos FOA Pia Nielsen stiller sig kritisk overfor, at Danmark er blandt de lande, hvor kvinder må vente over 40 år på at opnå ligeløn. 

– Forskningen dokumenterer et problem, som for længst burde være udryddet, siger hun.

– Det er beskæmmende og ironisk i en tid, hvor vi som samfund diskuterer, hvor vigtigt det er at bekæmpe sexisme, at uligheden mellem mænd og kvinder så står lige der i tørre tal, sort på hvidt, hver gang folk får deres lønsedler, siger Pia Nielsen.

Hun fortæller, at lønforskellen stammer fra en tid, hvor kvinden kun var i lønarbejde, hvis manden tillod det. Kvindens rolle var at passe hjem og børn, og hvis kvinden endelig arbejdede, blev det anset som "en biindtægt til mandens".

Tendensen fortsætter

– I takt med at velfærdsstaten blev opbygget, tog kvinderne arbejde, som lignede det, de udførte i hjemmet, for eksempel sygehjælpere eller barneplejersker. Det blev ikke regnet for noget særligt, oplyser sektorformanden.

Da tjenestemandsreformen i 1969 skulle placere offentligt ansatte i forskellige løntrin, kom de kvindedominerede fag derfor til at ligge lavt på listen. De fag, der dengang var kvindedominerede, er det stadig i dag.

Ifølge Kvinfos journalist Mette Myrup udgør kvinder 93 procent af de studerende på uddannelser til sygeplejerske, og på jordemoderstudiet udgør kvinder 100 procent.

Derfor er det mærkbart, at gennemsnitslønnen i Danmark ligger på over 43.000 kroner om måneden, når sygeplejersker i gennemsnit tjener omkring 29.000 og jordmødre omkring 30.000 kroner i måneden.

– Så det handler ikke kun om, at vi skal have lige løn for lige arbejde. Vi skal også have lige løn for arbejde af samme værdi, mener Pia.

>>LÆS OGSÅ: Lønnens størrelse afhænger af andel af kvinder i faget

Et ulige samfund

Ifølge sektorfomanden hos FOA fører lønforskellen mellem mænd og kvinder til flere negative konsekvenser for samfundet.

– For den enkelte kvinde eller den, der arbejder i et kvindedomineret fag, betyder det, at de er fastholdt i et mønster, hvor de får en lavere livsindkomst og lavere pension, siger Pia Nielsen.

Men ifølge sektorformanden er det ikke kun arbejdere i kvindedominerede fag, der lider under lønforskellen. At kvindedominerede fag ikke er lønmæssigt attraktive kan nemlig få betydning for samfundet som helhed. For samfundets børn og ældre betyder det, at vi har svært ved at trække folk til de vigtige velfærdsfag.

– For det er svært at rekruttere eksempelvis social- og sundhedsassistenter til plejecentrene eller pædagogisk personale til vores dagtilbud, hvis man ikke vil anerkende dem med en højere løn, forklarer Pia Nielsen.

Samtidig mener sektorformanden, at lønforskellen har betydning for, "om vi som samfund kan se og selv i øjnene".

– Den praksis, vi har, stemmer i hvert fald ikke overens med den historie, vi fortæller os selv om, at vi er et lige samfund, fortsætter hun.

Kamp mod lønforskel

For at vi som samfund kan se os selv i øjnene, kæmper fagforbundet FOA på flere fronter for at tilintetgøre lønforskellen mellem køn. FOA vil blandt andet ændre, hvordan der forhandles løn i offentlige overenskomster.

– For som det er nu, hvor beløbet gives i procenter, bliver man ved med år for år at øge afstanden mellem højt- og lavtlønnet, hvilket især rammer de lavtlønnede, kvindedominerede fag. Fremover bør man ligesom på det private område aftale lønstigninger i kroner og øre, siger Pia.

Desuden kæmper FOA "indædt" for generelle lønstigninger i lavtlønsfagene, der i mange tilfælde også er kvindefag.

– Det gør vi i det daglige sammen med vores dygtige tillidsrepræsentanter, når vi går efter at få større del i de lokale lønmidler, fortæller sektorformanden.

Pia Nielsen peger på overenskomstforhandlingerne for det offentige område i 2018, hvor FOA i samarbejde med en række andre faglige organisationer fik øremærket en ligelønspulje. 

Ligelønspuljen blev oprettet af Forhandlingsfællesskabet, hvor FOA-valgruppen spiller en central rolle. Fællesskabet har til formål at repræsentere offentligt ansatte i forhandlinger med arbejdsgivere om løn- og arbejdsvilkår.

I 2018 oprettede Forhandlingsfællesskabets medlemmer en ligelønspulje på 85 millioner til kommunerne og 25 millioner kroner til regionerne med henblik på at fordele dem til de kvindedominerede fag.

– Men politikerne på Christiansborg bør også hjælpe med at løfte de kvindedominerede fag. Ellers vil der gå alt for mange år, før vi opnår ligeløn, slutter Pia Nielsen.