Marcelo Llorente er sikker på, at hvis Chiles tidligere præsident Allende kunne følge med i det, der sker i Latinamerika nu, så ville han tænke, at det er hans drøm, som er ved at blive til virkelighed: At gennemføre en socialistisk revolution ad parlamentarisk vej.

- Allende sidder og smiler, der hvor han nu er, lyder det muntert fra Marcelo Llorente.

Den historie, som han skal fortælle er dog alt andet en munter.

Allende kom på en måde i modsætning til datidens revolutionære.

Det er historien om kuppet i Chile den 11. september 1973.

Seks år. Så gammel var Marcelo, da Chiles militær slog til og styrtede den demokratisk valgte socialistiske præsident Salvador Allende.

Så det er mere en stemning, end det er konkrete erindringer, Marcelo har fra den skæbnesvangre tid.

En ubehagelig stemning, som mest handler om, at hans far blev hentet af militæret flere gange.

Men Marcelo Llorente vil ikke begynde sin beretning den 11. september 1973. For at forstå, hvad der skete og især, hvorfor det skete, er det nødvendigt at gå tilbage til 4. september 1970 - en håbets dag i Chiles historie.

Håbets dag

- Den 4. september 1970 kom Salvador Allende til magten. Han vandt præsidentvalget. Det var en overraskende sejr, og der var kun 40.000 stemmer, der skilte Allende fra modkandidaten.

Marcelo Llorente mener, at det var en overraskelse for højrefløjen i Chile, som havde vænnet sig til at have magten. For venstrefløjen og arbejderbevægelsen var valgsejren kulminationen på årtiers kamp:

- Der er en lang forhistorie. Salpeterarbejdernes kamp for at at organisere sig, minearbejdernes kamp. Undertrykkelse og fornyet kamp. Med enheden mellem socialistpartiet og kommunisterne og andre af venstrefløjens kræfter blev det muligt at vinde præsidentvalget med Allende som den fælles kandidat for 'Unidad Popular' - Folkeenheden.

Denne begivenhed i var ikke kun en overraskelse i Chile. Det var en overraskelse med international rækkevidde. 

- Det var første gang i historien, at der ved et parlamentarisk valg i et land var valgt en revolutionær socialist til præsident, påpeger Marcelo Llorente.

Det satte en helt ny politisk påstand på dagsordenen; nemlig muligheden for at gennemføre en socialistisk samfundsforandring ad parlamentarisk vej.

- Det var enestående.

Den socialistiske enhedsfront kunne ikke stole på militæret, som bestod af folk fra borgerskabet.

- Det blev 'den chilenske vej til socialisme', som Allende formulerede det i et interview til den franske intellektuelle Regis Debrey, der også har interviewet den cubanske revolutionshelt Che Guevara. Che var eksponent for den hidtidige opfattelse, at en socialistisk revolution nødvendigvis må bygge på et oprør, og at opgøret med de gamle magthavere skal gennemføres med våben i hånd.

- Så Allende kom på en måde i modsætning til datidens revolutionære, der ikke kunne forestille sig en socialistisk revolution uden væbnet kamp.

Marcelo Llorente mener, at Allende adskilte sig fra socialdemokrater, som begrænser sig til reformer.

- Allende talte altid om nødvendigheden af at gennemføre dybtgående samfundsforandringer, revolutionære forandringer på et marxistisk grundlag, fortæller han.

Højrefløjen to​g fat i 1970

Det var der 'nogen' som syntes var farligt, og derfor begyndte disse kræfter at opbygge modstanden mod Allendes regering allerede fra valgsejren i 1970.

Tre år senere kom kuppet.

Hemmeligtstemplede regeringsdokumenter, som senere er frigivet i USA viser, at USA under daværende præsident Nixon modarbejdede Salvador Allende allerede før Allende kom til magten. USA støttede Allendes modstandere under valgkampen:

- Det fremgår af dokumenter. Det er ikke noget 'venstreorienteret propaganda', jeg her sidder og fortæller, griner Marcelo Llorente.

Illusioner om militæret

Allende troede på, at Chiles militær ville respektere forfatningen.

Marcelo Llorente vil ikke dømme den holdning 'ude' - Allende havde noget at have sin tillid i, mener han.

Den øverste general Schneider var en garant for overholdelse af forfatningen, men Schneider blev desværre myrdet allerede få uger efter valgsejren.

