Lørdag demonstrerede 50.000 amerikanere foran Det Hvide Hus i Washington. De krævede et stop for Israels angreb på Gaza, skriver netportalen commondreams.org.
Demonstrationen formåede at gennemhulle en stor del af de løgne og den propaganda, der dominerer Washington lige nu.
Rami Elamine, aktivist og skribent
– Den massakre, som Israel begår (...), har overtrådt alle røde linjer og krænket international humanitær lovgivning. Det amerikanske folk vil ikke acceptere det. De er foran deres regering, sagde Nihad Awad fra organisationen Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer.
Siden Israel indledte sit angreb på Gaza, har der været afholdt adskillige demonstrationer i større og mindre byer over hele USA.
>> LÆS OGSÅ: Israelere demonstrerer mod Gaza-krig
Lørdagens demonstration krævede, at USA trækker sin politiske og økonomiske støtte til Israel. Det omfatter blandt andet omkring 17 milliarder kroner i militær støtte, skriver netportalen.
>> LÆS OGSÅ: USA leverer flere bomber til Israel
Rami Elamine, som er aktivist og skribent for magasinet War Times var begejstret over lørdagens demonstration.
– Demonstrationen formåede at gennemhulle en stor del af de løgne og den propaganda, der dominerer Washington lige nu, sagde han ifølge commondreams.org.
Fra Santiago til Paris
Over hele verden har der de seneste uger være arrangeret adskillige demonstrationer imod Israels overgreb. Ifølge Russia Today gik 45.000 på gaden i London lørdag den 26. juli.
Ugen før, lørdag den 19. juli var op mod 100.000 på gaden i den britiske hovedstad, skriver en af demonstrationens arrangører, organisationen Stop the War Coalition, på sin hjemmeside.
Også i Latinamerika har der været protester mod Israels bombardement af Gaza. I Chiles hovedstad Santiago samledes adskillige tusinder i lørdags foran præsidentpaladset, hvor de krævede at Chile bryder alle diplomatiske forbindelser til Israel.
Også i Venezuelas hovedstad Caracas var tusinder mødt op. Her talte blandt andre Jesus Farias, parlamentsmedlem for det regerende Forenede Socialistparti (PSUV).
– Det venezuelanske folk mobiliserer, bedrøvede og chokerede over det folkedrab Israels zionistiske klike begår mod det palæstinensiske folk med USA-imperialismens skandaløse støtte, sagde han ifølge tv-kanalen Telesur.
I Frankrigs hovedstad Paris var der ifølge den franske nyhedskanal France 24 mindst 11.500 mennesker på gaden den 23. juli.
Hele verden protesterer
På samtlige af verdens beboede kontinenter arrangeres der protester mod Israels angreb. I Durban i Sydafrika gik der den 25. juli mere end 5000 mennesker i demonstration.
I Sydney i Australien var der søndag stor demonstration til støtte for palæstinenserne, og i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur talte den palæstinensisk fødte PhD-studerende Iman Husin foran mange tusinder fremmødte.
– Dette er ikke krig... Dette er folkemord, erklærede hun ifølge themalaymailonline.com
Også i Danmark har der været afholdt Gaza-demonstrationer over hele landet, ligesom der er sat gang i en række initiativer som eksempelvis penge- og underkriftindsamlinger til fordel for de nødstedte palæstinensere. I weekenden var der demonstrationer i både Odense og Aarhus.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278