27 Feb 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Atombomben var en meningsløs krigsforbrydelse

70 år for Hiroshima

Atombomben var en meningsløs krigsforbrydelse

Atombombningen var en krigsforbrydelse. Det er fastslået ved dom! Militært og politisk var atombomberne en fiasko målt på alle parametre. De havde ingen indflydelse på Japans kapitulation eller de efterfølgende grænsedragninger i Asien og i Europa.

Billedet viser den ødelæggelse, som atombomben over Hiroshima skabte. Bygningen med kuplen står stadig som et mindesmærke i centrum af byen.
FOTO: Wikimedia
1 af 1

At atombomberne, som USA kastede over Hiroshima og Nagasaki bidrog afgørende til Japans kapitulation er en myte, der skabtes af den amerikanske administration få år efter krigen i et forsøg på at overtrumfe folkeretten, som senere karakteriserede dem som krigsforbrydelser. 

Atombomberne var en dobbelt fiasko. Dels bidrog de ikke til Japans kapitulation og dels formåede de ikke som håbet at ændre på de grænser, der ar aftalt på Yalta i februar 1945.

Med Tysklands kapitulation i maj var enorme stridskræfter frigjort til krigen i Stillehavet. 

Den 6. August 1945 bragtes en atombombe til sprængning over den japanske by Hiroshima og kun tre dage senere blev en ny bombe kastet over Nagasaki. Det skønnes, at 2-300.000 mennesker døde indenfor de første fire måneder. Derudover pådrog mange sig strålingsskader og så sent som i 2013 anslog den japanske regering, at 192.000 mennesker, de såkaldte 'hibakusha', stadig lever med mén, der kan føres tilbage til angrebene.   

Sommeren 1945

Med Nazi-Tysklands kapitulation i maj var enorme stridskræfter frigjort til krigen i Stillehavet. 

Japan var slået som krigsførende nation, og også i Tokyo havde man iagttaget hvem, der gik ud af den europæiske krig som de ubetinget to største militærmagter. Japansk udenrigspolitik koncentrerede sig derfor om at fastholde Sovjetunionens neutralitet i Stillehavskrigen. 

På et møde i maj samles den japanske regering (det såkaldte Krigsråd eller "De Seks") om en politik med følgende ordlyd:

"I den nuværende situation, hvor Japan er i en kamp på liv og død med USA og Storbritannien, ville en sovjetisk indtræden i krigen være dødsstødet for Kejserriget. Det er derfor nødvendigt at Kejserriget gør sit yderste for at holde Sovjet ude af krigen."

Høgene især omkring militæret forfulgte en strategi, hvor de væbnede styrker kunne samles i et afgørende slag mod USA og Storbritannien, der for dem ville være så kostbart, at de ville bløde op på kravet om betingelsesløs kapitulation. 

Strategien forudsatte sovjetisk neutralitet. 

En pris, Japan var villig til at betale var en tilbageføring af grænserne til før den japansk-russiske krig i 1904-5. De grænser var imidlertid allerede blevet aftalt på Yalta-konferencen i februar mellem USA, Storbritannien og Sovjet, der havde forpligtet sig til at træde ind i Stillehavskrigen senest tre måneder efter Tysklands kapitulation. 

I 1934 var Manchuriet blevet en japansk lydstat og i maj 1939 søgte japanske tropper at trænge ind i Sovjet fra floden Khalkhyn Gol. Det lykkedes den senere så berømte general Georgi Zhukov at slå angrebet tilbage med betydelige japanske tab til følge, og der blev indgået en våbenhvile, der i april 1941 blev afløst af en ikke-angrebspagt. Det kom ikke senere til træfninger mellem de to lande.

USA’s konventionelle luftbombardementer

En effektiv søblokade af det japanske ørige (her forstået som de fire hovedøer) havde sammen med massive luftbombardementer af byer og anlæg i løbet af 1945 halveret industriproduktionen i forhold til dens højdepunkt i sommeren 1944.

