Højrefløjens kandidat, Guillermo Lasso, vandt præsidentmagten i Ecuador den 11. april. Op til valgets anden runde så det ellers godt ud for venstrefløjen og den såkaldte borgerrevolutionskandidat, Andrés Arauz.

Yaku Pérez, som kalder sig ”antikapitalist”, gav sejren på et sølvfad til højrefløjens kandidat Lasso. Denne skandaløse linje har vakt harme i de indfødtes organisation CONAIE.

Som beskrevet i mit seneste blogindlæg vandt Arauz første runde med et forspring på over 10 procentpoint til sin nærmeste rival. Alligevel tabte han i sidste ende.

Lasso, som var både USA’s og den nationale overklasses kandidat, vandt anden valgrunde med 52 procent af stemmerne, mens Arauz fik 47 procent og knap en halv million færre stemmer.

Forklaringen på dette resultat skal i høj grad findes hos lederne for de indfødte folks bevægelse, CONAIE, og dennes politiske gren, Pachacutik. Efter at have tabt første valgrunde valgte Pachacutiks kandidat, Yaku Pérez, at opfordre alle sine tilhængere til at stemme blankt.

Hvis vi ser på resultaterne, er det tydeligt, at den appel havde en stor effekt: Mens der ved første valgrunde var 1,3 millioner blanke og ugyldige stemmer, så steg det tal til hele 1,9 millioner i anden valgrunde.

Med andre ord gav Yaku Pérez, som kalder sig ”antikapitalist”, sejren på et sølvfad til højrefløjens kandidat Lasso. Denne skandaløse linje har vakt harme i de indfødtes organisation CONAIE, hvor en hel fløj omkring organisationens leder, Jaime Vargas, brød med Yaku Pérez’ linje og valgte at anbefale en stemme på Arauz.

I mindretal i parlamentet

Det paradoksale ved situationen er, at mens den tidligere bankmand Lasso nu kan sætte sig i præsidentkontoret, så har partier, der kalder sig venstreorienterede, et stort flertal i parlamentet. Arauz’ parti UNES har alene sammen med Pachacutik 76 mandater, foruden det socialdemokratiske ID som har 18. Men uden præsidentposten er det svært at sige, om de kan få noget igennem.

Splittelsen imellem på den ene side Andrés Arauz’ bevægelse, som op til 2017 ledtes af Rafael Correa, og på den anden side dele af de indfødte folks bevægelser går flere år tilbage og indeholder fejl på begge sider.

I Correas præsidenttid skete der en række sociale forbedringer, som kom landets fattige arbejdere og bønder til gode, men det var først og fremmest baseret på vækst i eksport og høje råstofpriser. I stedet for at bryde med kapitalismen valgte Correa at intensivere udvindingen af råstoffer, som så kunne finansiere de sociale programmer.

Det betød blandt andet, at Correa underskrev en række handelsaftaler med kinesiske mineselskaber, blandt andet i Zamora Chinchipe-provinsen. Indfødte folk i de berørte områder blev fordrevet, hvilket særligt fra 2012 førte til protester imod regeringens politik på det område. Men i stedet for at kæmpe kampen for de indfødte folks rettigheder indenfor borgerrevolutionen, valgte dele af CONAIE’s ledelse at indlede en ekstrem sekterisk kurs. De gik så langt som til at anbefale en stemme på Lasso, da han stillede op for første gang i 2017.

Også ved opstanden i 2019, hvor Lenin Morenos regering var flygtet fra Quito til Guayaquil, valgte lederne af CONAIE at tage stærkt afstand fra enhver alliance med borgerrevolutionsbevægelsen, hvilket gav et pusterum til, at Moreno-regeringen kunne vende tilbage til magten.

Læren af valget

Valget i Ecuador viser os derfor flere ting. Det første er, at vores modstandere (den lokale overklasse og USA) drager fordel af enhver splittelse internt blandt masserne. 

Den anden ting er, at kampen for de indfødte folks rettigheder ikke fremmes af sekterisme, men kun kan påskyndes ved en bevægelse der står sammen med arbejderne og de fattige i byerne.

Den tredje ting er, at en entydig satsning på råstofudvindingen ikke er vejen fremad. Det gør landenes økonomier helt afhængige af priserne på det kapitalistiske verdensmarked, og som vi har set i Ecuador og andre lande, kan det føre til konflikter med indfødte folk, hvis det sker med kapitalistiske selskaber i spidsen.

De arbejder med profit for øje, ikke for lokalsamfundenes eller miljøets bedste. Der findes ikke en genvej uden om en fuldkommen revolutionær omdannelse af produktionsforholdene, hvilket indbefatter ekspropriation af industri, banker og minedrift, som må underlægges en plan for, hvordan økonomien tjener arbejderne og de fattige.