30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

– Brexit sender den herskende klasse til tælling

Samtale med de britiske kommunisters formand

– Brexit sender den herskende klasse til tælling

Formanden for det kommunistiske parti i Storbritannien, Robert Griffith, vil dele erfaringerne fra brexit med venstrekræfterne i de øvrige EU-lande. Det er vigtige erfaringer, påpeger han.

Cameron-regeringen bør træde tilbage nu, mener Robert Griffith.
FOTO: The Morning Star
1 af 1

Robert Griffith er formand for Communist Party of Britain (CPB). Det kommunistiske parti havde kastet alle kræfter ind i kampen for Brexit og var med til at stifte en alliance af venstreorienterede EU-modstandere, Left Leave.

Valgresultatet viser, at ønsket om at forlade EU og skrotte EU's nedskæringspolitik er langt stærkere end Labour og britisk LO  forstår. 
Robert Griffith

– Den herskende klasse er sendt til tælling, den er i vildrede og splittet. Nu kæmper de for at svare igen på den øretæve, de har fået med det klare flertal for at forlade EU, siger Robert Griffith til Arbejderen dagen efter afstemningen.

– Vores umiddelbare opgave er at slås for en ny regering. Premierminister Cameron har meddelt, at han går af til oktober, men han skal ud nu, tilføjer kommunisternes formand.

Han tror, Cameron kan få vanskeligheder med at samle et flertal bag en ny konservativ regeringsleder, selvom det konservative parti har flertal i Underhuset. Modsætningerne i partiet om EU er enorme.

– Det er åbenlyst, at Cameron-regeringen har mistet vælgernes tillid, og den kan ikke overlades opgaven med at forhandle den britiske exit fra EU. Regeringen bør træde tilbage nu, siger Robert Griffith.

Kommunisterne og hele venstrealliancen mod EU (Left Leave) kæmper for at få et parlamentsvalg i år.

Labour kan vinde et valg

– I 'Left Leave' forventer vi, at Labour-lederen Jeremy Corbyn straks tager fat på at omsætte resultatet af folkeafstemningen til praktisk politik, siger Robert Griffith.

Han mener, at Jeremy Corbyn må fremlægge en plan for forhandlingerne med Bruxelles, og planen skal sikre, at forløbet omkring Storbritanniens udtræden af EU bliver god for britiske arbejdere og den almindelige befolkning. Og altså ikke handle om at sikre de britiske monopolers interesser.

– Hvis Jeremy Corbyn gør det, så står han til at vinde det kommende valg, vurderer kommunisternes formand, og tilføjer, at venstrefløjen og fagbevægelsen sideløbende må styrke kampen mod nedskæringer og privatiseringer.

Penge til velfærd nu

Brexit-kampagnen både for og imod udløste en mindre tsunami af racistisk hetz og debat. Den skal også landes, fortsætter Robert Griffith. 

Kræfter på bege sider i debatten og ikke mindst underlødige medier har fremstillet flygtninge og indvandrere som landets store problem. Det er det ikke, understreger Griffith, der mener, at modsætningerne skal løses ved at investere i den sociale sektor og i velfærdsstaten, så almindelige arbejderfamilier uanset farve og baggrund kan leve i tryghed.

Der er penge nok, forsikrer Robert Griffith. Det handler bare om, at erhvervslivet, monopolerne og finanssektoren betaler den skat, som de skal.

At der er penge nok, blev bekræftet af chefen for Bank of England blot fire timer efter, at Brexit var en realitet. Nationalbankdirektøren lovede på tv 250 milliarder pund til bank- og finansverdenen for at stabilisere den usikre økonomiske situation på børserne i kølvandet på vælgernes beslutning om, at Storbritannien skal forlade EU.

Robert Griffith vil arbejde for, at enheden på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen bliver styrket, så de politiske muligheder, som folkeafstemningsresultatet åbner for, kan realiseres:

– Vi må forene os og bygge broer over skillelinjer. Enheden skal bygge på fuld respekt for vælgernes beslutning.

Et råd til Labour og britisk LO

Robert Griffith er ikke overrasket over resultatet, men på en måde er han imponeret over styrken i arbejderklassens overbevisning. EU-modstanderne var udsat for en voldsom skræmmekampagne, men stod modigt og beslutsomt imod.

– Men toppen i Labour og i britisk fagbevægelse må være overrasket. De bør studere resultaterne nøje. Resultaterne viser, at ønsket om at forlade EU og skrotte EU's nedskæringspolitik er langt stærkere end de forstår. De er ude af trit med den britiske arbejder, lyder rådet til det socialdemokratiske Labour-parti og til britisk LO, som med undtagelse af tre fagforeninger anbefalede at blive i EU.

Robert Griffith fortæller, at han og det kommunistiske parti er i kontakt med partier i EU-lande for at omsætte erfaringerne fra Brexit til handling og initiativer i andre lande:

– Det er vigtige erfaringer for venstrekræfterne i EU. Så vi skal sætte fart på samtalerne med venner og allierede. Vi skal samle kommunister og socialister, så vi kan give et effektivt svar på denne krise i Storbritannien, i Bruxelles og i hele EU, siger Griffith.

Ledelsen i det britiske kommunist parti mødtes i weekenden for at drøfte hele denne situation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2016 - 22:26   27. jun. 2016 - 19:04

Brexit

se@arbejderen.dk
Arbejderen i London

Arbejderens udsendte er i London og skriver de kommende dage løbende nyheder fra BREXIT-folkeafstemningen.

Følg med på arbejderen.dk.

Resultater, reaktioner og analyser af resultatet af folkeafstemningen.

Resultatet af Brexit
  • Folkeafstemningen fandt sted den 23. juni 2016. 
  • 46,5 millioner britiske vælgere kunne deltage i folkeafstemningen.
  • 72,2 procent af de stemmeberettigede deltog.
  • 51,9 stemte for at forlade EU – det svarer til 17.410.742 stemmer
  • 48,1 stemte for at blive i EU – 16.141.241 stemmer.
  • 26.033 stemmer blev afvist.
  • I England og Wales stemte et flertal for at forlade EU.
  • I Nordirland og Skotland stemte flertallet for at blive i EU.
  • I 62 procent af alle valgkredse, hvor partiet Labour dominerer, stemte et flertal for at forlade EU ved folkeafstemningen i 2016.

Kilde: BBC