83 større byer havde været udsat for tæppebombardementer og i cirka 40 japanske byer var mere end halvdelen af bygningsmassen ødelagt. Målt i ødelæggelseskraft kom atombomberne ikke i nærheden af, hvad de konventionelle bomber havde udrettet – og ville kunne udrette i lang tid fremover.

I august 45 kunne USA fremstille tre atombomber og herefter to om måneden året ud. 

En af grundpillerne i myten om atombombernes betydning for fredsafslutningen er, at der skulle have været noget særligt spektakulært ved atombomberne, der hensatte den japanske ledelse i chok. 

I august 45 kunne USA fremstille tre atombomber og herefter to om måneden året ud. 

Bortset fra at ledelsen ikke gik chok, så var bombardementet af Tokyo i marts 45 Stillehavskrigens mest spektakulære, målt på antallet af ofre og ødelagt bygningsmasse. Angiveligt tog det to uger at rydde Tokyo’s gader for lig og som anført af en historiker: Hvis menneskelig lidelse overhovedet gjorde indtryk på den japanske ledelse, så kunne den i marts iagttage det med egne øjne fra regeringskontorerne – mens Hiroshima og Nagasaki var langt væk. 

USA’s Kommission for Strategiske Bombestudier 

En af USA's regering relativt uafhængig 'Kommission for Strategiske Bombestudier' (med deltagelse af blandt andre økonomen John K. Galbraith) skriver i sin rapport fra juli 1946: 

"Baseret på Rådets indgående undersøgelse af alle fakta, herunder vidneudsagn fra de overlevende japanske ledere, er det Rådets opfattelse, at Japan med stor sandsynlighed ville have kapituleret inden den 1. november og med sikkerhed inden den 1. december, selv uden anvendelse af atomvåben, selv uden Sovjetunionens indtræden i krigen og selv uden at en amerikansk invasion var blevet gennemført."

Den amerikanske invasion af den sydligste hovedø Kyushu var planlagt til den 1. november 45.

Citatet er centralt, fordi de følgende årtiers historieskrivning forholder sig til det grundlæggende udsagn på den ene eller anden måde. 

Truman og bomben

Beslutningen om anvendelsen af atomvåben blev truffet under, men af ikke af præsident Truman. Truman havde afløst Roosevelt få måneder forinden. Krigen fortsatte – ‘Business as usual’  – og Truman blandede sig ikke i den taktiske krigsførelse. Som vicepræsident havde han intet kendskab til det tophemmelige Manhattan-projekt, udviklingen af atombomben.

I de første efterkrigsår skabtes myten om, at atombomberne reddede tusinder af liv som alternativ til en amerikansk invasion. 

I løbet af 1945 havde det amerikanske luftvåben i Stillehavet opnået en egen dynamik, hvor bomber blev smidt lige så hurtigt som de kunne fremstilles og flåden af B29-fly kunne tankes op. Atombomberne var blot en naturlig forlængelse af dette. 

Trumans første aktive handling som øverstkommanderende var faktisk at sætte atombombningen på ‘stand-by’! 

Da detaljerede efterretninger om virkningen af atombombningen når det Hvide Hus den 10. august, giver – ifølge minister Wallace – en tydeligt bevæget Truman ordre til, at ingen atombomber må smides undtagen på præsidentens udtrykkelige ordre. 

I de første efterkrigsår orkestreres myten om, at atombomberne reddede hundrede tusinder af liv som alternativ til en amerikansk invasion. 

Historikeren Hasegawa kommenterer det i 2005 således:

Til sin død kom Truman til stadighed rundt om atombombernes nytte og legitimitet og endte med at skabe en historie, som han selv kunne tro på. At han så ofte bragte spørgsmålet på bane viser, at beslutningen martrede ham til det sidste.

Myten nåede sit foreløbige højdepunkt, da George Bush senior hævdede, at bomberne havde reddet millioner af amerikanske soldaters liv. 

