Overgangen til nyliberalisme, som startede i de sene 1970’ere og blev symboliseret ved Margaret Thatcher, medførte en ændring i den britiske økonomi til fordel for servicesektoren, som i dag udgør omtrent 80 procent af bruttonationalproduktet.

Brexit var et resultat af arbejdernes og de fattiges frustration over de foregående års nyliberale katastrofer.

Dette er en afgørende udvikling, som ikke kun har fundet sted i Storbritannien, men i de seneste fire årtier også i andre modne kapitalistiske lande.

Den finansielle sektor er den mest iøjnefaldende del af servicesektoren. Den britiske økonomi udgør et af de tydeligste eksempler på den finansialisering, som i de seneste fire årtier er blevet et karakteristisk træk ved modne og udviklede lande. City of London (det britiske finanscentrum og andre) er et af de ledende globale finanscentre og Europas egentlige finansielle centrum. City er også den mest internationale del af den britiske økonomi, og dets krav vejer tungt politisk. City søger først og fremmest at operere globalt og uden hindringer for så vidt angår valutatransaktioner, derivat-clearing, obligationsudstedelse og andre finansielle transaktioner. I sidste ende er det City, der afgør det britiske finanslivs holdning til EU.

Omvæltning fra produktion til service

I samme periode faldt produktionens andel af bruttonationalproduktet fra omkring 25 procent i 1970’erne til omtrent 10 procent i de sene 2010’ere. Storbritannien har dog fastholdt en betragtelig produktionskapacitet globalt set, blandt andet inden for rumfart, bilindustri, medicin, forsvarsudstyr og kunstig intelligens.

Produktion udgør stadig cirka 45 procent af britisk eksport, og dertil kommer, at mange økonomiske aktiviteter, der hører til servicesektoren, er dybt forankrede i produktionen, for eksempel logistik, catering og bygningsservice. Ikke desto mindre er produktionskapitalens betydning i forhold til den finansielle, kommercielle og servicerelaterede kapital dalet efter fire årtier med nyliberalisme og finansialisering.

Antallet af beskæftigede i produktionen er faldet fra omtrent otte millioner i slutningen af 1970’erne til under tre millioner mod slutningen af  2010’ere.

Der er to altoverskyggende udfordringer for britisk produktion lige nu: Lav produktivitetsvækst, hvilket er nært forbundet med lave investeringer, og et akut behov for at integrere avanceret digital teknologi i produktionen. Det har længe været den britiske industris strategi at være afhængig af relativt uuddannet arbejdskraft med lave lønninger. Efter at produktionen er blevet internationaliseret, og globale værdikæder dikterer tendenser i produktionen, har britisk produktion fundet det tiltagende svært at fortsætte ad den samme vej.

Derudover er væsentlige dele af den britiske produktion, såsom bilindustrien, kommet på udenlandske hænder i løbet af de seneste fyrre år. Storbritannien har ikke alene en af de mest finansialiserede økonomier i verden, men også en af de mest globaliserede for så vidt angår ejerskab af produktionskapaciteten og tilførsel og udførsel af direkte udenlandske investeringer.

Alle disse træk ved den britisk kapitalisme er af stor betydning for landets forhold til EU. 

Dramatisk forandring af arbejderklassen

Storbritanniens overgang til nyliberalisme har haft dramatiske konsekvenser for arbejderklassen. Antallet af beskæftigede i produktionen er faldet fra omtrent otte millioner i de sene 1970’ere til under tre millioner mod slutningen af 2010’ere. Byggeriet beskæftiger for tiden 2,4 millioner, og minedrift, energi- og vandforsyning yderligere 0,6 millioner arbejdere.

Den britiske arbejderklasses sammensætning har ændret sig dramatisk, hvilket har givet sig udslag i faldende faglig organisering.

På den anden side er antallet af administrativt ansatte (white collar) steget kraftigt med udgangspunkt i servicesektoren. Bemærk, at finanssektoren ikke er en stor arbejdsgiver til trods for finansialiseringen af den britiske økonomi. Ud af de 32,6 millioner arbejdere, der var i beskæftigelse i Storbritannien i december i 2018, var kun 1,4 millioner direkte ansat i finans- og forsikringsbranchen. De største arbejdsgivere var inden for sundhed og socialt arbejde med 4,3 millioner og engros- og detailhandel samt reparation af motorkøretøjer med 4,1 millioner arbejdere.

