21 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

60 dræbt i angreb på libysk flygtningelejr

EU-samarbejde med Libyen koster liv

60 dræbt i angreb på libysk flygtningelejr

En af de detentionslejre i det borgerkrigshærgede Libyen, som EU sender uønskede flygtninge tilbage til, er blevet ramt af et luftangreb. Foreløbig er 60 flygtninge dræbt. Nødhjælpsorganisationer kræver flygtningene evakueret – men det afviser EU.

Flygtninge redder, hvad der er tilbage af deres ejendele efter bombeangrebet på det detentionscenter i Tripoli, Libyen, hvor de blev tilbageholdt sammen med hundredevis af andre flygtninge.
FOTO: Ismail Zitouny/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

Mindst 60 flygtninge er blevet dræbt, efter at den detentionslejr, hvori de sidder tilbageholdt i Libyens hovedstad Tripoli, blev ramt af et luftangreb tirsdag aften.

Dødstallet ventes at stige. Mindst 130 mennesker er sårede, heraf flere alvorligt, skriver FN's kontor for humanitære anliggende, OCHA.

Denne brutale nedslagtning er også en kvalmende påmindelse om de dødelige konsekvenser af Libyens og Europas grusomme migrationspolitik.
Magdalena Mughrabi, Amnesty International

Efter flyangrebet begyndte vagterne i lejren ifølge FN også at skyde på de skræmte flygtninge, der forsøgte at flygte.

Lejren huser 600 flygtninge – heraf mange børn. Der findes lignende lejre i Tripoli med i alt mindst 3300 flygtninge. FN's flygtningeorganisation (UNHCR) og FN's migrantorganisation (IOM) kræver i en fælles udtalelse et omgående stop for tilbageholdelser af migranter og flygtninge, samt at lejrene bliver lukket og flygtningene bragt i sikkerhed udenfor Libyen.

Ifølge IOM sidder mindst 5200 flygtninge og migranter fanget i detentionscentre i Libyen.

Læger Uden Grænser fordømmer EU

Libyen er et land i borgerkrig og kaos. Alligevel fortsætter EU med at støtte og opruste libysk miiltær, så de mere effektivt kan forhindre flygtninge i at flygte fra Libyen til Europa.

– Der er ikke brug for flere tomme fordømmelser, men for straks at evakuere alle flygtninge og migranter, så de kommer ud af Libyen. Mangel på handling har i dag kostet endnu flere sårbare flygtninge og migranter livet. Realiteten er, at for hver flygtning, der bliver evakueret, bliver mere end dobbelt så mange tvunget tilbage til Libyen af den libyske kystvagt med støtte fra EU, siger Læger Uden Grænsers koordinator for Libyen, Prince Alfani.

Læger Uden Grænser besøgte lejren få timer efter angrebet og beretter om skræmte flygtninge. I den celle, der blev ramt af angrebet, sad der 126 overlevende flygtninge og frygtede for deres liv.

Det er ikke første gang, at migranter og flygtninge er blevet fanget i krydsild og adskillige luftangreb i Tripoli i den libyske borgerkrig. For to måneder siden slog granatsplinter igennem taget i flygtningelejren og ramte næsten et spædbarn.

Læger Uden Grænser har gentagne gange krævet, at flygtningene bliver evakueret. 

Også Dansk Røde Kors kritiserer manglen på handling.

"Libyen er intet sikkert sted for flygtninge og migranter. Røde Kors er tilstede, men ingen beskyttelse. Europa må gentænke migrantindsatsen uden Libyen", skriver Dansk Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, på Twitter.

EU afviser, ifølge netmediet EUobserver, FN's og nødhjælpsorganisationernes krav om at stoppe med at sende flygtninge og migranter tilbage til Libyen. 

"En krigsforbrydelse"

FN fastslog onsdag, at angrebet på de værgeløse flygtninge er at sidestille med en krigsforbrydelse.

Også FN's hjælpemission i Libyen (UNSMIL) fordømmer luftangrebet på lejren.

– Dette angreb kan tydeligvis udgøre en krigsforbrydelse, fordi det pludseligt dræbte uskyldige mennesker, hvis vanskelige situation tvang dem til at være på det center, siger FN's særlige udsending i Libyen, Ghassan Salamé, i en pressemeddelelse.