Det skulle Allende nok have taget som en advarsel, tænker Marcelo Llorente.

- Offentliggjorte dokumenter i Washington viser, at USA's efterretningstjeneste CIA planlagde at myrde Schneider. Men nogle højreorienterede chilere gjorde det for dem, fortæller han.

Allendes program skulle give mennesker mad, uddannelse, sundhed.

Set i bakspejlet forekommer det Marcelo Llorente mere klart, at Allende og den socialistiske enhedsfront ikke kunne stole på militæret, som bestod af folk fra højrefløjen og borgerskabet. Sådan er det ikke i alle lande, understreger Marcelo og henviser som eksempel til Venezuela. Men i Chile var det - og er det sådan:

- En arbejdersøn kan ikke komme ind i militæret og komme på officerskole. Du skal komme fra en meget bestemt klasse. Fra borgerklassen.

Chiles militær har ikke samme folkelige forankring, som i hvert fald dele af militæret har i Venezuela, Bolivia og også i Ecuador.

- Og sådan er det stadig, vurderer Marcelo Llorente..

Allendes program

USA intensiverede sin indblanding i Chiles indre forhold efter Allendes valgsejr i 1970. USA lagde sammen med højrefløjen i Chile og sammen med de internationale monopoler, der havde økonomiske interesser i Chile, en plan for at destabilisere landet og undergrave Salvador Allendes regering:

- Allendes program skulle give svar på de problemer, som jo ikke kun findes i Chile, men i alle fattige lande. Den sociale nød, mangel på mad, uddannelse, sundhed.

Marcelo Llorente forklarer, at Allendes regeringsprogram gik ud på ikke kun at give den fattige befolkning en formel ret til til sundhed og uddannelse. Det skulle være sådan, at hverken økonomiske forhold eller andet forhindrede mennesker i faktisk at få sig en uddannelse eller komme til lægen, hvis det blev nødvendigt.

- Der skulle være god og gratis offentlig uddannelse til alle, siger han og bruger meget begtegnende netop de ord, som Chiles studenterbevægelse i dag bruger i studenterkampen og i den valgkamp, som er i gang, og hvor det tegner til, at centrum-venstre vinder præsidentposten fra den nuværende højreorienterede præsident Pinera.

- Allende ville også gennemføre en jordreform. Det var jo ikke kun Chiles problem, men var et problem i hele Latinamerika - og er det stadig i dag, hvor det er kernen i de skarpeste konflikter i flere lande.

Og Allende ville nationalisere naturressourcerne. Det skulle give indtægter til at betale for de sociale forbedringer.

Marcelo Llorente påpeger, at en af de største udfordringer, som Allende gik i gang med var nationaliseringen af Chiles største naturressource; kobberet.

Destabilisering

Destabiliseringen af Allendes regering tog rigtig fart, da folkefront-regeringen nationaliserede kobberet.

Der blev spekuleret mod landets valuta, og der blev spændt ben for Chiles adgang til internationale lån og kreditter.

En sand mediestorm blev rejst mod regeringen. 

- Chile havde 150 avisen. De 115 var imod Allende. Der var den samme ubalance i radio og tv, fortæller Marcelo Llorente.

- Man skabte frygt for, at folk ville miste deres opsparing i bankerne. Så løb kunderne stormløb på bankerne og ville have alle deres penge ud, og det kunne jo ikke lade sig gøre.

Lastbilchaufførerne kom til at spille en central rolle i destabiliseringen af Allendes styre.

- Chile er verdens længste land, forklarer Marcelo Llorente. Landevejstransport på langs ad de 4000 kilometer er nødvendig for landets funktion og for at sikre forsyninger til befolkningen.

Dag for dag nærmede Chile sig september 1973 og militærkuppet.

Lastbilchaufførerne var ansat af små selvstændige vognmænd, som gik imod Allende og hans sociale reformer. Derfor stoppede de lastbilerne, og det blev alvorligt.

Marcelo Llorente mener, at dette småborgerskab, kom til at spille en vigtig og negativ rolle.

- De private læger var også imod Allendes planer om at skabe et stort offentligt sundhedsvæsen. De ville ikke arbejde for staten. Lægerne ville have deres private praksis og tjene mange penge på at behandle den del af befolkningen, der kunne betale, vurdrer han.