Potsdam-konferencen 

I juli 45 mødes de allierede i det besatte Tyskland og USA, Storbritannien og Chiang Kai-shek-Kina udsteder den 26. juli en erklæring, der kræver Japans betingelsesløse overgivelse. Selvom erklæringen indeholder en formildende passus om "ikke at udslette Japan som nation eller japanerne som folk", gives der ingen direkte garantier for monarkiets fortsættelse. 

Sovjetunionen inviteres ikke med til underskrivelsen og Sovjets forslag om en fælles krigserklæring afvises. Japan har al mulig grund til at tro, at Sovjet kan holdes ude af konflikten!

I sin dagbog fra konferencen skriver Truman: 

"Vi vil udsende en advarsel til Japan om at overgive sig for at spare mange menneskeliv. Jeg er sikker på, at de vil afvise den, men vi giver dem chancen."

Truman vidste altså, at erklæringen ikke havde en form, der ville få Japan til at kapitulere, selvom kredse i hans administration havde anbefalet, at man eksplicit nævnte monarkiets fortsættelse. Tilsvarende havde de amerikanske generaler som forudsætning for invasionen af Kyushu kalkuleret med, at Sovjet ville tage sig af de cirka 900.000 japanske tropper på det asiatiske fastland.

Ordren om at smide bomben var allerede givet på militært niveau den 25. juli. 

Den japanske reaktion

Den japanske regering afviste ikke Postdam-erklæringen, men svarede henholdende med ordet ‘mokusatsu’ 1), fordi man afventede at høre nyt fra en delegation med prins Konoe i spidsen, der var sendt til Moskva med henblik på at lade det neutrale Sovjet mægle i Stillehavskrigen.

Om morgenen den 6. august blev den første atombombe smidt over Hiroshima og ødelagde – udover så meget andet – kommunikationslinjerne, så nyheden først nåede til Tokyo om aftenen – til kejserpaladset og premierministeren. 

Sidstnævnte foreslår et kabinetsmøde, der først kan afholdes den 9. august. At det amerikanske luftvåben havde udslettet en japansk storby var ingen nyhed, men et fænomen, der forekom to-tre gange ugentligt. 

1,5 millioner sovjetiske tropper rykkede ind i Manchuriet, ved daggry den 9. august lokal tid.

Den 7. august kontakter den japanske udenrigsminister Togo sin ambassade i Moskva med henblik på øjeblikkeligt at kende den sovjetiske position. Om aftenen den 8. august, Moskva-tid, får den japanske delegation endelig foretræde for udenrigsminister Molotov, der officielt meddeler, at Sovjet træder ind i Stillehavskrigen.

Få timer senere buldrer 1,5 millioner sovjetiske tropper ind i Manchuriet, omkring daggry den 9. august lokal tid, og rykker frem med overraskende hurtighed. 

Den sovjetiske troppekoncentration var naturligvis blevet iagttaget, men den japanske hær havde antaget, at styrken først ville være operationsklar i begyndelsen af det nye år.

Det virkelige chok, der præger regeringsmødet den 9. august, er Sovjets indtræden i krigen. 

Mødet starter klokken 11.00, og da efterretningerne om atombombningen af Nagasaki modtages cirka en halv time senere giver det ikke anledning til drøftelse. Da ministeren for hæren nævner, at USA formodentlig besidder omkring 100 atombomber – et tal helt ude af proportion med virkeligheden – bliver det nærmest overhørt og ministeren, der tilhører høgene, går da også selv ind for en fortsættelse af krigen. 

Fra mødet fremsendes en accept af Potsdam-erklæringen med det forbehold, at kejseren er urørlig. 

Den 10. august fremsendes en protest til Røde Kors i Schweiz, hvor USA anklages for brud på reglerne for krigsførelse. Det er første og eneste gang en japansk regering protesterer over atombomberne. 

