Tværs over kontinentet fra nordøst til vest – især gennem Sahel-området – stiger vreden over, at den tidligere kolonimagt Frankrig dominerer alt fra handel og industri til møntfod, militær og gadenavne.

Det er blandt andet kommet til udtryk i det vestafrikanske land Senegal, hvor vrede demonstranter for nylig har sat ild til franske benzinstationer og tømt franskejede supermarkeder.

Landene i Afrika er fattige og hærget og revet itu af et transnationalt klepto-kratisk system, anført af Frankrig.
Andrea Ngombet, Congo 

Især den militære tilstedeværelse får sindene i kog. Frankrig har op til 11.000 soldater placeret i afrikanske lande. Heriblandt 5100 stationeret i Operation Barkhane i Sahel-området i det nordlige og vestlige Afrika med det formål at bekæmpe islamistiske jihadister. Men den rammer også civile, lyder anklagerne.

For eksempel udløste et fransk militært angreb på en bryllupsfest i en landsby udenfor den centrale by Bounti i Mali store demonstrationer den 3. januar. 19 civile blev dræbt, da to franske Mirage-fly kastede bomber. Frankrig forsvarer sig med, at piloterne antog de civile for at være jihadister, rapporterer Human Rights Watch.

>> LÆS OGSÅ: Enhedslisten stemmer ja til at sende danske soldater til Mali

Der har også været protester mod fransk militær i Burkina Faso.

Fransk mission

I den franske Operation Barkhane deltager 3000 soldater i Mali og 1200 i Tchad. 300 tropper er udstationeret i Niger, hvor Frankrig har en dronebase, som sørger for at overvåge Sahel. Specialstyrker befinder sig også i Burkina Faso og Mauretanien.

Hovedkvarteret for Operation Barkhane ligger i Niger. Herfra samarbejder de franske tropper med en FN-mission og flere EU-lande samt de afrikanske landes regeringshære. Danmark deltog med Herculesfly og transporthelikoptere i både den franske mission Barkhane, men også i FN-missionen. Det danske bidrag til Operation Barkhane stoppede i december 2020.

Fejlslagen operation

Siden Operation Barkhane startede i 2014, har terrortruslen spredt sig over det store landområde syd for Sahara, kendt som Sahel. I kølvandet på operationen er flere end 10.000 vestafrikanere døde, over en million er flygtet fra deres hjem, og Frankrig har mistet over 80 soldater i kampe.

Islamisk Stat i "Greater Sahara" har gennemført sofistikerede angreb i grænseområderne omkring Mali, Niger og Burkina Faso. Henved 300 vestafrikanske regeringssoldater har mistet livet.

Macron: Vi har erobret land

Alligevel mener Emmanuel Macron, at det har været ofrene værd.

– Det land, vi har overtaget, vil ikke blive opgivet. Sejr i Sahel er mulig! sagde han i juli sidste år, ifølge bloomberg.com, i en samtale med journalister i Mauretaniens hovedstad Nouakchott.

Macron havde lige holdt møde med ledere fra vestafrikanske lande om sammen at bekæmpe islamistisk ekstremisme. I den forbindelse mente Macron, at EU-lande som Tyskland, Italien og Spanien fremover kunne overtage en del af Frankrigs ansvar i Afrika.

Men forfatteren Philippe Gendrault mener, at Frankrigs militære aktioner i Afrika er yderst farlige. Frankrig har flere tropper i Afrika end USA's Afrikakommando.

– I modsætning til amerikansk imperialisme ser det ud til, at fransk imperialisme "går under radaren". Men alligevel er den der, siger han til Arbejderen.

Philippe Gendrault har en baggrund som psykolog og er bosat i San Francisco, USA. Det er blevet til flere artikler om fransk politik i Afrika i magasiner som Black Agenda Report og LA Progressive.

Han oplyser, at der ud over Operation Barkhane er udstationeret et kontingent på 1900 franske soldater på øerne Reunion og Mayotte.

Med tropperne kan franskmændene føre tilsyn med kontinentet lige fra Sahel til Afrikas Horn, oplyser Philippe Gendrault, der mener, at der mangler information om Frankrigs pres på Afrika.

For eksempel har Frankrig også soldater udstationeret i Gabon i Centralafrika,og får af og til lov til at anvende en luftbase der.

Da der var problemer i Elfenbenskysten sendte Frankrig fly fra nettop en luftbase i Gabon, og bombede i det nordlige Elfenbenskysten som hævn for et tidligere angreb, som var gået ud over de franske styrker i landet.

>> LÆS OGSÅ: Voldsom uenighed i Enhedslisten om soldater til Mali

– Der kunne skrives en hel bog om Frankrigs rolle i Afrika, funderer Phillippe Gendrault..

Kejserlig udenrigspolitik

Men det er ikke kun Frankrigs militære tilstedeværelse i Afrika, der får sindene i kog, forklarer menneskerettighedsaktivisten Andrea Ngombet fra landet Congo Brazzaville.

Folk er også vrede, fordi Frankrig har holdt 14 lande som kolonier i over 100 år. De fleste lande fik først deres selvstændighed omkring 1960.

>> LÆS OGSÅ: Derfor sender EU soldater til Mali

– Frankrigs engagement i det fransktalende Afrika er en resterende del af dets kejserlige udenrigspolitik, siger Andrea Ngombet til Arbejderen. Han har stiftet menneskerettighedsgruppen Sassoufit Collective i Congo.