De private virksomhedsejere i Chile - eller i hvert fald mange af dem - indledte en aktion mod folkefrontsregeringen. De holdt op med at arbejde og producere.

- Efter noget tid opstod der en alvorlig mangelsituation, fortæller Marcelo Llorente. Mangel på fødevarer, toiletpapir, benzin...

- Kuppet blev sat i gang meget langsomt - over flere år.

Dag for dag nærmede Chile sig september 1973 og militærkuppet.

Den politiske hetz i aviserne tog til, og nogle gange blev den helt absurd, mindes Marcelo Llorente. Løftet om gratis uddannelse blev fordrejet til absurd ukendelighed og fremstillet som om børn blev sendt til Sovjetunionen, og der blev de slået ihjel og lavet til dåsemad. 

- Det er ikke noget jeg finder på. Man kan finde de gamle aviser. Der stod også, at Chiles mad blev sendt til Cuba, og at der var derfor, der var mangel på mad. Chile ville blive et 'diktatur ligesom Fidel Castros Cuba' og aviserne skrev om 'et Gulag ligesom i Sovjetunionen'.

Marcelo Llorente er stadig rystet over mængden og grovheden af løgnene og hetzen i medierne dengang i 1973.

Socialisme med en duft af vin

Midt i hetzen tog Allende til genmæle på et pressemøde:

- Vores socialisme har ikke noget at gøre med Sovjetunionen eller Østeuropa, sagde han. Vores socialisme dufter af vin og smager af empanadas.

Det er en karakteristik, som Marcelo synes er god - og sand. Det var en sådan revolution Salvador Allende stod i spidsen for i 1000 dage. Men pressemødet vendte imidlertid ikke den oppiskede stemning i Chile eller i den borgerlige presse i udlandet.

Allendes regering sad naturligvis ikke passivt og så til, mens højrefløjen destabiliserede landet og forberedte sit kup.

Befolkningen blev mobiliseret til at tage hånd om deres liv og de udfordringer, som opstod.

- For at imødegå den bevidste sabotage af fødevareforsyningen og andre forsyninger oprettede regeringen "JAP" - Juntas de Abastecimientos y Precios - hvor folk organiserede sig i komiteer, der sikrede fordeling af de varer og den mad, som var tilgængelig. Og som greb ind mod spekulation i priserne på varer.

Og imens skrev aviserne spalte op og spalte ned om problemerne og manglerne og konkluderede, at det skyldtes 'den uduelige socialisme'.

Et forsøgskup

Den 29. juni var der et lille kup i Chile.

Marcelo Llorente vurderer, at det var Pinochet og andre af hovedmændene i det senere kup, der ønskede at skille sig af med en kreds af officerer, som var loyale over for Salvador Allende.

De blev gjort ansvarlige for et mindre og mislykket kupforsøg i juni, og da så Pinochet slog til den 10-11. september 1973 sad general Prats og andre officerer, der var loyale over for Allende, i fængsel.

Det lille kupforsøg i juni var måske også et forsøg på at måle den folkelige støtte til Allende. Og den var stor.

- Det passer ikke, at den folkelige støtte til Allende var faldet. Den 29. juni 1973 gik 800.000 mennesker på gaden for at demonstrere deres støtte til Allende og reformerne. På det tidspunkt besluttede højrefløjen og militæret, at de ikke kunne vælte folkefronstsregeringen politisk. De kunne kun få magten gennem et militærkup, fortæller Marcelo Llorente.

I starten af september 1973 besluttede Salvador Allende gennem en folkeafstemning at spørge befolkningen, om den ville fortsætte reformerne eller stoppe dem.

Den folkeafstemning turde højrefløjen ikke vente på. Højrefløjen var bange for, at Allende ville vinde folkeafstemnignen og få styrket sin legitimitet.

- Folkeafstemningen skulle finde sted den 11. september. Nej, retter Marcelo Llorente sig selv. Den skulle finde sted den 10. september. Allende havde et møde om sagen med sin 'fortrolige' hærchef, som hed Augusto Pinochet. Pinochet overtalte ham til at vente en dag - til den 11. september, hvor kuppet var planlagt til at ske.