Om det japanske forbehold afvises eller imødekommes af Washington den 11. august er et åbent spørgsmål, men det hedder, at 'den japanske kejser vil referere til den øverstkommanderende for den allierede besættelsesmagt'. Imens fortsætter det amerikanske luftvåben tæppebombardementerne af de japanske byer, og styrkerne på det asiatiske fastland er på randen af kollaps.

På et møde den 14. august udtrykker den japanske premierminister det således:

"Hvis vi ikke snart kapitulerer, vil Sovjet ikke alene besætte Manchuriet, Korea, Karafuto, men også Hokkaido [Japans nordligste hovedø&#93… vi må afslutte krigen, mens vi endnu kan forhandle med USA."

Den 15. august meddeler kejseren i en radiotale beslutningen om at kapitulere og den 17. henvender han sig i sin egenskab af øverstkommanderende til de væbnede styrker med denne begrundelse:

Mindst to afgørende principper for krigsførelse blev overtrådt.

"Nu hvor Sovjetunionen er trådt ind i krigen…betyder en fortsættelse …kun meningsløse lidelser for os selv og at selve grundlaget for kejserrigets eksistens er truet. Derfor og til trods for, at der stadig eksisterer en enorm kampvilje i den kejserlige flåde og hær, agter jeg at slutte fred…"

I realiteten giver kejseren kun ordre til at indstille alle offensive operationer, men da styrkerne på fastlandet forsvarer sig mod de fremrykkende sovjetiske divisioner, varer kampene frem til den 26. august, hvor Sovjet har besat det territorium, der var aftalt på Yalta i februar.

Den 2. september sker den officielle underskrivelse af Japans overgivelse. General McArthur indsættes som øverstkommanderende for besættelsesmagten og indrømmer kort efter immunitet til kejseren og dennes familie, hvoraf flere havde spillet en aktiv rolle i krigen og i Japans krigsforbrydelser.

En krigsforbrydelse

I 1963 blev legitimiteten af angrebene på Hiroshima og Nagasaki for første gang prøvet ved en domstol i Tokyo, der fastslog, at mindst to afgørende principper for krigsførelsen var overtrådt: princippet om at sondre mellem militære og civile mål samt princippet om ikke at påføre mennesker 'unødvendig lidelse'. Andet princip henviser til de langvarige mén hos ofrene og sammenligner med giftgasser, der var blevet forbudt ved konvention før krigsudbruddet. 

Sagen blev anlagt i 1955 som et erstatningssøgsmål af en gruppe af overlevende fra angrebene og var således otte år undervejs.

Dommen forholder sig ikke til atomvåben som sådan, men erstatningskravene afvises med henvisning til fredstraktaten mellem USA og Japan.  

Dommens præmisser er ikke siden blevet anfægtet af faglitteraturen.

Atombomberne en dobbelt fiasko

Den mest plausible forklaring på forløbet gives af skolen af historikere omkring Tsuyoshi Hasegawa: En nytiltrådt, usikker og naiv præsident ønsker som sin første aktive handling at genforhandle de grænser, der blev aftalt af hans forgænger Roosevelt på Yalta, og det nye ‘supervåben’ kunne gennemtvinge en japansk kapitulation, inden Sovjet trådte ind i krigen. 

Men bomberne havde ingen indflydelse på Japans beslutning om at kapitulere.

Manchuriet er i dag en del af Kina og Nordkorea, Sakhalin er russisk, og de tre sydligste Kuril-øer er stadig genstand for japansk-russisk disput.

Mere spekulativt har andre fremført, at formålet med bomben var at skræmme Sovjet. Et mål, der tydeligvis heller ikke blev nået, og da Sovjet få år efter også har bomben, startes et ressourcekrævende kapløb af hidtil ukendte dimensioner.

NOTE: "mokusatsu" betyder ifølge wikipedia: "den sag fortier vi med foragt".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2015 - 07:17   26. sep. 2015 - 07:20

Atomvåben

Robert Mossing
cand merc.