Ifølge Andrea Ngombet har Frankrig holdt landene i et økonomisk jerngreb, siden de blev selvstændige. 22 afrikanske lande ud af 54 har fransk som officielt sprog. Republikken Congo eller Congo Brazzaville ligger i Centralafrika og var tidligere en fransk koloni og opnåede uafhængighed i 1960. Landet grænser op til Den Demokratiske Republik Congo, der var belgisk koloni.

– Landene i Afrika er fattige, men hærget og revet itu af et transnationalt, kleptokratisk system, anført af Frankrig, siger Andrea Ngombet, der forklarer, at Sassoufit Collective har forsvaret congolesernes menneskerettigheder siden 2012. Selv har han en bachelor i historie fra Sorbonne-universitetet.

Ikke nykolonialist

Men den franske præsident Emmanuel Macron fastholder, at Frankrig slet ikke har bagtanker med forholdet til de tidligere kolonier. Frankrig er hverken nykolonialister eller imperialister.

– Frankrig har ikke længere en Afrikapolitik, erklærede han overfor 800 studerende i en tale på universitetet i Ouagadougou i Burkina Faso i november 2017, citeret af BBC.

Han afviser at være nykolonialist og udtalte til dagbladet Monde, at "jeg ikke kommer til at fortælle afrikanere, hvad de skal gøre". Han sagde i 2019 til Elfenbenskystens præsident, at "kolonialisme var en alvorlig fejltagelse".

Året efter erklærede han til magasinet theafricareport.com, at det er nødvendigt at glemme historien, om man kan lide den eller ej.

>> LÆS OGSÅ: Malis befolkning protesterer mod udenlandsk militær

– Jeg synes, at forholdet mellem Frankrig og Afrika bør være som en kærlighedshistorie. Vores land har været til stede på kontinentet siden det tidlige 19. århundrede og gennem kolonikrigene. Vi har arvet denne historie på godt og ondt. Men det ville være forfærdeligt at forblive fanget af fortiden, sagde Macron.

Frankrig stadig i kontrol

Men ifølge den hollandske journalist Inemarie Dekker, der har skrevet udførligt om fransk nykolonialisme, er de tidligere franske kolonier stadig fanget af fortiden. Frankrig har kontrol over de tidligere kolonier i Afrika, selv efter at de fik selvstændighed, mener hun.

>> LÆS OGSÅ: Det handler Mali-krigen om

Efter at koloniseringen sluttede i 1960, sikrede Frankrig sig adgang til ressourcer og markeder i dets tidligere afrikanske kolonier, mener Dekker.

Frankrig har stadig strategisk interesse i at opretholde de historiske forbindelser til sine tidligere kolonier, også fordi Kina spiller en større og større rolle i Afrika i de seneste årtier, skriver hun.

Der er omkring 40.000 franske virksomheder i Afrika, hvoraf 14 er multinationale selskaber. Frankrig er næst efter Kina den største aftager af afrikanske varer på verdensplan. Det drejer sig især om kakao, uran, olie, træ, mineraler og fisk.

Over 75 procent af Frankrigs elektricitet stammer fra atomkraft. 12 procent af EU's forbrug af uran til atomkraftværker kommer fra Niger. Vestafrika – herunder Mali – har verdens tredjestørste forekomster af guld.

>> LÆS OGSÅ: USA's soldater mod Kinas handelsmænd

Snyder med ulandshjælp

Ifølge Andrea Ngombet fra Congo snyder Frankrig både de tidligere kolonilande i Afrika og EU, som det selv er medlem af.

– Frankrig anvender de afrikanske markeder til at omgå EU's regler. Fordi EU forbyder de enkelte landes statskasser at yde tilskud til firmaer, sender Frankrig penge til franske virksomheder, der typisk har vundet licitationer på opgaver i Afrika, siger han til Arbejderen.

De penge bliver kaldt ulandshjælp og bliver sendt af det statslige franske agentur for udvikling (AFD).

– På dén måde tjener et selskab som for eksempel Bolloré 80 procent af sin profit, siger Andrea Ngombet og henviser til en artikel i dagbladet Les Echos.

Bolloré er et fransk multinationalt selskab, der opererer indenfor transport, logistik, papir, energi og plantager.

– Trods risikoen i de afrikanske lande er disse markeder lukrative for de, der kan snøre den herskende elite i de afrikanske lande til at få kontrakter, siger Andrea Ngombet og tilføjer, at firmaerne næsten ikke har "sociale forpligtelser" over for nogen.

– Mulighederne er blot kolossale, siger han.

>> LÆS OGSÅ: USA involveret i 36 militære operationer i Afrika

Ifølge tidligere Afrika-rådgiver for den franske præsident Sarkozy, Romain Serman, indeholder flere samarbejdsaftaler mellem Frankrig og afrikanske lande "hemmelige klausuler". De giver Frankrig monopol på rettigheder til at udnytte naturressourcerne i de pågældende lande.

Bundet til euroen

Ifølge Inemarie Dekker forsøger Frankrig desuden at få fuld kontrol over landenes valuta, CFA-francen, der er bundet til euroen. Halvdelen af 14 afrikanske landes valutareserver skal ifølge en valutaaftale deponeres i Paris. Det svarer til 9,5 milliarder euro.

Philippe Gendrault mener, at fransk indflydelse kommer i mange raffinerede former.

– Se på franske investeringer indenfor minedrift, telekommunikation og service. Se på franske ngo'ers aktiviteter. Se på den franske regerings fedteri for visse partier og politikere, der er klar til at beskytte franske interesser, siger han til Arbejderen.

– Det kan ikke blive ved, slutter han.