Den britiske arbejderklasses sammensætning har således ændret sig dramatisk, hvilket har givet sig udslag i faldende faglig organisering. Fra at toppe på omtrent 13 millioner i starten af 1980’erne, faldt medlemstallet til 6,2 millioner i 2017. Af disse arbejdede de 2,7 millioner i den private sektor (13,5 procent af alle beskæftigede i den private sektor) og 3,5 millioner i den offentlige sektor (51,8 procent af alle beskæftigede i den offentlige sektor).

Fagforeningsmedlemskab er mest udbredt blandt faglærte arbejdere, og ældre er oftere medlemmer end unge, ligesom der også er en højere andel blandt kvinder end mænd. Sorte arbejdere er den gruppe, der har den højeste organiseringsgrad.

Organiseringsgraden er altså i det hele taget betragteligt lavere og er svagest blandt unge, som ofte er beskæftiget i de nye servicefag. Denne udvikling er mest udtalt i det sydlige og sydøstlige Storbritannien, hvor servicefagene er kraftigt koncentreret.

Tilbagegangen i faglig organisering er blevet fulgt af et kraftigt fald i antallet af tabte arbejdsdage siden midten af 1980’erne. Antallet af strejker og arbejdere involveret i strejkeaktivitet i 2010’erne er det laveste, siden man begyndte at registrere tallet i 1891. Den britiske arbejderklasses tillid til dens egne evner til at konfrontere kapitalen er på et historisk lavpunkt. “Klassen for sig selv” (jævnfør Marx, og andre) har taget imod hårde slag i nyliberalismens år.

Fremgang for social-liberalisme

Lige så bemærkelsesværdig er den jævne fremgang, som social-liberalismen har oplevet i det britiske samfund under nyliberalismen.

Overordnet set kan man sige, at social-liberalisme de sidste fyrre år har vundet frem på områder som seksuel orientering, køn, race og immigration, særligt blandt unge.

Thatchers projekt for at fremme en tilbagevenden til de traditionelle familieværdier og sociale normer som en del af den nyliberale udvikling er slået fuldstændig fejl. I en kort periode i 1980’erne og 1990’erne virkede det, som om nyliberalismens fremgange ville blive fulgt af et tilbageslag i forhold til de samfundsmæssige friheder, som blev vundet i 1960’erne og 1970’erne. Men tilbageslaget blev aldrig så alvorlig, som de social-konservative havde håbet, og landet gik i en anden retning.

Overordnet set kan man sige, at social-liberalisme de sidste fyrre år har vundet frem på områder som seksuel orientering, køn, race og immigration, særligt blandt unge. Det betyder dog ikke, at disse alvorlige problemer i det kapitalistiske samfund er blevet løst. Faktisk har nyliberalismen haft en skadelig effekt, hvad angår individuel fremmedgørelse og moralsk undertrykkelse i det britiske samfund. Men der har ikke været en tilbagevenden til konservative sociale værdier:

Økonomisk nyliberalisme har lært at leve sammen med social-liberalisme. Dette skifte er så udtalt, at selv en gennemført overklasserepræsentant som den tidligere konservative premierminister David Cameron har iført sig en social-liberalistisk kappe på en måde, som ville have været utænkelig for tidligere konservative ledere.

Udbredelsen af frisindede holdninger i store dele af den forandrede britiske arbejderklasse har spillet en afgørende rolle i den politiske debat efter folkeafstemningen i 2016. Den faglige organiseringsgrad og evnen til at vinde en kamp mod kapitalen er faldet dramatisk, men samtidig har det syntes muligt at vinde fremskridt på andre samfundsområder.

I denne sammenhæng er medlemskab af EU og de fortrinsvis liberale EU-love på én gang blevet ideologisk associeret med forsvaret for arbejdernes rettigheder og støtte til kampen for sociale rettigheder i England. Den yderste venstrefløjs nederlag i forhold til at sikre bred støtte til lexit (et venstreorienteret brexit), især blandt de unge, hænger sammen med denne komplekse udvikling.

Den store krise i 2007-2009 og dens følger

Finansialiseringskrisen i 2007-2009 ramte den britiske økonomi hårdt og førte tilmed til et stormløb på bankerne. Først blev banksektoren stabiliseret via tilførsel af offentlige likvide midler, og centrale banker blev stiltiende nationaliseret, siden fulgte vedholdende besparelser. Regeringen, der fra 2010 bestod af en koalition af konservative og liberale, sigtede mod at stabilisere eller endda mindske den offentlige gæld.

