Der var lettelse blandt danske og europæiske politikere, da Joe Biden blev indsat som USA's præsident den 20. januar. Angiveligt skulle vi nu være på vej mod lyse og værdige dage. Tilbage til dengang, transatlantisk solidaritet og NATO var det grundmurede og stabile bolværk mod først og fremmest Sovjetunionen. Det var en tryg verden med vante fjendebilleder, sådan oplever mange det i hvert fald.

Vi skal i Danmark sandsynligvis igen til at forholde os til alle mulige interventionskrige.

Det forsvandt med Sovjetunionens sammenbrud. Men efter de forvirrede 90'ere, hvor Rusland accepterede hvad som helst, USA fandt på, så blev det en smule mere hverdag, da Putin afløste den fallerede og alkoholiserede Jeltsin.

Rusland satte hælene i, viste, at de havde deres egen dagsorden og ikke accepterede hvad som helst – til USA's store fortrydelse. Alligevel har alle USA's præsidenter i dette århundrede, når de tiltrådte, erklæret en slags ”reset”-politik for at forbedre forholdet mellem USA og Rusland.

Joe Biden er den første i dette århundrede, der endnu ikke har gjort det. Måske er det ikke så mærkeligt al den stund, at Demokraterne i de fire år under Trump næsten ikke har lavet andet end at lede efter beviser for russisk indblanding i præsidentvalget i 2016. Beviser som hidtil ikke er fremlagt og derfor næppe eksisterer, i hvert fald ikke i et omfang der kan afgøre et amerikansk præsidentvalg.

Det har ikke forhindret Demokraterne i højlydt forarget at beskylde Trump for at lyve. Det har han givetvis, men det har Demokraterne så sandelig også.

Arven efter Obama

Vi ved nu, hvem Biden vil udnævne til mange af de høje udenrigspolitiske poster. Det er gamle kendinge, mange fra Obamas dage. At dømme efter hvad vi har hørt indtil nu, vil Bidens nye udenrigspolitiske hold traske i hælene på Obamas udenrigspolitik. Man kan med en vis ret påstå, at den ikke var noget at råbe hurra for. Men det er det, Biden tydeligvis har valgt.

Som den eneste USA-præsident i lang tid startede Trump ikke nye krige. Obama stod bag angrebet på Libyen og Yemen, han støttede og bevæbnede muslimske oprørere i Syrien med en endda meget tvivlsom baggrund. Obama brugte droner meget aktivt i Mellemøsten; man diskuterer i dag omfanget af dræbte, blandt andet også civile. De skal tælles i hundreder. 

Biden har udnævnt Antony Blinken til udenrigsminister. Han har tidligere arbejdet under Obama på forskellige poster, der har med udenrigspolitik at gøre. Blinken har altid været en høg, der er gået ind for USA's interventionskrige over alt i verden. Han erklærede allerede efter valget i november, at han nærmest er klar til krig mod Rusland, i hvert fald at levere våben til lande som Ukraine og Georgien samt markant at støtte optagelsen af netop Ukraine og Georgien i NATO. Han har under Obama støttet og været med til at støbe kuglerne i USA's engagement i Mellemøsten.

Så er der den nye nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan. Han er ret ung, men han siges at stå bag Hillary Clintons høgeagtige politik. Han bar en stor del af ansvaret for interventionen i Libyen. Ny forsvarsminister er den tidligere general Lloyd Austin, som har afrikanske rødder og dermed er den første sorte forsvarsminister. Austin har støttet samtlige amerikanske krige i de senere årtier, selv dem der er endt som en katastrofe. Af interesse er det vist også, at han sidder i bestyrelsen for en af USA's største våbenvirksomheder, Raytheon Technologies.

Victoria Nuland

Victoria Nuland er også tilbage i amerikansk udenrigspolitik som sekretær i udenrigsministeriet. Det var hende, der delte kager ud på Maidan Pladsen i Kijev i 2013 og spillede en markant rolle i det, som teknisk set var et kup.

Gad i øvrigt vide hvad amerikanerne ville sige, hvis russiske topfolk delte kager og opmuntringer ud til den hob, der angreb Capitol den 6. januar. Det er en anden historie.

Samantha Power skal tilbage som leder af USAID, en hjælpeorganisation med en politisk profil. Hun var tidligere USA's FN-ambassadør, hvor hun holdt tårevædede taler i FN om behovet for humane interventioner overalt på kloden. I de år hun sad i FN, holdt hun næppe en tale, hvor hun ikke voldsomt moraliserede over for især Rusland, men også andre ikke-vestlige lande.

Michael McFaul var Obamas rådgiver i forhold til Rusland og var en periode ambassadør i Moskva. Han vil formentlig få en høj post også. Han har lige skrevet en artikel til Foreign Affairs, hvor han reelt opfordrer til at kæmpe for revolution i Rusland for at fjerne Putin. Han mener, at USA skal henvende sig til det russiske folk hen over hovedet på Kreml og støtte folket i en revolution mod Putin.

Så altså, vi skal i Danmark sandsynligvis igen til at forholde os til alle mulige interventionskrige. Har vi med formanden for EU-kommissionen, Ursula von Leyen ord virkelig fået en ven i Det Hvide Hus? Lad tiden vise det. Et lille og spinkelt lys i mørket er der måske. Rusland og USA er blevet enige om at forlænge aftalerne om loft over strategiske våben, den såkaldte New START, en aftale som ellers stod til at udløbe i februar i år.

Vel var Obama en fremragende retorisk begavelse, og Biden kan måske også lidt på den front. Men smukke ord kan ikke skjule, at Obamas udenrigspolitik var noget nær en katastrofe. Måske skulle Demokraterne forstå, at verden har udviklet sig til et sted, hvor USA ikke bare kan intervenere hvor som helst på kloden, få europæerne med på hvad som helst og undgå negative reaktioner fra ikke bare Rusland og Kina, men mange andre lande.

Bidens hensigtserklæring om at forny NEW START er et godt signal, men der er lang vej igen. Verdens våben – ikke mindst russernes og amerikanernes – har udviklet sig dramatisk i de sidste bare 5-10 år. De er blevet meget hurtigere, mere præcise, så det handler ikke bare om at tælle sprænghoveder.

Med den hær af politiske høge, som Biden har udnævnt, er det sandsynligt, at de nye START-aftaler måske ikke vil blive til noget. Kommer vi så i 2024 tilbage til udgangspunktet med Trump eller en lignende type tilbage i Det Hvide Hus? For de Demokratiske høges udenrigspolitik er ikke populær i den amerikanske befolkning, som har store forventninger til sociale reformer i USA.