Shanghai Samarbejdsorganisation (SCO) afholdte topmøde den 10. november, hvor organisationens otte medlemmer diskuterede implementering af SCO's udviklingsstrategi for 2025.

Selvom vi har Joe Biden som den nye præsident i USA, vil der fortsat være vestlig og ikke-vestlig konkurrence og rivalisering.
Yang Jiang, seniorforsker i global orden ved DIIS

I 2001 blev SCO etableret i Kina, og i dag består samarbejdet af de tidligere sovjetiske republikker Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan samt Kina, Indien og Pakistan.

– SCO er den største politisk-strategiske organisation for ikke-vestlige lande. Det er en form for alliance, der afbalancerer overfor den vestlige militære og strategiske alliance anført af USA, siger danske Yang Jiang, der er seniorforsker i global orden ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Udviklingsstrategien sætter blandt andet rammerne for et samarbejde mellem landene indenfor international politik og sikkerhed.

Med Kina og Rusland i spidsen står SCO som modvægt til USA's indflydelse i Asien og betegnes derfor ofte som "Asiens NATO", oplyser journalisten Ritu Sharma på den indiske forsvarsportal Indian Defence Industries.

"Demokratisk, retfærdig og rationel"

En del af SCO's udviklingsstrategi er implementering af et politisk samarbejde mellem medlemslandene.

"SCO vil bidrage til at opbygge en demokratisk, retfærdig og rationel verden baseret på kollektive principper, international lovgivning såvel som på gensidig respekt", skriver SCO. Organisationens medlemmer går desuden ind for, at lande ikke blander sig i hinandens "interne anliggender".

"SCO accepterer ikke ideologiske og konfronterende tilgange til løsninger for presserende internationale og regionale anliggender", fortsætter organisationen.

– At lande ikke skal blande sig i hinandens interne anliggender har altid været et af principperne for den såkaldte Shanghai-ånd. Det er primært vestlige lande, som SCO ikke ønsker, skal gribe ind i medlemmernes interne anliggender, fortæller Jiang til Arbejderen.

Hun uddyber, at der er risiko for, at vestlige lande griber ind, fordi flere af SCO's medlemslande ikke er ligesom vestlige demokratier. Derfor understreger SCO, at der skal være respekt for politiske forskelligheder mellem landene.

– De andre mindre lande i SCO ønsker heller ikke, at Rusland skal gribe ind i deres indenlanske anliggender. Men det er primært vestlige lande og organisationer, som SCO ikke vil have blander sig, siger seniorforskeren Jiang.

Afvæbning og våbenkontrol

Medlemslandene vil desuden "samarbejde indenfor afvæbning og våbenkontrol" og stoppe spredning af atomvåben og støtte fredelig brug af atomenergi.

I den forbindelse ønsker SCO en hurtig implementering af Traktaten for en Atomvåben-Fri Zone i Centralasien, der er underskrevet af SCO's centralasiatiske medlemmer Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Desuden har Kina, USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Turkmenistan tilsluttet sig traktaten.

Traktaten opfordrer alle lande med atomvåben til "at give afkald på indsættelsen af deres atomvåben i andre landes områder".

– Indenfor rammerne af SCO har Rusland og Kina arbejdet for ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Et af SCO's største mandater er regional stabilitet og sikkerhed i Centralasien, oplyser Jiang.

Hun uddyber, at traktaten er bygget på risikoen for, at "rivalerne" USA og Rusland kunne provokere hinanden ved at indsætte atomvåben i centralasiatiske lande.

Sammen for sikkerhed

Desuden vil SCO "fortsat forbedre samarbejde for rettidig og tilstrækkelig respons overfor de nye trusler og udfordringer for regionens sikkerhed", skriver organisationen.

I den forbindelse lister SCO trusler og udfordringer op, hvilket blandt andet inkluderer terrorisme, narko- og våbenhandel, menneskesmugling, hvidvaskning, økonomisk kriminalitet og uroligheder omkring landegrænser.

Der vil "blive lagt særlig vægt på at forbedre mekanismen for hurtig reaktion på nye udfordringer og trusler", fastslår SCO.

For at modstå trusler mod regionen afholder SCO jævligt samlede militærøvelser. I 2019 deltog medlemslandene i en militærøvelse i Rusland, hvor de øvede i at bekæmpe terrorisme. 

Desuden arbejder SCO på at forbedre samarbejdet for internetadministration, at undgå grænsekonflikter, reduktion af narkoefterspørgsel og forebyggelse mod menneskeskabte katastrofer.

Multilateralt samarbejde

Samarbejdet i organisationen "vil fortsætte med at tjene som et eksempel for, hvordan ikke-blokerende multilaterale koalitioner effektivt kan sikre international sikkerhed i en forandrende verden", mener SCO.

SCO understreger, at organisationens topmøder, militærøvelser og andre aktiviteter er "baseret på lige samarbejde" mellem landene.

Seniorforskeren Yang Jiang forklarer, at SCO's multilaterale tilgang baseret på lige samarbejde og en multipolær verdensorden står som modvægt til USA, der igennem mange år alene har domineret som verdens største supermagt.

Men hvor den vestlige alliance NATO domineres af USA, sigter SCO i stedet efter at være et multilateralt forum, der ikke skal domineres af de store magter Rusland og Kina.

– De små lande vil have det samme at skulle have sagt. Selvom SCO er en platform for Rusland og Kina til at koordinere deres politik, vil de små lande have, at deres interesser bliver promoveret gennem den multilaterale mekanisme, siger Jiang.

Et samarbejde i udvikling

Da SCO blev etableret i 2001, bestod organisationen af Kina, Rusland, Kasakhstan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan. I 2017 blev SCO udvidet med to nye medlemmer, Indien og Pakistan.

Desuden er Afghanistan, Hviderusland, Iran og Mongoliet observatører i organisationen, mens Armenien, Aserbajdsjan, Cambodja, Nepal, Sri Lanka og Tyrkiet er dialogpartnere.

Ifølge mediet New Turkey har Tyrkiets regering diskuteret muligheden for at give afkald på sin ansøgning om medlemskab i EU for i stedet at blive fuldt medlem af SCO.

– Det er vigtigt at huske på, at SCO har udvidet sig, siger Jiang. Hun forklarer, at SCO's indflydelse nu strækker sig til Mellemøsten, hvor Iran og Afghanistan er blevet observatører, og Israel og Saudi-Arabien for nyligt har anmodet om at blive dialogpartnere.

– Det er helt sikkert en balancerende kraft mod den USA-anførte vestlige alliance, gentager seniorforskeren.

– Selv om vi har Joe Biden som den nye præsident i USA, vil der fortsat være vestlig og ikke-vestlig konkurrence og rivalisering om, hvilken verdensorden og hvilke nationalpolitiske systemer der er acceptable, slutter Yang Jiang.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her