Det offentlige underskud faldt dramatisk fra 147,4 milliarder pund (9,3 procent af bruttonationalproduktet) i 2010 til 32,3 milliarder (1,5 procent af bruttonationalproduktet) i 2018, og levede således op til Maastricht-budgetkriterierne. Imidlertid oversteg det offentlige underskud i 2009-2010 for første gang grænsen på 60 procent af bruttonationalproduktet, der er underlagt de samme Maastricht-regler. I 2010 lå det på 75,2 procent af bruttonationalproduktet, og det vedblev at stige i adskillige år. Det stabiliseredes på omkring 87 procent af bruttonationalproduktet i 2014 og lå på 86,7 procent af bruttonationalproduktet i 2018.

Der er tre afgørende forhold ved den britiske regerings sparepolitik siden 2010:

For det første har den overordnede ramme om sparepolitikken bevidst været lagt, så den kunne leve op til retningslinjerne i Maastricht-traktaten, også selvom Storbritannien ikke har skrevet under på EU's finanspagt. For det andet har adskillige års nedskæringer haft en ødelæggende effekt på sundhed, uddannelse og andre velfærdsområder. For det tredje blev de offentlige udgifter beskåret og den offentlige gæld nedbragt på et tidspunkt, hvor de globale rentesatser var historisk lave og nærmede sig nul. For at nedbringe sin gæld valgte den britiske stat at lade arbejdende mennesker betale, selvom det var næsten gratis at optage lån.

I den samme periode gik Storbritanniens makroøkonomiske ydeevne fra slemt til værre, især fordi der blev investeret så lidt. Bruttonationalproduktet faldt mere end seks procent imellem første kvartal i 2008 og andet kvartal i 2009. Efter fem år vendte det tilbage til niveauet fra før krisen og voksede med yderligere 11 procent fra 2013 til 2018. Arbejdsløsheden toppede imidlertid på 8,4 procent, men faldt igen støt derefter, helt ned til 3,9 procent i starten af 2019.

Realindkomsten er næsten ikke steget siden 2008, dels på grund af lønstop og et efterfølgende loft i den offentlige sektor og dels på grund af lav lønudvikling i den private sektor. Det mest slående træk var på dette tidspunkt, at væksten i arbejdsproduktiviteten kollapsede totalt. Lige siden 2008 har arbejdsproduktivitet stagneret den britiske økonomi, selvom der har været vækst i sektoren for fremstilling af højteknologi.

Arbejderklassen fik lov at betale

Kort sagt gennemgik den britiske økonomi en alvorlig recession fulgt af svag vækst præget af ringe investeringer. Den finansielle sektor stod hærget tilbage, hvilket medførte en stram kreditpolitik og svage overskud i den finansielle sektor. Stillet overfor denne krise tog den britiske herskende klasse en række skridt, der lå helt i forlængelse af dens natur:

Den fastholdt lave lønninger, hvilket med tiden nedbragte arbejdsløsheden, efterhånden som der blev skabt dårlige jobs i servicesektoren. Imidlertid faldt produktiviteten og fjernede grundlaget for vedholdende vækst. På én gang skabte nedskæringerne et enormt pres på de offentlige ydelser, forstærkede effekten af de lave lønninger og forårsagede reel armod for brede lag af den britiske arbejderklasse. Vedvarende vækst i den højteknologiske sektor var det eneste lyspunkt for den britiske kapitalisme.

Immigrationsspørgsmålet

Midt i 2010 var den britiske arbejderklasse dybt og mærkbart frustreret over de lave indkomster, problematiske ansættelsesforhold og ringe velfærdsydelser. Den ophobede frustration blev umiddelbart forstærket af, at der de foregående år var sket store ændringer i immigrationsmønstrene. Nettoindvandringen fra lande udenfor EU steg hurtigt i de sene 1990’ere, men stabiliseredes i midten af 2000’erne. Omtrent samtidig begyndte nettoindvandringen fra lande indenfor EU at vokse hastigt, særligt fra de nyligt tilsluttede lande i Østeuropa. Fra et meget lavt niveau i de tidlige 2000’ere kom EU’s nettoindvandring til at matche nettotilstrømningen fra ikke-EU lande midt i 2010’erne.

