En ny rapport fra USA's forsvarsministerium Pentagon advarer mod Kinas militære oprustning, der bliver anset som en trussel for USA's nationale interesser og den "internationale orden".

Meningen med rapporten er også at få kongressen til at godkende Pentagons budgetansøgning ved at fremstille et behov for at modernisere flåden og så videre.
Xing Li, professor

Rapporten antyder, at Kina vil bruge den øgede våbenmagt til at eksportere sit politiske system til andre lande og ændre det internationale samfund, mener dansk-kinesisk professor i Internationale Forhold og Udviklingsstudier ved Aalborg Universitet Xing Li.

Han mener ikke, at Pentagons rapport tegner et sandfærdigt billede af intentionerne bag Kinas militære oprustning. Han ser i stedet rapporten som et signal om, at Pentagon ønsker flere midler til USA's militær.

– Meningen er at udstille Kina som en trussel og signalere til USA's allierede, at de skal stå sammen, siger Li til Arbejderen.

Kinas militære udvikling

"Kina har over de sidste to årtier prioriteret ressourcer, teknologi og politisk vilje for at styrke og modernisere hæren på nærmest alle områder", skriver Pentagon. Det magtfulde forsvarsministerie peger på, at "Kina allerede er foran USA på enkelte områder".

Kina har nu verdens største flåde med omkring 350 skibe og ubåde. "Til sammenligning har USA-flådens kampstyrke omkring 293 skibe", oplyser Pentagon.

Kina har mere end 1.250 landbaserede missiler af typerne ballistiske missiler og krydsermissiler med rækkevidde mellem 500 og 5.500 kilometer. USA har derimod kun ballistiske missiler med rækkevidde mellem 70 og 300 kilometer.

Desuden udvikler Kina i øjeblikket interkontinentale ballistiske missiler, "der er i stand til at true USA", rapporterer Pentagon.

Professor Xing Li anerkender rapportens "grundlæggende fakta" omkring Kinas militære udvikling, men mener samtidigt, at rapporten "forsøger at overgøre indflydelsen af den militære oprustning". Han påpeger, at selvom Kina udvikler sit militær, så er Kinas militærbudget stadig langt under USA's.

– Hvis man lægger militærbudgetterne hos verdens syv største lande sammen, så er det stadig mindre end USA's militærbudget, siger han.

Dæmonisere Kina

Ifølge Pentagon ønsker Kinas Kommunistiske Parti (CCP) at "opnå en ledende position i den internationale orden, der er tilpasset efter Kinas overordnede udenrigspolitiske mål".

Hvis Kina lykkes, og dets militære modernisering "efterlades uadresseret", vil det få "alvorlige konsekvenser for USA's nationale interesser og sikkerheden for den internationale regelbaserede orden", mener Pentagon.

Men ifølge Xing Li er Pentagons rapport blot endnu et udtryk for USA's "anti-Kina"-retorik.

– De kan ikke bare sige, at Kina er en trussel, når Kina opbygger sit militær, fordi alle lande opbygger deres militær, forklarer han og fortsætter:

– Så USA har brug for en anden undskyldning for at dæmonisere Kina. Den undskyldning er, at Kina vil eksportere sit autoritære regeringssystem ud til verdenen, mener Li.

– Men Kina ved godt, at andre lande ikke kan kopiere Kinas system. Kinas system bliver aldrig universelt, og det er heller ikke Kinas intention.

Ifølge Xing Li forsøger rapporten at sende et signal til NATO-medlemmer om, at de skal bidrage mere til militærbudgettet og købe mere udstyr fra USA for at kunne modstå Kinas militære udvikling.

Ved at udstille Kina som en trussel søger USA også opbakning fra Japan, Filippinerne, Sydkorea, Taiwan, Malaysia og alle andre lande i Asien, der traditionelt er allieret med USA, siger Li.

– Det står klart, at Pentagon har brug for penge, tilføjer professoren.

– Pentagon har brug for penge fra kongressen. Så meningen med rapporten er også at få kongressen til at godkende Pentagons budgetansøgning ved at fremstille et behov for at modernisere flåden og så videre.

Meningen med militæret

Ifølge Xing Li er der flere åbenlyse grunde til, at Kina udvikler sit militær.

– For det første har man som supermagt behov for et forsvarssystem til at beskytte sin status som supermagt. Ikke kun i forbindelse med nationale interesser, men også for at beskytte sine udenlandske aktiviteter.

– Nu når Kinas produktion udvider sig fra Kinas grænser til Centralasien, Mellemøsten, Østeuropa og Vesteuropa, hvem skal så beskytte Kinas interesser, spørger professoren.

I 2013 startede Kina projektet One Belt, One Road (OBOR). Et internationalt handelsprojekt der gennem et netværk af infrastruktur skal forbinde Kina med omkring 70 lande. OBOR betegnes som et af verdenshistoriens største handelsprojekter.

– I tilfælde af at borgerkrig bryder ud et sted, hvordan skal Kina så redde sine egne borgere i det land? Kina har brug for militærkapacitet, mener Li.

Derudover peger professoren på Taiwan, der siden 1949 har været i konflikt med Kina. I dag anser Taiwan sig selv som en uafhængig stat, hvorimod Kina mener, Taiwan er en del af Kina. Ifølge Pentagon anser Kina foreningen med Taiwan som en "grundlæggende betingelse" for Kinas udvikling. 

– Taiwan er det sidste område, som Kina ikke har forenet, men Taiwan vil ikke forenes med Kina. Taiwan er i en akavet situation, men Taiwan er i stand til at udfordre Kina på grund af støtte fra USA, fortæller Xing Li.