Brutalitet og dumhed

- Resten er jo sådan set temmeligt kendt, siger Marcelo Llorente - han er måske lidt præget af ulyst til at tænke de forfærdelige og blodige begivenheder igennem igen og berette om dem.

Hans egen far var et halvt år i kz-lejr.

Faderen arbejdede på et hospital, og var medlem af et af venstrefløjens partier. Kort efter kuppet kom marineinfanterister og arresterede ham.

Om aftenen den 11. september kom soldater og lavede husundersøgelse i hus efter hus - også i Marcelos hjem.

Hjemmets bogsamling blev brændt.

- Der var bøger af mange forfattere, også russiske og sovjetiske. Der var flere bøger af Tolstoj, som også blev brændt, selvom han jo er fra tiden før den sovjetiske revolution.

Marcelo Llorente ryster på hovedet ved tanken om brutaliteten og dumheden.

Hjemmets mange plakater med Allende og Che Guevara blev også brændt.

Socialisme med duft af vin og smag af empanadas.

Kuppet blev indledt med en fælles flådeøvelse med deltagelse af krigsskibe fra USA. Skibene satte ud fra flådebasen i Valparaiso og lagde sig på skudhold af hovedstaden Santiago de Chile. Der lå de under kuppet.

Den 11. september om morgenen hørte Allende om kuppet. Han tog til præsidentpaladset La Moneda, hvor han modtog 'opråbet fra militæret', hvori officererne meddelte, at de havde afsat "det marxistiske diktatur"  og opfordrede Allende til at træde tilbage.

- Det afviste Allende. Han forblev trofast mod sit folk, og afviste kupmagernes tilbud om at gå i eksil. 

- Der var mange, som advarede Allende mod militæret og farerne for et kup, men Allende ville stole på hærens respekt for forfatningen. Det måtte han jo erfare, at han ikke kunne. 

- Også Fidel Castro advarede ham - og som mange véd, gav Fidel ham jo et gevær... 'just in case...' lyder det med et med et sørgmodigt smil fra Marcelo Llorente. Han ville gerne dele Allendes tillid til militærets respekt for forfatningen, men véd i dag, at der ikke var grundlag for den smukke forhåbning

På det sidste billede, der er taget af Allende, står han med det gevær i hånden, som Fidel gav ham. Allende var klar til med våben i hånd og med livet som indsats at forsvare forfatningen og legaliteten.

- Det er det budskab, som han gav os med sit eget blod.

- Martyr-præsidenten kalder vi ham, fortæller Marcelo Llorente.

Men Allende blev langt fra Chiles eneste martyr. De tælles i tusinder.

Marcelo, der lige var begyndt i skolen, da kuppet skete, husker, at i tiden derefter 'forsvandt' nogle lærere.

De var bare forsvundet, anden forklaring fik børnene og forældrene ikke. Marcelo Llorente betragter det som en udspekuleret grusomhed, det med at mennesker 'forsvandt'. Det spredte rædsel, og det efterlod folk angste og hjælpeløse.

Det var omfattende i Chile og værre endnu i nabolandene Argentina og Uruguay og måske værst i lande i Mellemamerika; Honduras, El Salvador og Guatemala.

- Min far var af den opfattelse, at man ikke skulle søge asyl. Han ville kæmpe i landet. Men efterhånden blev det uholdbart, og i 1977 forlod vi Chile. Min far fik arbejde i Brasilien. Og takket være FN og Anker Jørgensens socialdemokratiske regering fik vi asyl her i landet og kom til Danmark - ja faktisk var det den 10. september 1979 husker Marcelo Llorente, der i dag selv er medlem af SF.

- Det var dengang socialdemokraterne havde en meget mere aktiv udenrigspolitik - altså på den fredelige måde. Det var mens Olof Palmes ånd kunne mærkes, noterer han.

Overgang til borgerligt demokrati

Ditaturet fastholdt magten til 1989, hvor der blev indledt en fase med gradvis overgang til borgerligt demokrati.

Marcelo Llorente forklarer, at sammen med militærkuppet blev Chile til et laboratorium for nyliberal økonomisk politik. Privatisering og nedlæggelse af den offentlige sektor.

Mens der i starten af 1990'erne begyndte en proces med overgang til borgerligt demokrati, så kom der ikke et opgør med den nyliberale politik. Den præger stadigvæk Chile. Den 'minimalstat', som blev skabt under Pinochet, levede videre. Der kom en ny retorik om 'globalisering', men politiken var i store træk den samme.

