I flere år har EU været i gang med at planlægge ”The Conference on the Future of Europe”, en konference om EU’s fremtid, der har til formål at inddrage helt almindelige borgere i en dialog om, hvordan EU burde se ud.

Det er lige nu svært at forestille sig, at konferencen bliver andet end et redskab, som EU’s ledere kommer til at bruge til at forsøge at legitimere sig selv og de planer, de allerede har for EU.

Konferencen skal ikke forstås som én egentlig konference, men derimod som utallige små borgermøder rundt omkring i EU i løbet af et år, hvor borgerne skal samles og fortælle, hvordan de ønsker, at EU skal se ud.

Konferencen har været et stort prestigeprojekt for EU-eliten, som endelig skulle bevise EU’s folkelighed og reformvillighed. I stedet har konferencen udviklet sig til en farce. Og den er ikke engang gået i gang.

Traktaterne står ikke til diskussion

Allerede inden pandemiens start gjorde flere prominente EU-ledere det klart, at mens de meget gerne ville høre fra borgerne om, hvordan EU skal se ud i fremtiden, så ville de ikke have, at en ændring af EU’s traktater skulle med i den samtale.

Hvis man for eksempel har et problem med, at ingen folkevalgte kan stille lovforslag i EU, at fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital står over sociale rettigheder, at EU skal udvikle sig henimod en stadig snævrere union, eller at medlemsstaterne ikke må føre en for ekspansiv finanspolitik, så må man holde kritikken for sig selv.

Alle de principper står nemlig i EU’s traktatgrundlag, og traktaterne er ikke grundlag for diskussion. EU’s ledere hører meget gerne borgernes input om EU’s fremtid, må vi forstå, så længe den fremtid ikke afgiver for meget i forhold til planerne, der allerede findes.

I sommer slog Det Europæiske Råd det endelig fast, at Konferencen om Europas fremtid skulle begrænses til emner, som kan lade sig gøre inden for EU’s nuværende traktatgrundlag. Selv om der længe har været enighed om lige præcis det, har der i Bruxelles været uenighed om stort set alt andet ved konferencen. 

… men det gør formændene

Et af de store stridspunkter har været, hvem formanden for konferencen skulle være. Et bud, der har været populært blandt Bruxelles-eliten, var EU-parlamentsmedlemmet Guy Verhofstadt.

Guy Verhofstadt er nok EU’s mest kendte føderalist. Han er kendt for passionerede råbetaler om EU’s fortræffeligheder og briternes dumhed ved at stemme sig ud. Han er åben og varm tilhænger af konceptet om EU’s forenede stater.

Der var dog nogle i Bruxelles, der var vågne nok til at indse, at en folkelig konference om EU’s fremtid nok ikke skulle have en formand, hvis holdning til EU ligger så fjernt fra folk flest. Så langt så godt. Løsningen, man kom frem til i stedet, virker dog næsten lige så fjollet.

Man er nemlig endt med den løsning, at konferencen har fået hele tre medformænd. Det bliver nemlig EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, formanden for EU-parlamentet David Sassoli og den siddende regeringsleder i landet, der har formandskabet i Rådet (det bliver mindst tre forskellige mennesker, inden konferencen er slut), der sammen skal stå for slagets gang.

Von der Leyen, Sassoli og Portugals præsident vedtog i sidste uge en erklæring om konferencen, som fastsatte den overordnede forvaltningsstruktur, som de komisk nok beskrev som ”enkel”. (Når man sammenligner konferencen med EU, som har op til 11 formænd – afhængig af, hvem man tæller med – så er den vel også enkel.)

Selverkendelse eller selvmål?

Da EU-parlamentets præsident fremlagde erklæringen om konferencen, sagde han, at konferencen kunne ”inddrage og involvere borgerne” og vise, at EU-lederne ”forpligter sig til at lytte til borgernes ideer”. ”Derfor”, sagde Sassoli, ”kan konferencen være innovativ. Derfor kan den ændre alt”.

Ved at sige, at det at inddrage borgeres ideer ændrer alt, kom Sassoli også til at indrømme, at borgerne ikke bliver inddraget i EU-beslutninger, sådan som tingene er nu. En sådan erkendelse var næppe planen i lanceringen af EU’s store fine konference, som officielt skydes i gang 9. maj. Den var alligevel interessant.

Hvor meget konferencen rent faktisk vil inddrage borgerne, vil tiden vise. Indtil videre har vi mest hørt om den, fordi EU’s ledere taler om den. Særligt den franske præsident Emmanuel Macron har været fortaler for, at konferencen skulle skydes i gang.

Nu står prestigeprojektet til at blive afrundet under det franske formandskab og altså samtidig med det franske præsidentvalg, hvilket bestemt ikke er en tilfældighed.

Det er lige nu svært at forestille sig, at konferencen bliver andet end et redskab, som EU’s ledere kommer til at bruge til at forsøge at legitimere sig selv og de planer, de allerede har for EU. Alle bør selvfølgelig deltage og forsøge at påvirke debatten. Vi skal nok bare ikke håbe på for meget.