17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønnedgang redder ikke dit job

Lønnedgang redder ikke dit job

Både små og store virksomheder – blandt andet Danish Crown (billedet) – forsøger at presse ansatte til at gå ned i løn for at forbedre virksomhedens overlevelseschancer under krisen. Men lønnedgang er som regel første skridt mod en lukning, lyder advarslen fra såvel eksperter som fagbevægelse.
FOTO: pn@arbejderen.dk
1 af 1

Virksomheden Kreatina lukker nu – et år efter at de ansatte fik skåret ti kroner af timelønnen for at redde virksomheden. Lønnedgang sikrer ikke dit job, advarer forsker.

Hver femte ansat i Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsvirksomheder har fået færre kroner på lønkontoen inden for det seneste års tid.

Mange accepterer det i den tro, at det kan redde deres job. Men alle undersøgelser viser, at det sjældent virker, siger Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

– Der er meget langt imellem, at en lønnedgang har været med til at redde en arbejdsplads. Så man skal være forsigtig med at »give en solidarisk hånd« til arbejdsgiveren, for det redder som regel ikke noget som helst, siger Henning Jørgensen til Arbejderen.

Et eksempel herpå er fødevarevirksomheden Kreatina i Bjæverskov nær Køge. Sidste år accepterede de ansatte at få skåret ti kroner af timelønnen for at redde virksomheden fra lukning. Nu er de ansatte fyret, og virksomheden lukker alligevel.

Der er flere årsager til, at en lønnedgang sjældent har reddet arbejdspladser, forklarer Henning Jørgensen.

– Løn er ikke kun en omkostning. Lønnen er også en efterspørgselsfaktor. Lavere løn betyder lavere købekraft. Og det er netop efterspørgslen, der er det store problem i Danmark lige nu, forklarer Henning Jørgensen.

Han kalder det »en opfattelse fra dampmaskinens tid«, at man kun skal konkurrere på prisen.

– Konkurrence drejer sig i dag mere om kvalitet, om produktudvikling. Det vil være som at tisse i bukserne i frostvejr, hvis en virksomhed får sat lønnen ned uden at forbedre produktiviteten, siger Henning Jørgensen.

– Endelig kan en lønreduktion være med til at lulle virksomhederne i søvn. En høj løn holder virksomhederne oppe på mærkerne, siger Henning Jørgensen.

Tage Arentoft, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF, forklarer, at forbundet i flere tilfælde har oplevet, at virksomhedernes forsøger at få sat de ansattes løn ned.

– Vores medlemmer er hårdt pressede og køber derfor gerne arbejdsgivernes argument om, at en lønnedgang kan være en løsning. Desværre kender vi gentagne eksempler på, at virksomheder, der må ty til lønnedgang, er i så store økonomisk vanskeligheder, at en lukning alligevel ikke kan undgås, forklarer Tage Arentoft.

– Der er derfor en stor risiko for, at de medarbejdere, der siger ja til en lønnedgang, alligevel havner i arbejdsløshedsstatistikken, konstaterer Tage Arentoft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. aug. 2012 - 14:00   27. aug. 2012 - 03:34

LØN OG PROFIT

he@arbejderen.dk