Fremme af immigration fra andre EU-lande var i 2000’erne standardpolitik for den britiske herskende klasse, som ønskede at sikre sig adgang til billig arbejdskraft fra hele verden, så den kunne opretholde sin kapitalakkumulation. Siden 2016 er immigrationsmønstret fra EU- og ikke-EU-lande vendt om igen, og nettotilstrømningen fra ikke-EU-lande til Storbritannien er igen blevet den dominerende tendens.

Ikke desto mindre var det i 2010’erne oplagt at drage den lette – og forkerte – konklusion, at årsagerne til den vedvarende økonomiske og sociale elendighed i Storbritannien skulle findes i indvandringen fra EU, ligesom det længe har været påstået om sorte indvandrere fra Caribien og asiatiske fra det indiske subkontinent.

Folkeafstemningen i 2016 

Folkeafstemningen i 2016, som fandt sted under de økonomiske og sociale forhold, der var opstået efter krisen, udgjorde et chok for Storbritanniens herskende blok og EU’s elite. Der er to altoverskyggende faktorer, der kan forklare de komplekse politiske fænomener i denne periode.

EU-medlemskabet har gjort det muligt for magthaverne at håndhæve deres imperialistiske indflydelse langt ud over, hvad der ellers ville have været muligt for en andenklasses økonomi, selv når denne økonomi har en imperialistisk fortid.

For det første er der ikke nogen større økonomisk splittelse blandt Storbritanniens magthavere i forhold til Europa. City of London, de mest magtfulde kommercielle centre og industrikapitalen – ingen af dem har noget udestående med EU: Det indre marked er profitabelt for dem. De dominerende økonomiske interesser ville foretrække at bevare så nært et forhold til EU som muligt.

Men, for det andet, findes der en gammel politisk kløft blandt Storbritanniens magthavere. EU-medlemskabet har gjort det muligt for magthaverblokken at håndhæve sin imperialistiske indflydelse langt ud over, hvad der ellers ville have været muligt for en andenklasses økonomi, selv når denne økonomi har en imperialistisk fortid. Det ved de toneangivende dele af den herskende blok – fortrinsvis de økonomiske magthavere – udmærket, og de er stærke tilhængere af at forblive i EU. Men for en del af den økonomiske elite, først og fremmest den konservative højrefløj, er tab af suverænitet til EU-institutioner, særligt i forhold til lovgivning, fuldstændigt uacceptabelt. (...)

Venstrefløjens fejltolkning

Ved folkeafstemningen sejrede den fløj, der ville ud af EU. Det var et resultat af arbejdernes og de fattiges frustration over de foregående års nyliberale katastrofer, som de lod få afløb i spørgsmål som suverænitet og indvandring. Der er ikke noget usædvanligt ved, at der opstår klassemodstand på spørgsmål og sager, der ikke er den egentlige årsag til klassespændinger, og som ovenikøbet kan være grundlæggende fejlagtige. Der blev ikke stemt for at komme ud af EU, fordi racisme pludselig var blusset kraftigt op i Storbritannien. Man kan ikke nægte, at der var racister til stede i højrefløjens Leave-kampagne eller det kraftige og negative fokus på indvandring.

Men det virkelige problem var, at den britiske venstrefløj fejltolkede arbejderklassens grundlæggende frustration, fuldstændig undervurderede omfanget af folkelig modstand imod EU, især eftersom sundhedsvæsenets tilbagegang blev kædet sammen EU-indvandring i befolkningens bevidsthed (absolut forkert, men ikke desto mindre en faktor), og i praksis afstod fra at deltage i den offentlige debat om enten at blive i EU eller melde sig ud. Denne kamp blev overladt til modstandens højrefløj.

Fiaskoen blev kraftigt forstærket efter folkeafstemningen, hvor venstrefløjen veg tilbage fra resultatet og således bidrog til den problematiske politiske udvikling af Storbritannien.

Politisk kaos

Det blev fortrinsvis De Konservative, der kom til at definere politikken i Storbritannien efter folkeafstemningen. De måtte opgive deres traditionelle rolle som den britiske herskende bloks stemme. I en meget overraskende udvikling kom højrefløjstilhængere af udtræden af EU til at dominere Det Konservative Parti, som stort set mistede evnen til at udtale sig på vegne af City og de store kapitalkredse.