Det progressive og humanistiske Chile, havde med kuppet mistet sin kultur, sine kulturelle ledere og sine politiske ledere.

Og de kom ikke tilbage fordi militærdiktaturet overdrog magten til civile.

- Lederne var enten blev dræbt, var 'forsvundet' eller var rejst i eksil, påpeger Marcelo Llorente.

- Proletariatet var der, men den politiske ledelse var væk. Bønderne var der, men deres ledere var der ikke.

Derfor har Chile været lammet i mange år.

Politisk aktivitet

Det er først de seneste år, at der vokser en ny politisk aktivisme frem i Chile. Det er i høj grad de studerende, som har brudt isen med deres kamp mod en privatiseret undervisningssektor forbeholdt overklassen. De studerende har i mere end fem år demonstreret og aktioneret for gratis, god og offentlig undervisning til alle.

Der er nu en voksende vilje til politisk aktivitet blandt arbejderne. Og de oprindelige folk, mapucherne, kæmper mod undertrykkelse og for deres nationale rettigheder til jord og kultur.

Kommunisterne stiller op til parlamentsvalget, og et medlem af det kommunistiske parti er i dag formand for Chiles faglige LO.

Der sker en politisk modning i Chile, og Marcelo Llorente er sikker på, at 'venstrebølgen' i Latinamerika inspirerer den folkelige og politiske udvikling i Chile.

- Chiles Mapuche-indianere ser, at i Boivia og i Ecuador får de oprindelige folk en politisk stemme. I Bolivia endda præsidentposten. Derfor genrejser mapucherne kampen for deres jord og deres rettigheder.

Måske er den vigtigste inspiration fra Venezuela, Bolivia, Ecuador og andre lande de nye forfatninger. Det krav er nu også rejst i Chile:

Chile har været lammet i mange år.

- Det er jo på en måde 'the missing link', forklarer Marcelo Llorente. Allererede Allende burde have taget initiativ til en grundlovgivende forsamling. Det var noget af det vigtige, der gik galt under Allende.

Og det er en erfaring, som de socialistisk inspirerede regeringer i Venezuela, Bolivia og Ecuador har draget af Chiles historie. Og nu også Brasilien.

- Og Honduras, tilføjer Marcelo.

Men det kan koste, at udfordre militæret og kapitalen.

- Det var netop da den folkevalgte præsident Zealya ville starte en proces frem mod en grundlovgivende forsamling i Honduras, at militæret med støtte fra USA lavede kup.

- Det viser, hvor meget højrefløjen frygter grundlovgivende forsamlinger og demokratiske forfatninger.

Nu gør Chile klar til at nedsætte en grundlovgivende forsamling.

Det er i hvert fald på den politiske dagsorden, hvis centrum-venstre alliancens kandidat, Michelle Bachelet, vinder præsidentposten ved valget den 17. november.

En ny frihedskamp

Marcelo Llorente påpeger, at det er den generation, som var ofre for diktaturerne i Latinamerika i 1970'erne og 1980'erne, som i dag indtager ledende poster.

Michelle Bachelet var selv fængslet og blev udsat for tortur.

- Og det samme gælder præsident Pedro Mujica i Uruguay, det gælder Dilma Rousseff i Brasilien, det gælder Evo Morales i Bolivia.

Marcelo LLorente mener, at noget af det vigtigste ved en grundlovgivende forsamling er den folkelige mobilisering, som det kan skabe. Det er vigtigt at få vedtaget en ny grundlov, som gør op med tidligere tiders nærmest feudale samfundsordning. Men for at skabe social retfærdighed i samfundet, så skal befolkningen være aktiv, understreger han.

Det er den folkelige aktivitet i Venezuela og i Bolivia, som skaber de sociale fremskridt. Det var den folkelige aktivitet, der både i Venezuela, i Bolivia og i Ecuador har afværget en række forsøg på kup.

Marcelo Llorente er begejstret for den nye, progressive og revolutionære strømning, der i disse år præger Latinamerika. Der foregår en ny frihedskamp i verdensdelen - også i Chile.

- Latinamerikanerne har lært af kuppet i Chile, og nu drager Chile nytte af erfaringerne fra Latinamerika, runder Marcelo Llorente af.