I det forgangne år er sexisme og sexchikane for alvor kommet på dagsordenen i Danmark. Fra den ene branche efter den anden har det flydt med personlige beretninger om krænkelser i blandt andet medierne, politik, skuespilbranchen, sundhedsvæsenet og mange flere.

Tabuisering og tavshed har været normen i sager om sexisme og seksuelle krænkelser, og vi er stadig ikke kommet helt fri af dyndet.

Vidnesbyrd, der i de fleste tilfælde ikke har været fremme i lyset tidligere, som tager deres udgangspunkt i arbejdspladser eller organisationsarbejde, og som altovervejende har drejet sig om overgreb begået af ledere eller folk med magt. Naturligvis er der forskel på sexisme (nedladende behandling baseret på køn) og deciderede seksulle krænkelser (overgreb). Men skalaen er glidende, og det ene er forudsætningen for det andet.

TV2

Det er utrolig positivt, at så mange fandt modet til at tage bladet fra munden i 2020. Tabuisering og tavshed har ellers været normen i den slags sager, og vi er stadig ikke kommet helt fri af dyndet. Se bare på TV2, som så klædeligt ville undersøge sig selv som arbejdsplads i en kritisk dokumentar, men her for nylig fik kolde fødder og skrinlagde projektet, da virkeligheden blev for fæl. Det er positivt med den gode vilje, men den skal tilsyneladende også være stålsat, hvis den skal holde hele vejen.

Med lidt forsinkelse er det desværre også blevet tydeligt, hvorfor mange indtil nu har valgt tavsheden frem for at sige fra, når de blev udsat for seksuelle krænkelser.

Skyder skylden på offeret

På både sociale medier og i den offentlige debat har det vrimlet med kommentarer om, hvorvidt en krænkelse nu var anmeldt rettidigt, og om mange af sagerne nu ikke bare var banaliteter, flirt eller komplimenter. En hel del "vidste" også bare, at de krænkede udelukkende var ude efter magt og opmærksomhed.

Denne ondsindede og massive victim blaming (hvor man skyder skylden på offeret) er mange meget modige kvinder blevet mødt med. Med sådan en modtagelse forstår man jo godt, hvorfor mange ikke "bare lige" siger fra, når en leder eller autoritet fra egen arbejdsplads eller organisation overskrider grænserne for anstændig adfærd.

Et fælles ansvar at sige fra

Derfor er løsningen på hele problematikken heller ikke kun et spørgsmål om, at nogle enkelte lige skal huske at opføre sig ordentligt. Vi skal allesammen sige fra over for de ting, vi godt ved sker, også når de ikke lige rammer os selv. Vi skal sige fra, når vi oplever, at andre bliver udsat for dem. Og vi skal sige fra, når de modige, der står frem, bliver mistænkeliggjort, nedgjort eller affærdiget.

For vi betaler alle prisen for sexisme. Arbejdet for et sundt og udviklende arbejdsmiljø og for bedre løn- og arbejdsvilkår forudsætter, at vi alle ses som ligeværdige og værdifulde for arbejdspladsen. Ligesom vi har lært, at stress og mobning aldrig er den ramtes eget ansvar, så skal vi også lære, at opgøret med krænkelser og sexisme er et fælles ansvar.