Den konservative højrefløj så sejren til Leave som en mulighed for at stramme indvandringspolitikken og gennemføre fordelagtige handelsaftaler uden EU’s lænker. I mere end to år fremlagde De Konservative det ene komplicerede handelsforslag efter det andet, der angiveligt skulle være mere profitabelt for den britiske kapital end det indre marked og toldunionen. Sjældent har en offentlig debat været mere formålsløs. City of London og den britiske storkapital gentog gang på gang, at for deres vedkommende findes der ikke noget handelsarrangement, der kan overgå EU’s.

De dominerende dele af den britiske herskende blok ville have foretrukket at blive i EU eller i det mindste at opretholde det stærkest mulige bånd til det indre marked og dets bredere handelsarrangementer.

Labours svigt

Lige så overraskende var Labour-partiets forvandling i den samme periode. Under Jeremy Corbyn, som fik ledelsen i 2015, rykkede partiet til venstre og støttede åbent radikale og potentielt socialistiske tiltag. Adskillige af disse optrådte i partiets valggrundlag i 2017, inklusive at nationalisere jernbanen, at oprette en national investeringsbank, at fjerne besparelserne.

Labours politiske problemer i kølvandet på brexit består i, at partiet har en ledelse, der i store træk er kritisk overfor EU, en medlemsmasse, der er for at forblive i og reformere EU, men en vælgermasse der har stemt for udmeldelse.

Dette radikale program og Corbyns personlighed som en ærlig, socialistisk politiker hjalp Labour til en stærk præstation ved parlamentsvalget i 2017 og til at tiltrække en ny generation af unge til venstrefløjspolitik.

Efter folkeafstemningen i 2016 ville den rationelle kurs for Labour have været at bakke op om brexit som en klar mulighed for at kunne lægge britisk økonomisk politik om til fordel for arbejderne og de fattige. Leave kunne potentielt åbne døren til nationaliseringer, et offentligt banksystem, en helt anden industriel politik, omfordeling af indkomster og rigdomme og stop for nedskæringspolitikken – alt sammen nødvendigt for radikalt at omstrukturere den britiske økonomiske politik. Leave ville også byde på muligheden for at forny demokratiet og genopbygge folkelig selvbestemmelse på linje med vælgernes krav, sådan som de kom til udtryk ved folkeafstemningen. Demokrati og folkelig selvbestemmelse ville muliggøre en national indvandringspolitik, som afspejler arbejdskraftens interesser og samtidig beskytter indvandrernes rettigheder og grundlægger vilkårene for arbejdernes bevægelighed ved en gensidig overenskomst.

Sådanne politiske tiltag kan umuligt rummes i deres fulde radikalitet inden for EU’s indre marked. Det er netop pointen ved et venstreorienteret EU-exit.

EU-tilhængerne tog teten i Labour

Corbyns ledelse var klar over de muligheder, som brexit bød på, og over forhindringerne for at implementere et socialistisk program indenfor det nyliberale EU. Men medlemsmassen i Labour har ændret sig de seneste år og afspejler ændringerne i den britiske økonomi. Faglærte og administrativt ansatte arbejdere er særligt talrige i de store byområder, der er kraftigt påvirkede af identitetspolitik og har et andet syn på politisk aktivitet end traditionelle Labour-medlemmer.

Efter folkeafstemningen har de trukket i retning af at blive i EU og få reformer. De fik en fiks og færdig støtte fra de ledende kredse, der var imod Corbyns radikale, venstreorienterede omformning af Labour.

Udfordringen for tilhængerne af at blive og gennemføre reformer er dog – ifølge en kompliceret udregning – at to tredjedele af Labour-valgkredsene (i det britiske valgsystem, hvor vinderen tager det hele) stemte for brexit (for at være helt præcis, 149 stemte for brexit og 83 for at forblive i EU). Hvis Labour skal danne regering, bliver det nødt til at vinde nogle af de marginale nøglekredse, der stemte for at blive i EU ved folkeafstemningen.

Labours politiske problemer i kølvandet på brexit kan nu klart forstås: Labour har en ledelse, der i store træk er kritisk overfor EU, en medlemsmasse, der er for at forblive i og reformere EU, men en vælgermasse, der var afgørende i de kredse, der stemte for udmeldelse. Flertallet af Labours parlamentsmedlemmer er for at blive i EU og gennemføre reformer, men mange er valgt i kredse, der foretrækker udmeldelse.

Under disse omstændigheder har Labour ikke været i stand til at levere effektivt lederskab til et venstreorienteret exit efter folkeafstemningen.

Denne artikel er oversat af Jette Gnudtzmann og har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, 2020.