Mange flygtninge fra Afrika forsøger at nå til Europa via Libyen. Men de bliver fanget af effektive libyske kystvagter, der bliver trænet og får økonomisk støtte og avanceret overvågningsudstyr af EU. Flygtninge, der bliver fanget, bliver sendt tilbage til Libyen, hvor de tilbageholdes i tusindvis i detentionscentre som det, der tirsdag blev angrebet.

Forholdene i lejrene bliver kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for at være umenneskelige. Der foregår drab, tortur og mishandling, og flygtninge bliver solgt som slaver. Og der er mangel på mad, rent vand og sanitære forhold.

Efterhånden som kampene i det borgerkrigshærgede land tager til omkring lejrene, er flygtningene i øget fare for at blive ramt.

Hård kritik af EU's migrantaftale

Amnesty International fordømmer angrebet og samarbejdet mellem EU og Libyen. 

– Denne brutale nedslagtning er også en kvalmende påmindelse om de dødelige konsekvenser af Libyens og Europas grusomme migrationspolitik. Deres samarbejde om at dæmme op for strømmen af migranter og flygtninge betyder, at i stedet for at blive tilbudt sikre ruter ud ad landet bliver tusindvis af mennesker taget på Middelhavet og bragt tilbage til Libyen, hvor de på vilkårlig vis tilbageholdes i centre, hvor de er udsat for tortur og dødsfare, siger Magdalena Mughrabi, der er vicedirektør for Amnesty Internationals afdeling for Mellemøsten og Nordafrika.

Hun uddyber:

– Dette dødelige angreb, der ramte et detentionscenter, hvor mindst 600 flygtninge og migranter sad indespærret uden mulighed for at flygte, og hvis beliggenhed var kendt af alle krigens parter, skal omgående undersøges uafhængigt som en krigsforbrydelse. Den Internationale Straffedomstol må omgående efterforske den mulighed, at dette var et direkte angreb mod civile.

I en udtalelse fordømmer også EU angrebet og kræver en undersøgelse af bombeangrebet.

Men EU nævner ikke med ét ord sin støtte til den libyske kystvagt og er også tavs om, at man sender de flygtninge, man samler op i Middelhavet, tilbage i armene på det libyske regime. Og EU fortsætter sin økonomisk støtte til Libyen og træning af libysk militær og kystvagt.

Retssag mod EU på vej

Men EU's praksis med at kaste flygtninge tilbage til det borgerkrigshærgede Libyen kan inden længe blive sat på anklagebænken. 

To juraeksperter har netop afleveret et 245 sider langt anklageskrift mod EU til Den Internationale Straffedomstol (ICC). Heri bliver EU's såkaldte push-back aktioner i Middelhavet beskyldt for at have ført til, at op mod 40.000 flygtninge er blevet udsat for drab, tortur og mishandling, slaveri, voldtægt og en lang række andre forbrydelser mod menneskeheden i flygtningelejre i Libyen.

>> LÆS OGSÅ: Advokater vil slæbe EU for international straffedomstol

Bombardementet af den libyske flygtningelejr kommer, samtidig med at Danwatch kan afsløre, at Danmark er blandt de mest aktive lande i at sikre det økonomiske fundament under de libyske myndigheders kamp mod mennesker, der forsøger at flygte fra Libyen til Europa.

Danwatch har gennemgået EU's såkaldte Emergency Trust Fund for Africa (EUTF), der bliver brugt til at finansiere tiltag, der skal forhindre flygtninge i at nå til EU fra Afrika. Gennemgangen af fondens budgetter viser, at Danmark bidrager direkte til EUTF med 225 millioner kroner i perioden 2015-2020.

"Med et bidrag på mere end 200 millioner kroner er Danmark med til at forhindre, at migranter og asylansøgere når frem til Europa fra det borgerkrigshærgede Libyen", skriver Danwatch blandt andet i deres kortlægning af den danske støtte.

Også Arbejderen har tidligere afdækket Danmarks aktive rolle og samarbejde med de libyske myndigheder.

>> LÆS OGSÅ: Dansk støtte til brutal kystvagt

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jul. 2019 - 12:10   08. jul. 2019 - 14:01

Mennesker på flugt

ml@arbejderen.dk