19 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tre lande kalder deres ambassadør hjem fra Brasilien

Dilma Rousseff afsat ved kup

Tre lande kalder deres ambassadør hjem fra Brasilien

Højrefløjen i Brasilien har taget magten i landet. Med stort flertal har politiske modstandere i Senatet kendt den valgte præsident Dilma Rousseff skyldig i handlinger, som jurister ikke mener er kriminelle.

I må ikke acceptere et kup, som i stedet for at løse krisen i Brasilien vil forværre den. Det var Dilma Rousseffs afsluttende ord til de 81 senatorer. Hvorefter 61 stemte hende ud som præsident.
FOTO: Evaristo Sa/AFP/Scanspix
1 af 1

Bolivia, Ecuador og Venezuela har kaldt deres ambassadører hjem fra Brasilien, efter at et højreflertal i Senatet natten til i går fuldendte et kup mod den folkevalgte præsident Dilma Rousseff.

Med stemmerne 61 for og 20 imod var der mere en det nødvendige to tredjedeles flertal blandt senatorerne for at kende den suspenderede præsident Dilma Rousseff skyldig. Hun er dermed afsat, og den fungerende præsident Michel Temer blev få timer senere taget i ed som landets præsident.

De eneste, der kan dømme dine politiske handlinger er dit folk.
Evo Morales, præsident

Dilma Rousseff er – ikke af jurister, men af senatorer –  kendt skyldig. Hun gøres ansvarlig for i 2013 at have brugt af det kommende års budgetter ved at udsætte betalingen af et skyldigt beløb til nogle af statens banker. Tidligere præsidenter har foretaget samme økonomiske manøvre sidst på finansåret, uden at der blev rejst sag. 

Blandt andet en institution, som svarer til Statsrevisorerne i Danmark har udtalt, at Rousseffs handlinger ikke er strafbare.

>> LÆS OGSÅ: Præsident Dilma Rousseff skal for rigsret

Cubas udenrigsministerium  fastslår i en udtalelse, at der ikke blev fremlagt "nogen som helst beviser for korruption eller kriminelle handlinger mod hende ... hvorfor (afsættelsen) er en handling i strid med viljen hos det folk, der har stemt på hende."

Vrede i Caracas

Venezuela har trukket sin ambassadør hjem og lagt de politiske og diplomatiske forbindelser med den nye præsident Temer og hans regering på is, skriver nyhedsstationen TeleSur.

– Det politiske og økonomiske oligarki har i alliance med imperialistiske kræfter gennemført et statskup mod præsident Dilma Rousseff, siger Venezuelas præsident Nicolas Maduro.

Ecuador har tilsvarende kaldt sin repræsentant hjem fra Brasilia. Bolivias præsident Evo Morales har kaldt sin ambassadør hjem til samtaler for "at tage de nødvendige forholdsregler i denne anledning", som Morales udtrykker det.

"De eneste, der kan dømme dine politiske handlinger er dit folk. De andre opfylder blot deres skammelige arbejde for imperiet", skriver Evo Morales i et tweet rettet til Dilma Rousseff.

Cuba er enig med Venezuelas og Bolivias præsidenter i, at kuppet skal ses i en større politisk sammenhæng:

"Det, der er sket i Brasilien, er endnu et udtryk for imperialismens og oligarkiets offensiv mod revolutionære og progressive regeringer i Latinamerika og Caribien. Det truer fred og stabilitet i landene og er i strid med ånd og indhold i 'Erklæringen om Latinamerika og Caribien som en Fredszone', som det blev besluttet på det andet topmøde i CELAC i januar 2014", skriver Cubas udenrigsministerium.

Brasiliens Kommunistiske Parti (PCdoBrasil), som var del af Dilma Rousseffs regeringsalliance, fordømmer Senatets kup mod præsidenten som "en hån imod demokratiet". I lederen i partiets dagblad, Vermelho, betegnes den nye regering som "ulovlig", og der lyder en opfordring til ved de forestående kommunalvalg at give regeringen et nederlag og styrke demokratiske og progressive partier.

USA godkender kuppet

USA har reageret på afsættelsen af Dilma Rousseff med diplomatisk listesko, men godkender reelt kuppet.

– Vi har set rapporter om, at det brasilianske Senat i overensstemmelse med Brasiliens forfatningsmæssige rammer har stemt for at fjerne præsident Rousseff fra embedet, sagde John Kirby, der er talsmand for USA's udenrigsministerium og tilføjede:

– Vi er overbeviste om, at vi vil fortsætte det stærke bilaterale forhold, der eksisterer mellem vore to lande som de to største demokratier og økonomier på vores halvkugle.

Det kommer ikke som nogen overraskelse. USA's udenrigsminister John Kerry har tidligere tilkendegivet, at USA har "fuld tillid til retsstaten i Brasilien". Denne udtalelse kom Kerry med, da han i starten af august deltog i åbningen af OL i Rio. Ved den lejlighed mødtes han også med Michel Temers udenrigsminister Jose Serra. Det blev tolket som Washingtons godkendelse af den fungerende kupregering, som nu har overtaget magten permanent.

EU-kommissionen tier derimod foreløbigt. På kommissionens hjemmeside er der nye opdateringer fra Moldova, Makedonien og Gabon, men intet om situationen i Brasilien.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. sep. 2016 - 09:27   02. sep. 2016 - 16:23

Brasilien

se@arbejderen.dk
Brasilien fra fremgang til krise
  • I sommeren 2015 gik Brasiliens økonomi fra vækst til recession med en tilbagegang på 0,7 procent i første kvartal og et minus på 1,9 procent i andet kvartal. Siden har væksten været nul eller negativ.

Den sociale fremgang fra 2002 til 2014:

  • Arbejdsløshed: Faldt fra 13 procent til 5 procent.
  • Ansatte i den uformelle sektor faldt fra 22,5 procent til 13,3 procent.
  • Mindsteløn er steget med 76,2 procent.
  • Realløn er steget med 35 procent.
  • Fattigdommen er faldet fra 35,8 procent af befolkningen til 15,9 procent.
  • Ekstrem fattigdom er faldet fra 15,2 procent til 5,3 procent.
  • Dækket af familieydelsen (Bolsa Familia): 57,8 millioner mennesker (cirka 29 procent).
Brasilien
  • Regeringsform: Forbundsrepublik.
  • Areal: 8,5 millioner kvadratkilometer (femte største land i verden).
  • Hovedstad: Brasilia.
  • Indbyggertal: Cirka 202 mllioner.
  • BNP per indbygger: 12.100 dollars (Danmark: 37.800 dollars).
  • BNP fordelt på sektorer: Servicefag: 68,1 procent, industri: 26,4 procent, landbrug: 5,5 procent.
  • Arbejdsløshed: 7 procent.
  • Befolkning under fattigdomsgrænse: 15,9 procent.
  • Præsident Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet PT blev genvalgt i oktober 2014 med 51,64 procent mod 48,36 procent til modkandidaten Aecio Neves fra partiet PSDB. (afsat ved kup 1. september 2016. Ny præsident er Michel Temer fra partiet PMDB).

Kilder: CIA, CEPR