– Så Kinas militære oprustning er også for at advare USA mod at blande sig i spørgsmålet om Taiwan.

Det samme gælder for Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina og flere andre asiatiske lande gør krav på territorium.

– Hvis USA blander sig i uenighederne omkring Det Sydkinesiske Hav, så vil Kina kunne stå imod udfordringen, siger Li.

Stormagternes sikkerhedsdilemma

Spændingerne mellem USA og Kina er ifølge Xing Li et eksempel på, hvad historien flere gange har vist. Når en stormagt ser et andet land udvikle sig til en stormagt, så vil begge stormagter føle sig truet af hinanden.

– Det er præcis det, rapporten viser. USA antager, at Kinas militære udvikling er en trussel, der vil ødelægge USA's magtbase i Øst- og Sydøstasien.

– Og Kina ser det som nødvendigt at udvikle sit militær, fordi USA flere gange har vist, at det vil besejre andre lande med militærkapacitet. Se på Iran, se på Irak, se på Afghanistan, se på hvilket som helst land, som USA har besejret militært, siger Li.

– Så Kina er fuldt overbevist om, at det har brug for at udvikle sit militær. Men når Kina gør det, så bliver USA overbevist om, at Kina vil drive USA ud af Asien.

Det er denne situation, som professoren betegner som et typisk sikkerhedsdilemma mellem stormagter.

Spørgsmålet om krig

Men ifølge Li er det ikke sandsynligt, at stormagternes sikkerhedsdilemma og spændingerne mellem USA og Kina vil føre til decideret krig mellem de to lande.

– Der er enighed mellem alle forskere i internationale forhold om, at en direkte krig mellem USA og Kina er umulig, fordi de begge har atomvåben.

– Historisk har der aldrig været to store supermagter, der er indgået i decideret krig mod hinanden. Se på Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA. De turde aldrig gå direkte i krig mod hinanden, så de brugte altid proxykrige, siger Xing Li.

Når to stater på hver sin side er involveret i en krig i et eksternt land, bliver krigen betegnet som en proxykrig. Under Den Kolde Krig opstod proxykrige mellem Sovjetunionen og USA i lande som Vietnam og Korea.

– Hvis USA og Kina indgik i direkte krig mod hinanden, så ville de ødelægge hinanden, og det ville der ikke være nogen mening i, påpeger Li.

Men selvom professoren er overbevist om, at der ikke er fare for direkte krig mellem USA og Kina, så mener han, at der er risiko for, at de to lande vil indgå i proxykrige mod hinanden.

– Det er allerede på vej. USA forsøger for eksempel at sælge flere våben til Taiwan. I forbindelse med sin valgkampagne forsøger Trump at starte en konflikt mellem andre magter, så han kan forene sine vælgere, forklarer Xing Li.

Professoren fortæller, at USA også forsøger at indlede en krig mellem Kina og Indien, mellem hvem der er øgede spændinger over en grænsekonflikt i Kashmir.

– USA håber og forventer virkelig, at Indien vil affyre den første kugle, mener Xing Li.

Sammenstød mellem systemer

Selvom der er fare for proxykrige mellem Kina og USA, så mener Li ikke, at situationen kan sammenlignes med Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA. 

– Under Den Kolde Krig tilhørte Sovjetunionen og Østeuropa et uafhængigt system, som ikke var integreret i den globale økonomi. Østblokken havde intet at gøre med den globale økonomi, men Kina er totalt anderledes.

– Siden Kina startede sine økonomiske reformer i 1980'erne, har Kina gradvist integreret sig selv i verdensøkonomien. I dag er Kina midtpunktet for den globale produktions forsyningskæde, understreger Li.

Ifølge professoren er forholdet mellem USA og Kina derfor anderledes end forholdet mellem stormagterne under Den Kolde Krig, da USA og Kina er integreret i det samme økonomiske system. Desuden mener Li ikke, at der er store ideologiske forskelle mellem USA og Kina.

– Selvom Kina siger, det er socialistisk, så er det stadig socialisme med markedsfunktioner. Så jeg ville ikke sige, at ideologi spiller en stor rolle, jeg vil hellere sige, at systemer gør, understreger Li og påpeger, at selvom USA og Kina opererer indenfor det samme økonomiske system, så har de to forskellige politiske systemer. USA er bygget på "det frie marked", hvorimod Kina har et stærkt statsligt system med mange statsejede virksomheder.

Ingen romantisering, ingen dæmonisering

– Hvis man kigger på Kinas håndtering af Wuhans coronakrise, så har Kinas stærke kollektive statslige foranstaltninger været meget mere effektive end noget andet land i verden, siger Xing Li.

Men når USA antyder, at Kina vil eksportere sit system til andre lande, er det ifølge Li ikke sandt. Ikke desto mindre er Kinas succes "en stor inspiration for mange andre lande, der er begyndt at undersøge, hvorfor Kina er så succesfuld".

– Fordi Kina er blevet så stor en magt, så stor en succes, så vil alt, hvad Kina gør, have en stor indflydelse, fordi andre lande vil studere det og forsøge at efterligne det. Så selvom Kina ikke vil eksportere sit system, så vil Kinas politik blive studeret og have en effekt. 

Men selvom Li betegner Kinas stærke stat som succesfuld, så mener professoren også, at det kinesiske system har sine "begrænsninger".

– Der er også mangler i det kinesiske system. For eksempel hvis vi snakker om demokrati, civile rettigheder og ytringsfrihed, selvfølgelig er der begrænsninger.

– Vi i vesten skal aldrig romantisere det kinesiske system, men vi skal heller aldrig dæmonisere det. Vi skal forstå det kinesiske system, slutter Li.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her